HVER DAG LÆSER en halv million danskere Ekstra Bladet. De fleste køber
avisen i kiosker og butikker. Ekstra Bladet er landets største
formiddagsavis. Det forpligter. Når folk ser vores plakat eller forside,
skal det krible og krable: ”Den avis må jeg have fat i.” Ekstra Bladet skal
være avisen med de overraskende nyheder. Fræk, respektløs,
grænseoverskridende, højtråbende og troværdig. En avis, man kan hade eller
elske. Men som aldrig er ligegyldig. Den nødvendige avis.
I artiklerne samlet her på ekstrabladet.dk fortæller vi om et bladhus, som
aldrig går i seng. Et dagblad, som døgnet rundt følger begivenheder i ind-
og udland. Ekstra Bladet har med rette ry for at være en avis, der går lige
på og hårdt. En avis, der taler rent ud af posen og i ofte stærke
reportagefotografier viser, hvordan verden ser ud. Vi leverer hårdtslående
og afslørende journalistik. Bagmænd, svindlere og platugler bryder sig ikke
om Ekstra Bladet. Ministre, direktører og fagforeningsbosser er heller ikke
altid begejstrede. Det er vi ligeglade med. For Ekstra Bladet er ikke en
avis, der bare skal behage.
EKSTRA BLADET ER ikke bange for tabuer. Vi kalder tingene ved deres rette
navn - og lader andre om at tale udenom. Ekstra Bladet er Danmarks politisk
mest ukorrekte avis - stiller de spørgsmål, som andre ikke tør. Ekstra
Bladet er aldrig i regering. Altid i opposition. Vi løber aldrig bare med
strømmen. I Ekstra Bladet er vi udholdende, graver og borer og holder ikke
op, fordi nogen bliver sure. I Ekstra Bladet møder du den benhårde
journalistik, som skaber larm og ballade, men sætter dagsorden og debat.
Indimellem forargelse. Men Ekstra Bladet er også avisen, der lægger vægt på
god underholdning, sport og alt det sjove og frække. Vi kan være meget
bidske - men gerne med et glimt i øjet. Alvorlig uden at være kedelig.
FIND DIG I EKSTRA BLADET eller find dig i hvad som helst siger vi i vores
imagekampagne. Det forpligter. Ekstra Bladet er vagthunden, som bider hårdt,
når myndigheder, magthavere, offentlige eller private virksomheder og
institutioner begår fejlgreb. Alle avisens journalister og fotografer er
sporet til den opgave. Men uden læserne gik det ikke. På Ekstra Bladet er vi
hver eneste dag i tæt kontakt med et stort antal læsere. Dagligt modtager vi
masser af breve, e-mails og telefonopringninger fra folk, som er kommet i
klemme i systemerne. Som brænder inde med en sag, de synes fortjener at
blive trukket frem i lyset. Som er blevet udsat for elendig behandling på
institutioner og i virksomheder. Eller som synes, at noget er så groft, at
det må frem til debat. Alle henvendelser bliver nøje gennemgået. Mange af
disse sager havner i avisen - og en del finder en løsning. Ekstra Bladet
sætter skub i tingene. I et samfund med masser af organisationer,
foreninger, lobbyister og pengemagt er der brug for en avis, der varetager
interesserne for de mennesker, der ikke har nogen til at tale deres sag. Den
opgave løser Ekstra Bladet.
FORESTIL DIG EN verden uden Ekstra Bladet? Det ville være et andet samfund.
Mange ville fryde sig, hvis de kunne slippe for Ekstra Bladet. Hvem skulle
så kigge dem i kortene, afdække og afsløre ? Men de slipper ikke. For Ekstra
Bladet vil fortsat passe opgaven som den vakse, vågne og kritiske vagthund.
Som Danmarks mest nødvendige avis. Hvordan vi løser den opgave, kan du læse
meget mere om ved at klikke på emnerne i spalten til højre.
Med venlig hilsen
Poul Madsen, ledende chefredaktør.