Danskerne er for dumme til at stemme

På Aalborg Universitet har en gruppe forskere fået fem millioner af Det Frie Forskningsråd til over de næste fire år at undersøge, hvordan vores valgsystem kan ændres, så de dummes stemmer kommer til at tælle mindre.

Eller rettere: Forskerne skal undersøge 'politisk lighed og retfærdig stemmeafgørelse ved demokratiske valg,' som det lyder, men det er åbenbart det samme.

Jeg må sige, at jeg personligt synes, at fem millioner er i underkanten. Jeg har selv lagt mærke til, at der ved næsten hvert eneste folketingsvalg kommer politikere ind, som ikke burde være der. Uffe Elbæk fx. Helt ærligt. Det burde da ikke være lovligt.

Men jeg er bekymret for de forslag til at lave systemet om, som Jørn Sønderholm, der står i spidsen for forskningsprojektet, er kommet med i Berlingske.

Han siger, at man kan overveje, om ikke de unges stemmer bør tælle mere end de ældres. De skal jo leve længere med beslutningerne. Det kan jeg godt se. Men som mor til tre børn, hvoraf to nu har fået stemmeret, vil jeg alligevel advare mod det. Min erfaring er, at unge mennesker ikke lytter til fornuft. De vil altid det modsatte af forældregenerationen. Bare fordi. Jeg spurgte min søn, der fyldte nitten for nylig, hvem han vil stemme på, til næste valg. 'Hvad er det nu hun hedder, hende dér, der seriøst ser så godt ud,' spurgte han.

Altinget har lige bragt en stor undersøgelse, der viser, at hvis de unge skulle bestemme, så ville Liberal Alliance være Danmarks suverænt største parti. Er Jørn Sønderholm klar til det? Klar til Thyra Frank og Joachim B. Olsen? Så tror jeg nok lige, det er slut med penge til at forske i, hvordan man kan forhindre, at de forkerte kommer til magten.

Nej, så har jeg mere fidus til det andet af hans forslag. Han siger, at man også kan overveje at lade vægten af en stemme afhænge af, hvor meget vælgerne er berørt af beslutningerne. Det synes jeg egentlig lyder smart. Jyderne kan stemme, om ulven skal skydes, Søværnet kan stemme, om det har brug for ubåde, de arbejdsløse kan stemme, om kontanthjælpsloftet skal væk, og de rige kan stemme, om skatterne simpelthen skal sløjfes. På den måde får alle det, som de ønsker.

I hvert fald er det bedre end det tredje af hans forslag.

Det går ud på at lade de kloges stemmer tælle mere end de dummes: Kort sagt lade eksperterne afgøre valget. Men her tror jeg ikke, at Jørn Sønderholm har gjort sig klart, hvor mange eksperter, der efterhånden er i Danmark. Vi er derude, hvor man kan kalde sig samlivsekspert, hvis man er blevet skilt tre gange, eller ekspert i de sociale medier, hvis man hænger på Instagram og Facebook konstant.

Nu vil Jørn Sønderholm måske sige, at han taler om rigtige eksperter. Sådan nogle, der starter alle deres sætninger med 'Der er ingen tvivl om, at...' og først slutter dem, når de bliver afbrudt.

Men jeg tror alligevel ikke, at det er nogen god ide. For der var en professor fra Pennsylvania Universitet i USA, Phillip Tetlock, der for nogle år siden undersøgte, hvor gode rigtige eksperter er til at lave forudsigelser. Det er jo specielt vigtigt i dansk politik, hvor hele finansieringen er lagt an på et råderum, som først findes i fremtiden. Og professoren fandt ud af, at de rigtige eksperter rammer plet cirka lige så ofte, som hvis man lader chimpanser spille dart om fremtidsprognoserne.

Nu ved jeg godt, at chimpanser er nogle meget kloge aber.

Men jeg tænker alligevel, at det bør få Jørn Sønderholm til at overveje at undersøge en fjerde mulighed for at forbedre vores valgsystem: Nemlig at lade eksperterne spille dart, mens vi andre går hen og stemmer.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet