Terror

Selvmordsbombe dræber 25 ved fodboldkamp i Irak

Islamisk Stat menes at stå bag angreb, hvor en mand sprængte sig selv i luften ved en fodboldkamp.

En bombemand sprængte fredag sig selv i luften midt i en menneskemængde efter en lokal fodboldkamp syd for den irakiske hovedstad, Bagdad.

Mindst 25 mennesker blev dræbt, oplyser politi og redningsmandskab.

- De var netop ved at give pokalen til vinderne, da selvmordsbombemanden sprængte sig selv i luften i mængden, oplyser en politimand fra landsbyen, al-Asriya.

Han tilføjer, at omkring et halvt hundrede mennesker blev såret ved angrebet.

En kilde på hospitalet i den nærliggende by Iskandariyah bekræfter antallet af dræbte og sårede og siger, at dødstallet ventes at stige.

Selvmordsbombeangrebet fandt sted omkring klokken 19 lokal tid.

Ingen har endnu taget skylden for angrebet, men Islamisk Stat har tidligere stået bag lignende angreb.

Området omkring al-Asriya og Iskandariyah syd for Bagdad er tidligere blevet kaldt "dødens trekant". Det er et blandet sunni-shia område, som gennem de seneste ti år har været meget plaget af sekterisk vold.

Det er lykkedes irakiske sikkerhedsstyrker at presse Islamisk Stat ud af området, men der er stadig jævnlige bombeangreb og anden form for vold.

Eksperter og iagttagere har advaret om, at efterhånden som Islamisk Stat bliver presset ud af nogle af de områder, de tidligere har kontrolleret i Irak, vil de igen ty til deres gamle guerillataktik og øge antallet af selvmordsangreb mod civile mål.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen