De forhadte tyskere

  • Tegning. Allan Buch
Tegning. Allan Buch

Læsere af mine klummer kvitterer ofte med venlige reaktioner på netadressen ’Ekstra Bladet – Opinionen’. Men jeg er ikke sikker på, det sker i dag – for jeg lægger mig voldsomt ud med den udbredte danske afsmag for alt tysk!

Jeg forstår, at leden ved nazismen aldrig forsvinder. Men det er altså 72 år siden, at herrefolksreligionen blev nedkæmpet. I betragtning af den overbærenhed, mange danskere langt senere viste blodige kommunistiske regimer, er det besynderligt, at så mange bevarer et stærkt mishag ved alt tysk.

Et træffende, stadig gangbart eksempel leverer ’Matador’s grisehandler Larsen ved stambordet på Jernbanecaféen. Når han lægger en frikadelle på bordkanten og siger ’Det er en tysker’, rører Kvik ikke kødet. Først på stikordet ’Det er en dansker’, napper dyret dellen.

Ifølge danske fordomme er tyskere formelle, humorforladte, økonomiske kraftkarle med en vidunderlig Autobahn, der tillader os at suse gratis gennem deres lange land uden at tale med de indfødte om andet end den Bratwurst mit Bratkartoffeln aber ohne Speck, som udgør motorvejs-caféernes mest spiselige tilbud.

Den beskrivelse er selvsagt en afstumpet opfattelse af 83 millioner tyskere, som er vores nærmeste naboer og udgør vort største eksportmarked, ligesom de leverer os verdens bedste biler. Til sammenligning findes der langt fra vore grænser 67 mio. franskmænd, 66 mio. briter og 60 mio. italienere, som vi hellere vil i lag med.

Knap seks mio. danskere lever på toppen af Europas største nation – målt i folketal og i økonomisk formåen. Men det blæser vi på. I skolen fravælger de fleste tysk, skønt det er nemt at lære for vor i forvejen germanske tunge. Det er kommet så vidt, at tyskundervisning ligefrem er nedlagt på de fleste højere læreanstalter. Med vores geografi skulle man ellers tro, der var en gylden fremtid for danskere, som behersker sproget.

Om 14 dage er der tysk forbundsdagsvalg og dermed valg af bundeskansler. Det burde vi gå vildt op i, men de fleste danskere betragter det med flegma. Det tegner heller ikke til store forandringer. Efter alt at dømme kan Angela Merkel fortsætte i en fjerde fireårs-periode som kansler. Hun tangerer dermed Konrad Adenauers 14 år som politisk nr. ét.

Socialdemokraten Martin Schulz har med ringe held forfulgt Merkel med sære anklager. Vælgere har han ikke evnet at drage. Det undrer ingen, når man husker hans 24 år i det forlorne EU-parlament, heraf de sidste fem som formand. Synet af ham har ikke fyldt noget socialdemokratisk bryst med stolthed. Han risikerer at få ansvaret for det dårligste socialdemokratiske valg nogensinde. 2013-valget var det foreløbigt næstværste.

Det er Mutti, de fleste vil have som regeringschef. Altså østtyske Angela Merkel i hele sin ufikse fremtoning med kasserolle-frisure og tøj, der ligner noget fra en genbrugsbutik. Derimod drømmer de færreste om at se den skaldede socialdemokrat Martin Schultz stige op i kanslerstolen. Manden, der dumpede til studentereksamen og blev bogsælger. Manden, der som ung druknede i alkohol og forsøgte selvmord, inden han fandt sin politiske pamperbane.

Det umage pars eneste duel foregik i tv i søndags. Schulz forsøgte et brutalt angreb på Merkels eftergivende flygtningepolitik. Hun svarede stilfærdigt, at man ikke kan spule flygtninge tilbage over grænsen med vandkanoner. I øvrigt har hun klogt undladt at tale om Schulz og hans parti i valgkampen.

Det behøver Europas stærkeste politiker ikke. Både tyskerne og resten af verden véd, hvor de har Mutti.

Henry Ford, der opfandt bilen af samme navn, sagde, at køberne selv måtte bestemme farven, bare den var sort.

På samme måde giver flinke Angela plads til, at andre statschefer får ordet og udtaler sig selvstændigt. Bare de ender med at gøre, som hun har sagt.

De retter som regel ind. Det samme gør Europas folkerigeste nation. Den ønsker nemlig frem for alt F-R-E-D. Ligesom Merkel.

Hun har givet Donald Trump enetimer i europæisk samtidshistorie. Sagt klar besked om, at Tyrkiet forbliver uden for EU. Fastholdt boykot-presset mod Rusland.

Koalitionens udenrigsminister, Sigmar Gabriel, betroede forleden magasinet Der Spiegel, at han ikke tror, hans socialdemokratiske parti kan slå CDU/CSU.

Udtalelsen blev takseret som en fadæse. Men i så fald en ærlig fadæse.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Bent Falbert

Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.