Se superrotten, der overlever uden ilt

Nøgenrotten er ikke særlig fotogen, men til gengæld kan den overleve i 18 minutter uden ilt. Nu har forskerne fundet ud af hvordan, og opdagelsen kan måske redde mennesker, der bliver ramt af et slagtilfælde

Nøgenrotten kan overleve næsten helt uden ilt i mange timer ad gangen. Nu har forskere fundet ud af, hvordan den gør. Foto: Thomas Park/ UIC
Nøgenrotten kan overleve næsten helt uden ilt i mange timer ad gangen. Nu har forskere fundet ud af, hvordan den gør. Foto: Thomas Park/ UIC

Den østafrikanske nøgenrotte er dyrerigets svar på Superman eller Wonderwoman.

Den ikke særlig kønne gnaver er immun over for visse typer smerte, den kan ikke få kræft, og så kan den blive helt op til 32 år gammel. Til sammenligning lever en almindelig brun rotte kun i to år.

Og som om det ikke var nok, så kan den lille skaldede rotte også overleve vanvittige 18 minutter uden ilt. Nu viser ny forskning, hvordan nøgenrotten gennemfører denne bemærkelsesværdige bedrift. Det skriver Videnskab.dk.

- Den kan overleve med et iltindhold i luften, som ville slå de fleste andre dyr ihjel på få minutter, og den gør det ved at ændre markant på sit stofskifte, når der ikke er ilt til stede. Opdagelsen kan have medicinske perspektiver, da nøgenrotten oplever noget, som svarer til at få det mest ekstreme slagtilfælde, vi overhovedet kan forestille os, og alligevel overleve uden mén, fortæller en af forskerne bag studiet, professor Gary R. Lewin fra Max-Delbruck Center for Molecular Medicine i Tyskland.

Læs mere på Videnskab.dk: Mød superdyret, der kan overleve kræft og en dødelig forgiftning

Puls på en fjerdedel
Nøgenrotter lever i underjordiske gange og huler i Kenya, Etiopien og Somalia, og når de sover, klumper de sig sammen i store klynger.

Iltindholdet i de underjordiske gange er i forvejen lavt, men når man som nøgenrotter ligger i midten af en bunke med op imod 100 artsfæller, bliver iltindholdet i luften så ekstremt lavt, at mennesker ville stille træskoene på få minutter.

Men nøgenrotterne trives ganske glimrende i de kvælende omgivelser. I midten af bunken af sovende rotter sænker rotterne deres puls fra 200 slag i minuttet til blot 50 og mindsker dermed deres behov for ilt i det hele taget.

Læs mere på Videnskab.dk: Rotte med superkræfter: Derfor føler den ikke smerte

Forskere har længe undret sig over, hvordan nøgenrotter er i stand til på den måde at overleve næsten uden ilt i mange timer ad gangen, eller helt uden ilt i 18 minutter.

Mennesker skal bruge ilt hele tiden for at få energi til organerne. Får organerne ikke ilt, har de ingen energi, og uden energi dør hjernen og hjertet, og så kan du selv gætte dig til, hvad der sker.

Kan redde mennesker fra permanente skader
Ifølge det nye studie har nøgenrotterne, for at kunne klare de iltfattige forhold, udviklet et helt unikt system i deres organer, som gør, at de kan ændre stofskifte og alligevel få energi til deres vitale organer, selvom de ikke kan få vejret.

Men nøgenrotterne har faktisk slet ikke opfundet den dybe tallerken. De benytter sig blot af en mekanisme, som mange andre pattedyr også er i besiddelse af, men som kun findes i udvalgte organer. Nøgenrotterne bruger mekanismen i alle vitale organer.

Læs mere på Videnskab.dk: Selvfølgelig kan bjørnedyr overleve 31 år i en dybfryser

Da menneskers genom er 94 procent identisk med nøgenrottens, kan vi måske på sigt tillægge os denne form for metabolisme. Det kan få betydning får personer, som får slagtilfælde, hvor man oplever permanent skade efter kun få minutter uden ilt.

- Hvis vi kan lave en form for medicin, der gør os i stand til at slå over til en anden form for metabolisme, som fungerer, selvom der ikke er ilt til stede, vil det potentielt give læger op til 20 minutter at arbejde i, før der opstår skader i hjernen, siger Gary R. Lewin.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Skal man lægge is på en skade?

Hvor langt skal man være fra en atombombe for at overleve?

Ubeskyttet sex kan forstyrre bakterierne i skeden

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen