Videnskab & teknik

Pas på klokkeværket: Farlig fisk i Øresund

Fangsten af en godt 20 centimeter lang fisk med store, skarpe tænder har skabt frygt for, at Øresund er blevet invaderet af piratfisk

  • Fangsten af en godt 20 centimer lang fisk med store, skarpe tænder, har skabt frygt for at Øresund er blevet invaderet af piratfisk. Foto: Henrik Carl
Fangsten af en godt 20 centimer lang fisk med store, skarpe tænder, har skabt frygt for at Øresund er blevet invaderet af piratfisk. Foto: Henrik Carl
1/3
Næste »

Haps. Store skarpe tænder, der kan gnave sig igennem hud og flæsk, skaber nu frygt i Øresund, hvor et eksemplar af pacuen er blevet fanget i et fiskenet blandt mere fredelige arter som ål og aborrer. Så det gælder om at se sig godt for, hvis man er glad for sine ædlere dele eller ynder at nøgenbade.

Københavns Universitet skriver i en pressemeddelelse, at der er tale om en nær slægtning til den frygtede piratfisk, der normalt opholder sig i Amazonflodens mørke vande.

Tænderne bruges overvejende til at knuse nødder og anden frugt, men pacuen æder også fisk og smådyr.

Dens forkærlighed for nødder har dog haft om ikke fatale, så dog ganske alvorlige følger.

I Papua Ny Guinea, hvor arten også er udsat, har den ved flere tilfælde taget fejl af nødder og mandlige svømmeres ædlere dele. Så behold endelig badebukserne på, hvis du bader i Øresund i disse dage – måske er der flere derude.

Uhyggeligt
- Det bliver spændende, grænsende til det uhyggelige, at se om fisken var en enlig svale, eller om det er en art, vi kommer til at se mere til. Det er første gang, arten fanges i havet i Europa, siger fiskeekspert Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet.

Hvordan den er havnet i Øresunds salte vand er stadig et mysterium, men da der er tale om en invasiv art, kan der være risiko for, at det ikke er det eneste eksemplar, der i skrivende stund svømmer rundt blandt badegæsterne.

Lå i åleruse
Fritidsfisker Einar Lindgreen fandt fisken, da han 4. august tømte sine åleruser nord for Saltholm i Øresund.

Blandt ål og aborrer lå en 21,5 cm lang fisk med rød bug og store tænder og sprællede.

I havnen vakte fisken en del postyr, idet flere mente, at der måtte være tale om en piratfisk.

Fisken blev heldigvis sendt videre til Statens Naturhistoriske Museum, hvor Peter Rask Møller og hans kollega, fiskeeksperten Henrik Carl, studerede fangsten. De kan nu berolige de danske badegæster med, at fisken ikke er en piratfisk, men en nær slægtning – en såkaldt pacu.

Vejer op til 25 kilo
Ligesom piratfisken hører pacuen hjemme i Sydamerika, men er via akvarier og dambrug spredt til andre områder på kloden. Den betragtes nu som en invasiv art i store dele af USA og i Asien.

Den kan veje op til 25 kg og er en populær spise- og opdrætsfisk. Men hvordan i alverden ender en sydamerikansk ferskvandsfisk i Øresund?

Den tanke, at fisken må være undsluppet fra Den Blå Planet, er nærliggende, eftersom akvariet jo ligger ud til lige netop Øresund. Men det er simpelt hen umuligt, lyder det fra Lars Skou Olsen, der er kurator og afdelingsleder på Danmarks Akvarium, Den Blå Planet:

- Vi har pacuer udstillet i vores store Amazonas-område, men de er meget større, og selv om der kun er få meter mellem vores fisk og Øresund, så er der vandtætte skotter og sofistikerede filtersystemer imellem. Så det er altså ikke en af vores, der er sluppet ud!

De sædvanlige mistænkte
- Akvarister og dambrugere er 'the usual suspects', når vi møder usædvanlige fisk på steder, hvor de ikke hører hjemme, fortæller Peter Rask Møller.

- Det er muligt, at nogen har tømt deres akvarium i en nærliggende å inden ferien, og at pacuen så er fortsat ud i Øresunds brakke vand. Vi kender ikke til kommercielt opdræt af pacuer i Europa, men fisken kan ligesom piratfisk opdrættes af amatører.

Kun en enkelt gang tidligere er der blevet fanget en pacu i Europa. Det var i 2002, hvor en lystfisker fik en på krogen nær et kraftværk ved Odra-floden i Polen.

- Odra har faktisk sit udløb i Østersøen, ret tæt på Danmark, siger Peter Rask Møller.

Så tag hellere en harpun med eller et par kraftige badeshorts, næste gang du hopper i Øresund.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen