Historie

Ekstra Bladet - fra 1904 frem til i dag.

Det startede med en krig

Ekstra Bladet så dagens lys i forbindelse med en fjern krig i 1904.

Den 12. februar 1904 udsendte Politiken et Ekstra Blad om den russisk-japanske krig. Der var udbrudt krig mellem de to lande fire dage før, og interessen i Danmark var stor. Politikens Ekstra Blad havde de allerseneste nyhedstelegrammer med om krigen. Det viste sig at være så god en idé, at man besluttede at udgive Politikens Ekstra Blad hver eftermiddag kl. 17 marts måned med. Samtidig fik læserne tilbud om at abonnere fast på avisen.

Krigen blev lang, og Ekstra Bladet var kommet for at blive.

Den 21. juli 1904 blev navnet på Politikens Ekstra Blad endelig ændret til EKSTRA BLADET. Prisen var uændret to øre, og i avisen kan man læse, at Ekstra Bladet dermed var Danmarks billigste dagblad.

Adskillelsen fra Politiken

Den 1. januar 1905 blev Ekstra Bladet udskilt fra Politiken og fik egen redaktion. Frejlif Olsen, som havde været journalist på Politiken siden 1892, blev hentet over, og til sin død i 1936 var han bladets chef.

Redaktørnavne som Ole Cavling, Leif B. Hendil, Harald Mogensen, Flemming Hasager og Axel Sjölin spiller vigtige roller i dansk pressehistorie, hvor også en række af bladets journalister hører hjemme i kraft af personlighed og præstationer.

Ekstra Bladet udkom i stort format frem til 1961, hvor det nuværende tabloidformat blev indført sammen med en fornyelse af indhold og form.

Ny chefredaktør

Oplaget steg kraftigt fra 1963, da Victor Andreasen (1920-2000) blev chefredaktør. Han var før det tilknyttet Dansk Arbejdsgiverforenings og Industrirådets erhvervs-økonomiske institut, og var inhden han kom til Ekstra Bladet var han kontorchef i arbejdsgiverforeningen og 1961 tillige økonomisk-politisk redaktør ved foreningens blad Arbejdsgiveren.

Han havde fornemmelse for, hvad der optog læserne, og inspirerede journalisterne til at afsløre uretfærdigheder. I den periode blev ord som 'bolighaj' og 'skrankepave' lanceret. Ekstra Bladet blev med Victor Andreasen ved roret igen samfundsrevseren og vagthunden i forhold til magthavere af enhver art.

Samtidig bragte Ekstra Bladet under stor forargelse som første avis i Danmark fotos af en topløs badepige, som i den periode udfoldede sig til den side 9 pige, vi kender i dag.  I 1976 trak Victor Andreasen sig tilbage. Hvert år uddeles Victor-prisen til en fremragende journalist eller medie, der virker i Victor Andreasens og Ekstra Bladets frække og anarkistiske ånd.

Ekstra Bladet - også om søndagen

Sven Ove Gade styrede Ekstra Bladet fra 1982 frem til år 2000. Gennem kampagner om det offentliges behandling af borgerne satte Ekstra Bladet fokus på kritisable forhold. Også den tvivlsomme del af finans-sektoren blev endevendt.

Det var i høj grad Gades fortjeneste, at Ekstra Bladet i 1987 for første gang siden 1904 igen begyndte at udkomme om søndagen.

Den tidligere konservative politiker Hans Engell afløste Sven Ove Gade i maj 2007 og bestred posten frem til september 2007, hvor Poul Madsen blev hentet tilbage til Rådhuspladsen fra 24timer.

Digital udvikling

Poul Madsen har siden 2007 stået i spidsen for udviklingen af Ekstra Bladet, der i dag er et af Danmarks førende mediebrands.

I løbet af de sidste par år, har Ekstra Bladet været igennem flere forandringer - både organisatoriske, men også den måde, vi arbejder og udkommer på. Ekstra Bladet er i dag en digital virksomhed, som også udgiver en avis, og vi arbejder hele tiden på vores digitale udvikling.

 

Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet