Sammenligningen er ikke til at tage fejl af. Civilisationens indtog i Amazonas
regnskov minimerer langsomt, men sikkert skovområderne, skriver
Videnskab.dk.
Det vidner NASA's nyligt offentliggjorte billede taget af deres klodeovervågningssatellitter Landsat 5 og 7 om.
Billedet er taget fra luften over staten Rondônia i det vestlige Brasilien. Afskovningen startede, da der i 1979 blev etableret en stor nord-sydgående vej gennem regnskoven.
Se stort billede af regnskoven i 1975 kontra 2012 på Videnskab.dk
Langsomt, men sikkert har hovedfærdselsåren affødt små forgreninger, efterhånden som nybyggerne har bevæget sig ind i den tætte skov. For at bane sig vej, starter de med at fælde noget skov for derefter at brænde større områder af, så de kan lave marker.
Over tid skaber det de sildebenslignende mønstre, man kan se på billedet til højre.
Det er langt mere kritisk for regnskovens biodiversitet, end hvis et stort område på én gang var blevet ryddet. Biodiversitet afhænger nemlig af, hvor mange kanter en skov har. Jo flere kanter, jo færre dyr, træer og beplantning. En kant gør en skov følsom for udtørring, vindskader, jagt og ulovlig træfældning.
Læs også på Videnskab.dk: Hvorfor vokser der ikke træer i havet?
Ifølge NASA's tal blev der mellem 1980 og 1992 fældet i omegnen af 2.600 kvadatkilometer skov i Rondônia hvert år.
Selvom der hvert år stadig ulovligt fældes masser af kvadratkilometer regnskov i Amazonas, så er fældningen samlet set aftaget de seneste ti år. Således blev 23 procent mindre skov fældet i perioden august 2011 til juli 2012 end samme periode året før.
Andre artikler fra Videnskab.dk:
Amazonas får en ny art hver tredje dag
