Om ekstrabladet.dk

Klik her for at få en printervenlig version af artiklen Send artiklen til en ven
Det royale stof

Ekstra Bladet følger nøje dagligdag og fest hos Margrethe og familien

Henrik Schou - 16:05 - 27. jun. 2001
Danmark er et monarki.

Derfor har Ekstra Bladet også en kongemedarbejder.

Så godt som dagligt, året rundt, beskæftiger Ekstra Bladets royale reporter sig med den kongelige familie, dens gøren og laden til hverdag og fest, på arbejde med officielle pligter eller på rejser.

Vi har en moderne, udadvendt dronning, som de fleste er glade for, og som er en værdig repræsentant for Danmark. Men politisk har hun ingen indflydelse, og mange sætter spørgsmålstegn ved monarkiets berettigelse og beståen.

Hvad er et monarki godt for? Er Margrethe og hendes familie pengene værd? Gør de deres arbejde godt nok? Får Danmark og danskerne nok valuta for apanagen - små 60 millioner kroner om året? Må og kan de kongelige gøre, som det passer dem?

Må følge med
Selv om dronning Margrethe og familien er populære, er det helt normalt at stille sådanne spørgsmål. Og det gør vi på Ekstra Bladet.

Men så længe dronningen og resten af familien har folkets opbakning og gør deres arbejde godt, er der ingen grund til at betvivle monarkiet og dets beståen.

Egentlig er den største trussel mod monarkiet de kongelige selv. Det er på mange måder deres ansvar, om monarkiet også eksisterer om 100 år.

Ikke kun i kraft af arvefølgen, men også ved at monarkiet følger med og udvikler sig i takt med tiden.

Lad mig bare med det samme blankt indrømme, at jeg som kongemedarbejder gennem adskillige år er blevet mere og mere royalist.

Ikke fordi jeg luller ind i den eventyrlige mystik, der på mange måder omgiver dronningen og hendes familie, og som man får et indblik i, når man følger dem på tætteste hold.

Det betyder bestemt heller ikke, at jeg beskæftiger mig bevidstløst og ukritisk med kongehusets medlemmer, snarere tværtimod.

Skal tugtes
Som det gamle ord siger: Dén, man tugter, elsker man. Og også kongehusets medlemmer kan udsættes for kritik. Ikke respektløst eller for kritikkens skyld, for kritik skal altid være underbygget, berettiget og konstruktiv. På den anden side må begejstring aldrig overskygge de eventuelle fejl, der også sker i et kongehus.

De er kongelige, ja, men de er altså mennesker.

Derfor er det også sådan med kongefamilien, at jo mere indsigt man får i deres liv, og jo bedre man lærer de enkelte at kende, jo større bliver forståelsen for deres arbejde og ansvar.

Distancen
Hofmedarbejdere her i landet har et langt tættere og mere afslappet forhold til kongehuset, end det er tilfældet i mange andre lande. Så umiddelbart er det ikke så svært at være hofreporter i Danmark. Vi møder familien ofte, og vi kan i hvert fald én gang om året, i regentparrets ferie på vinslottet Chateau de Caix i Frankrig, spørge frit fra leveren - og få svar på tiltale.

Det nære forhold betyder samtidig, at ikke alene kender vi dronning Margrethe, prins Henrik, kronprins Frederik, prins Joachim, Alexandra, Benedikte og resten af den store kongelige familie.

De kender så sandelig også os.

Derfor kræver det, at vi, der skriver om kongehusets medlemmer, skal være 'vakse ved havelågen', og at vi beskriver virkeligheden i kongehuset, som den er. Med den respekt, som kongehuset fortjener, men ikke ukritisk og med distance og humor.

Ellers falder det ikke alene tilbage på de kongelige, det falder også tilbage på os selv.




Dronning Margrethe i afslappet stil på et ellers anstrengende officielt besøg i Thailand i 2001. Ekstra Bladet var på sidelinjen. (Foto: Mads Winther)

Kongehusets superstar - kronprins Frederik, hvis fremtid altid kan kalde på opmærksomhed. (Foto: Claus Bjørn Larsen)

Den gæve galler, Prins Henrik, har en høj stjerne hos Ekstra Bladets hofreporter Trine Larsen, Sympatien er gengældt. (Privatfoto)












Artikler TV
 
chefredaktion
Historie
Stofområder
sport
Layout, foto..
Anmeldelser
Pressenævn..
Massage- annoncerne
Salg..
Organisationen
Trykkerierne
Diverse

Key Account Manager søges

Ekstra Bladet Bladsalg søger ...