Venstrefløjen har lim i lommerne

  • Tegning: Morten Ingemann
Tegning: Morten Ingemann

Gråden står helt op i halsen på mange venstreorienterede. Modkraft – deres samlingspunkt gennem 17 år – lukker nemlig 1. februar. Dette debatforum for dem, der fortsat tror på socialismen, kan åbenbart ikke reddes. Det synes alle at være enige om i disse dages sidste meningsudveksling om katastrofen.

Jeg har imidlertid et tip til Modkrafts venner om, hvordan mediet kan reddes: Hvad med om I gik til lommerne? Altså fiskede muldvarpen frem med jeres egne private penge? Dén, der sjældent ser dagens lys.

Jeg er klar over, at det er et grænseoverskridende forslag, for jeg forstår på de sørgende debattører, at denne mulighed slet ikke har været oppe at vende. Derimod jamrer de over, at statens mediestøtte til Modkraft på et par år er faldet fra 280.000 kr. til 200.000, fordi flere netmedier skal deles om puljen.

Hidtil er portalen blevet holdt i live af supplerende tilskud fra mediebureauet Monsun, Nørrebrogade 5C, 1. sal, 2200 Kbh. N. Bureauet styres af en Maj-Britt Milsted, som desuden er formand for HK Grafisk Kommunikation. Den socialistiske dame, der således på én gang er arbejdsgiver, mæcen og fagforeningsspids, skriver:

– Det er selvfølgelig fortsat utroligt vigtigt med et venstreorienteret medie, men det bliver ikke Monsun, der skal betale længere.

Man aner irritationen over at være ensom pengepusher i en kreds af fedtede, røde gratister.

Mediebureauet praler ellers med, at ’Monsun kan løse alle opgaver, som handler om ord, fotos, grafik og web’. Altså lige fraset venstreorienterede ord, fotos, grafik og web.

I en anonym artikel skriver ’ledelsen’ i portalen:

– Medmindre der falder penge, og de helt rigtige mennesker ned fra himlen til at drive projektet videre, må Modkraft lukke.

’Ledelsen’ nærer med andre ord religiøse forhåbninger om, at en art Joakim von And i faldskærm skal materialisere sig.

Modkrafts bestyrelsesformand er Mikkel Skov Petersen, 42. Han er juridisk ansvarshavende uden at sidde i redaktionen! En hidtil uset konstruktion. Jeg har spurgt ham:

Har I overvejet at betale Modkrafts fortsættelse af egen lomme?

– Nej, det ville kræve faste, månedlige bidrag. En årlig indsamling gør det ikke. Det er svært at fastholde frivillig arbejdskraft, når man ikke kan betale den ret meget.

Kan den manglende interesse mon skyldes, at socialismen er gået af mode for en del år siden?

– Tja, det kan jeg ikke udelukke.

Så du ser ingen som helst mulighed for at fortsætte Modkraft efter 1. februar?

– Nej. Men hvis nogen har lyst til at overtage portalen, må de gerne henvende sig.

I forhold til staten lukker portalen i god ro og orden. Formand Petersen forsikrer, at et ydet tilskud til teknisk omlægning betales tilbage, og produktionsstøtten for 2017 bliver slet ikke hævet.

Der findes i øvrigt undtagelser fra fedtsylene. Blandt græsrødderne demonstrerer Modkraft-læseren Ulla Jessing en usædvanlig offervilje. Hun skriver, at lukningen af Modkraft er ’en katastrofe’.

Det er stærke ord i januar, så jeg ringede hende op for at spørge, hvorfor ingen af de jamrende venstrefløjsfolk tilbyder at redde Modkraft med egne midler, hvis det er så vigtigt?

– Jeg forstår det heller ikke. Men ingen har foreslået, at vi hver især skulle spytte i bøssen, svarer hun.

Hvor meget ville du selv bidrage med, hvis det havde været aktuelt?

– Jeg vil godt støtte med 200 kr. om måneden. Men jeg tror ikke, nogen er med på dén idé.

Synes du, de andre venstreorienterede er fedtede?

– Ja, det tror jeg. Er det ikke mærkeligt, at socialister er dét? spørger Ulla Jessing.

I ’ledelsen’s anonyme afskedsartikel hedder det: ’Modkraft har altid været karakteriseret ved stor brugerinddragelse og brugergenereret indhold’.

Men det holdt altså kun indtil 2017. Modkraft afgår dermed ved døden 27 år efter Berlinmurens fald og 25 år efter Sovjetunionens kollaps. Det er da ganske flot klaret af en ideologi, som i enhver henseende tilhører fortiden. Portalen blev først etableret i 2000.

Når alt kommer til alt, har venstreorienterede øjensynligt andet at bruge penge på end forældede tanker om at ofre private midler på fællesskabet. Det er simpelt hen blevet noget sniksnak at yde efter evne og nyde efter behov.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Bent Falbert

Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.