Computer, tv og smartphones smadrer din søvn

Det kunstige lys fra dit tv eller din telefon er dybt skadeligt for en god nats søvn. Og søvnproblemer er alvorligt for helbredet

(Foto: Colourbox.com)
(Foto: Colourbox.com)

Amerikanske forskere advarer nu mod at brugen af elektrisk lys forstyrrer søvnen for flere og flere mennesker. Man ved fra en række studier, at søvnmangel kan føre til kroniske helbredsproblemer, herunder hjerteproblemer, nedsat immunforsvar og diabetes. Der er sågar indikationer på, at søvnmangel kan spille en rolle i hjernesygdomme som Alzheimers.

- Lys påvirker vores døgnrytme stærkere end nogen medicin, skriver en af verdens førende døgnrytmeforskere, Dr. Charles Czeisler fra Harvard Medical School i Boston, USA.

Han peger på, at der naturligvis er mange årsager til, at folk ikke får nok søvn, men bagved gemmer sig ét afgørende teknologisk gennembrud: Det elektriske lys.

Det skriver Videnskab.dk, hvor du også kan få tips til, hvordan du undgår at få smadret din søvn fuldstændig som følge af vores moderne apparater.

Specielt de nye lysformer som lysdioder (LED) og 'spare-pærer' spænder ben for at få en god nats søvn. Lyset fra dem er ifølge forskeren særligt ’effektivt’ til at forstyrre biologien i vores døgnrytme. Døgnrytmen styres af særlige ganglie-celler i øjets nethinde.

Ganglie-cellerne registrerer lys og sender signaler videre til hjernen, der både hæmmer søvn-fremmende nerveceller og aktiverer nerveceller, der hjælper os med at holde os vågne. Det natlige søvndyssende hormon melatonin undertrykkes også.

Humlen er, at der er forskel på lyset i løbet af dagen. Morgenlyset er blåligt og nulstiller så at sige vores biologiske døgnrytme hver morgen, mens det svindende rødlige aftenlys signalerer, at det er tid til at sove. Og det er her, problemerne opstår med den store udbredelse af 'sparepærer' og LED-skærme.

Læs også hos Videnskab.dk: Brug soveværelset til søvn og sex

Modsat den traditionelle glødetrådspære, lyser de nye lyskilder nemlig ikke jævnt i hele farvespektret, men særligt intenst i de grønlige og blå farver, som ganglie-cellerne er særligt modtagelige for.

Det betyder kort sagt, at flere og flere mennesker, som sidder foran LED-tv'et, smartphonen eller computerskærmen om aftenen, bliver badet i lys, der fortæller kroppen, at det er tid til at stå op.

- Teknologien har koblet os fra den naturlige 24-timers-døgnrytme, som vores krop er udviklet til og driver os til at gå senere i seng. Og vi bruger koffein om morgenen til at stå op tidligere end nogensinde, hvormed søvnen presses fra begge sider, skriver Dr. Charles Czeisler.

Læs også: Frygt ikke pornos påvirkning af sexlivet

Læs også: Hvorfor væmmes vi ikke ved sex?

Læs også: Flugtkonge har klaret sig uden sex i 30 millioner år

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen