Persondata politik

Danske forskere når Nordpolen med isbryder

Ekspeditionen, som skal dokumentere danske krav på havbunden nord for Grønland, er nået frem til Nordpolen

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.
Grønland - Seneste nyt
 

Kort før midnat natten til torsdag nåede den svenske isbryder "Oden" med et hold af danske og svenske forskere om bord frem til klodens nordligste punkt.

Ekspeditionens formål er at samle videnskabelige data, som kan understøtte Danmarks og Grønlands krav på en del af havbunden i Det Arktiske Hav. Området strækker sig rundt om Nordpolen.

Togtleder Christian Marcussen fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) fortæller via satellittelefon fra området ved Nordpolen, at alt foreløbig er gået godt.

- Vi er nu halvvejs på ekspeditionen og har fået indsamlet udmærkede data indtil nu. Vi har fået seismiske data fra Amundsen Bassinet for at kortlægge sedimenttykkelser, altså tykkelsen af aflejringer under havbunden.

- Vi har også indsamlet vanddybdedata ved Lomonosov-ryggen, og det er to vigtige områder, vi har fået dækket, siger Christian Marcussen til Ritzau.

Lomonosov er en undersøisk bjergkæde, som strækker sig langt op mod Nordpolen.

Ekspeditionen med navnet Lomrog III nåede Nordpolen onsdag klokken 23.43 - næsten på klokkeslæt tre år efter, at ekspeditionen Lomrog II gjorde det i 2009. Det blev fejret med champagne.

- Vi er nu på vej til at nyt arbejdsområde, og under transitten passerede vi Nordpolen. Vi har haft problemer med isen, som er vanskelig nogle steder, og vi har også haft lidt problemer med vores udstyr, men dem har vi kunnet klare, fortæller togtlederen.

Isbryderen "Oden" har nu kursen sat mod et andet sted ved Lomonosov-ryggen for at kortlægge skråningens "fod" og går derefter igen mod Grønland for at sikre flere data om bundaflejringer.

Ekspedition slutter, når "Oden" returnerer til Longyearbyen på øgruppen Svalbard den 14. september.

Over for FN har Danmark, Færøerne og Grønland gjort krav på fem havområder i det nordlige Atlanterhav og Det Arktiske Hav. Rigsfællesskabet har indtil 2014 til at levere dokumentation for, at området ved Nordpolen er en del af Grønlands kontinentalsokkel.

Også Rusland, Canada og Norge gør territorialkrav gældende over havområder i Arktis.

/ritzau/

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mikkel Selin Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik