Hans Georg Møller, tv-journalist: Frækkere end de fleste, men
ikke så frækt som før. Det skal faktisk opfattes sådan, at det både er
det positive og det negative ved Ekstra Bladet.
Erling Olsen, tidl. justitsminister og formand for Folketinget: Jeg
har altid opfattet Ekstra Bladet som den anarkist-avis, som ethvert
demokrati har brug for.
Hvis Ekstra Bladet ikke fandtes, var nogen nødt til at opfinde det.
Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister og formand for Venstre, om
Ekstra Bladets forside dagen før valget i 1998, hvor han hæver
whisky-glasset til overskriften 'Den er hjemme': Da fotografen
begyndte at tage billeder, ville det have været uvenligt at brokke sig.
Det var dumt af mig. Alt det kan jeg sparke mig selv over. Men der er da
lidt positivt ved det hele, nemlig at der denne gang kun er én at
bebrejde noget: Mig selv.
Kira Eggers, tidligere stripper: Ekstra Bladet er god til at have en
holdning til tingene. De er ikke så neutrale som andre aviser. Jeg
køber Ekstra Bladet, hvis jeg vil læse noget sladder eller historier,
hvor jeg tænker 'Det er bare for meget'.
Peter Aalbæk Jensen, direktør i Zentropa: Jeg kan ikke
undvære Ekstra Bladet. Ekstra Bladet er 100 gange bedre end B.T., som
er langt ude og kvalm på sin egen småborgerlige måde. Ekstra Bladets
gode sider opvejer klart de dårlige. Tag nu bare Side 9-pigen. Hvor
ville vi være henne, hvis vi ikke havde Side 9-pigen som institution?
Georg Metz, journalist, forfatter: Jeg ville nødig undvære Ekstra
Bladet, for det er en avis, hvor almindelige mennesker i knibe kan
henvende sig. De er gode til at være vagthunde.
Moses Hansen, leder af den religiøse bevægelse Vægterne:Jeg sætter pris på Ekstra Bladets åbenhed. Ekstra Bladet går
længere end andre aviser, og det synes jeg er i orden. Desværre kan
Ekstra Bladet ikke skelne mellem lort og lagkage. Mens de ynkes over
ofre for incest og voldtægt, er deres holdning til sexindustrien med
til at bane vejen for disse overgreb.
Poul Schlüter, tidl. statsminister: Det er en daglig glæde, at
der hver dag er 4,5 millioner danskere, som ikke læser Ekstra
Bladet.