Glæden ved håndværket
|
|
|
Det er ikke kunst, men det er færdigt - til tiden
|
|
Af Rene Simmel
-
15:45 - 27. jun. 2001
|
|
|
Når man sidder dér, ikke med livet, men en Compaq bærbar mellem hænderne. Med minutter til deadline, så sendes bønnerne ikke mod den skæggede mand i himlen, med mod Bill Gates og alle hans kloninger i diverse edb-afdelinger.
Uanset hvor rutineret og velforberedt man er, så fremkalder det alligevel en knude i maven, når forskellige avismagere og redaktører sådan henkastet forklarer, hvor mange millioner der ruller ud af kassen, hvis man kommer til at forsinke avisen lidt.
Den bemærkning kommer tidligt i forløbet. Senere kan den dog gentages, i et lidt forpustet tempo i en mobiltelefon, når man sidder på en eller anden pløjemark til en festival, på en fodbold-tribune eller i et pressecenter tæt på f.eks. et Melodi Grand Prix.
Forsinket
Avisen har tidlig deadline lørdag aften. Også når der er Grand Prix. Så hvert minut - efter at vinderen er fundet - resulterer i flere læsere, som får en avis uden at kunne nynne med på melodien. Det irriterer - professionelt. Så det går stærkt. Både 'ude i marken' og hjemme i sekretariatet.
Og der 'snydes' lidt ved tastaturet. De sidste 2/3 af artiklen er samlet op i løbet af dagen. Man følger med på skærmen, scenen eller banen - skriver måske et afsnit eller to mere. Så efterhånden som den stadig mere koleriske ansvarlige for morgendagens avis igen ringer på mobiltelefonen, bliver svarene også mere 'I kan da for fanden se, at de er forsinkede!'
Ved Melodi Grand Prix i 2000 og 2001 lykkedes det alligevel under ti minutter efter, at vinderen er fundet, at sparke noget nærmest brugbart af sted
Ikke kunst. Ikke Pulitzerpris-materiale. Rent håndværk. Men man er faktisk stolt bagefter. Og træt. Nogen spørger hvorfor. Det kan da ikke trætte, sådan at knalde 16 linier med kommafejl ned på et øjeblik.
Et skakspil
Jo, det kan. Spørg sportsfolkene. Vi kan se, at maratonløberen er så udmattet som den dybdeborende kollega, der i måneder eller år vier sit liv til en sag. Vi kan se, at længdespringeren eller 100-meter løberen yder en præstation, der koster kræfter. Dem kan vi ikke sammenligne os med.
Men spørg skakspilleren, hvordan man kan udmattes fysisk af at sidde stille i timer. Adrenalin suger vitaminer ud af kroppen, så vi føler os udmattede - uanset, at det er få linier ikke-kunst, som læserne tilbydes.
Men det er også skideskægt. Det er der, hvor man føler en tilfredsstillelse ved jobbet. Ikke fordi man har gravet det usagte ud af et regnskab, fået en politiker 'i fælden', beskrevet følelsen hos forældrene til den tvangsfjernede, men alene fordi man har lavet sit håndværk.
Som tømreren, mureren, maleren.
Altså passet sit arbejde. Fedt nok.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
End ikke fotograf Ole Kjær kan få billeder af den nervøsitets-knude, der gemmer sig inden i maven på journalisten, og som er et resultat af deadline-presset. Her er Anne-Mette Bro og Rene Simmel til dansk Melodi Grand Prix i Herning 2001.
|
|
|
|
|
|
|
|
