Det politiske realityshow kan begynde

  • Billede fra Folketingets åbning 2016
Billede fra Folketingets åbning 2016

I dag åbner Folketinget, men det ville være en tilsnigelse at kalde det for en festdag for demokratiet. Godt nok er det landets fineste forsamling, men landets mest upopulære faggruppe har sæde her.

Som en måling fra Epinion for nylig viste, er der ingen over og ingen ved siden af politikere i utroværdighed.

Umiddelbart kan det virke mærkeligt. For vi har jo selv valgt dem: I modsætning til de jordmødre og sygeplejersker, som vi elsker så højt i Epinions undersøgelse.

Men det er lige meget. For i Danmark bryder vi os – i lighed med resten af den vestlige verden - ikke om magt. Vi kan ikke fordrage tanken om, at andre skal bestemme over os; heller ikke selvom vi har valgt dem til det.

Faktisk gør det os kun endnu mere rasende, at det er vores egen skyld, at de sidder dér med vores vilje i deres bukselomme. Som om vi ikke selv meget bedre ved, hvordan kagen skal skæres.

Og derfor burde de som andre magthavere klogeligt holde sig langt væk fra medierne, så vi ikke konstant blev mindet om dem. Det gør de fleste erhvervsbosser fx, så de kan få lov at have deres bonusser i fred.

Men den mulighed har netop politikere ikke. Som folkets repræsentanter forventes de at være synlige: Det er suspekt, hvis en magthaver gemmer sig, og det vil straks blive bemærket af pressen. ”Det har ved redaktionens slutning ikke været muligt at træffe...” Desuden bliver de ikke genvalgt, hvis de er usynlige. For så var der ingen grund til at give dem magten.

Altså må de udtale sig. Men fordi magten per definition er ond, skal de ikke regne med, at nogen tror på, hvad de siger.

Tværtimod: Udgangspunktet er, at man ikke kan tro på dem, og at det følgelig kræver en politisk kommentator at forklare, hvad de nu har gang i. Som forfatteren Klaus Kjøller skriver i sin lille bog ”Tak fordi du kom – realityshowet demokrati” – så hviler en politisk kommentators eksistensberettigelse på antagelsen om, at politikerne skjuler sandheden.

Ellers ville den politiske kommentator jo være henvist til bare at gentage politikerne, og hvem gider høre på det. Nej, som oraklet i Delfi skal en politikers ord og motiver og optræden fortolkes og endevendes. Og analysen falder meget sjældent ud til politikerens fordel, eftersom det i et demokrati regnes for meget fint at tale magten midt imod.

Dét, der ville hedde hån, spot og latterliggørelse, hvis det drejede sig om andre faggrupper, hedder magtkritik, når det drejer sig om politikere. Den er uomgængelig i et demokrati. Faktisk er politikernes eneste håb for positiv omtale, at der for hvert år kommer stadig flere politiske kommentatorer til, der hver især gerne vil sige noget originalt, og derfor kan det blive nødvendigt for nogle af dem indimellem at tage politikerne i forsvar.

Men det er absolut ikke noget, de bryder sig om.

I desperation forsøger nogle politikere sig så med klare, umisforståelige budskaber, så ingen kan være i tvivl om, hvad de mener.

Det skulle de aldrig have gjort. For jo klarere i mælet, de er, jo større er risikoen for, at de ikke vil kunne få gennemført deres politik, da politik i et land med lav spærregrænse og mindretalsregeringer altid vil være et resultat af kompromisser. Deres klare udmeldinger vil straks blive udlagt som retoriske slag i luften og manglende realitetssans.

Det gør ondt, og derfor slår de ind på den modsatte strategi: De holder op med at formulere sig kategorisk. Men det skulle de heller aldrig have gjort. Nu bliver de beskyldt for visionsløshed og manglende handlekraft. For der var vel en grund til, at de bad vælgerne om at stemme på sig?

Og sådan går det til, at ligegyldigt, hvad politikerne gør, er det forkert. Hvis de siger noget, som andre i partiet kunne være uenige i, så er der dømt splittelse. Hvis de kun siger det samme som resten af partiet, så er dømt topstyring. Og hvis de tier stille, har de garanteret noget at skjule.

Men nu er politikere jo ikke helt så dumme, som vi gerne vil gøre dem til. Det er gået op for mange af dem, at problemet ikke er dem selv, men deres magt.

Og sådan går det til, at vi i dag ved Folketingets åbning står i den specielle situation, at Folketingets største partier slet ikke er interesserede i regeringsmagten. For man bliver så upopulær af det. De vil gerne styre, men ikke regere. De vil hellere give den som opposition og med et flertal i ryggen pålægge regeringen at gennemføre deres egen politik, end de vil sidde som mindretalsregering og lide det ene ydmygende nederlag efter det andet og blive kåret som tabere i dagens politiske realityshow.  

Det kommer vi givetvis til at se meget mere af i den nye politiske sæson, for det er simpelthen så smart: Hvis politikken viser sig at være en succes, bliver oppositionen udråbt som vinder, og hvis den viser sig at være en fiasko, ja, så er det selvfølgelig regeringens skyld. Hvis nogen overhovedet kommer i tanker om oppositionen, vil den altid kunne forsvare sig med, at politikken ikke blev gennemført på den måde, som oppositionen selv ville have gjort.

Og skulle der mangle penge til at gennemføre oppositionens politik – en togfond er fx dyr, når Nordsøolien er sluppet op – ja, så kan det aldrig blive oppositionens problem: Det er regeringen, der sidder på pengene. Det er dens ansvar at få dem til at slå til. Ellers må den finde pengene på de områder, den selv havde tænkt sig at prioritere.

Men det bedste ved at sidde i opposition og bestemme, er nu alligevel, at man i sagens natur møder meget mindre kritik.

Engang var magten og ansvaret hinandens trofaste følgesvende i Folketinget. I dag er deres veje skiltes: Dem, der har ansvaret, mangler magt, og dem, der har magt, vil ikke have ansvaret.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet