Den hemmelige overborgmester

  • Tegning. Allan Buch
Tegning. Allan Buch

Det er nemmere at komme igennem til pave Frans i Rom end til overborgmester Jensen i København. Den lære må jeg drage af en halv snes dages forsøg. Jeg plejer ellers nemt at få fat i danske politikere, men socialdemokraten Frank Jensen er dygtig til at gemme sig.

Det er umiddelbart ejendommeligt, for der er kommunalvalg 21. november, så man skulle tro, den 56-årige aalborgenser havde travlt med at besnakke vælgere og presse.

Som nordjyde, der må spørge om vej i hovedstaden, er den tidligere banko-vært jo ikke noget indlysende førstevalg som byens politiske chef

Jeg tror, han ved det.

En af de møgsager, Frank Jensen absolut ikke vil debattere med vælgerne, er parkeringsskandalen.

Den går ud på, at folk, der er flyttet ud i Ørestaden på Amager, skal betale 985 kr. om måneden for at parkere deres bil ved bopælen, hvor der ellers er endeløse hektarer at brede sig på.

Til sammenligning koster det kun 735 kr. om året at parkere for beboere i det indre København, hvor pladsen er trang. Har man en særlig energirigtig bil, er prisen endda kun 100 kr. årligt.

Det er altså 16 gange så dyrt for københavnere at parkere en almindelig bil i nybygger-området, som det er midt i København.

Det er Ørestadsborgerne rasende over.

11.820 kr. årligt til parkering ved ens eget hjem er en kedelig ekstra udgift, når man er flyttet ind i en dyr lejlighed. Det gælder, uanset om man er ung pioner eller tilhører dem, som klummeskribenten Lise Rønnebæk kalder den kreative ældrebyrde.

Beboerne har dannet en protestforening og gjort alt for at få Frank Jensen til at stille op til et møde, så de kunne konfrontere ham med urimelighederne. Han kunne selv bestemme datoen. Det skulle bare være inden kommunalvalget 21. november. Men desværre – overborgmesteren kan umuligt få tid.

Så nu holdes mødet uden ham. I stedet kommer Jakob Hougaard. De øvrige partier i Borgerrepræsentationen møder i stærkeste opstilling.

Jeg skal ikke skjule, at jeg har sagt ja til at være ordstyrer ved mødet 9. november.

Det er heller ikke en hemmelighed, at jeg synes, parkeringstaksten i Ørestaden er urimelig – især når det er 16 gange billigere at parkere i indre by. Uvildig kan jeg ikke være med så iøjnefaldende urimeligheder. Men da jeg bor på Frederiksberg, er jeg ikke selv ramt af problemet.

Jeg satte mig for at hitte ud af, hvilke tvingende grunde Frank Jensen har til at udeblive – bortset fra ulyst til at blive kritiseret. Det blev noget af en opgave.

Først fik jeg efter en uges betænkningstid en formfuldendt juridisk fristil på to ark fra en konsulent Claus Schøsler i overborgmesterens sekretariat.

Han fremhæver, at jeg ikke har ret til at læse med i overborgmesterens kalender:

’Efter en konkret vurdering kan der således ikke gives aktindsigt i Frank Jensens kalender, for så vidt angår dennes deltagelse i valgkamps-møder’, skriver konsulenten.

Han nægter også at svare på, hvad Frank skal lave 9. november. Faktisk nægter han at svare på noget som helst ...

Claus Schøsler henviser mig til at tale med til Marie Borum Pedersen i ’overborgmesterens kampagnesekretariat’. Sådan ét findes altså.

Marie er fast ansat partifunktionær. Men først efter en håndfuld dage lykkes det mig at ramme hende på telefonen. Hun undskylder sig med travlhed, for de er kun syv mennesker (!) i sekretariatet til den krævende opgave at få genvalgt Frank til Borgerrepræsentationen. Marie Borum lover at levere mig en oversigt over den del af kandidat Jensens valgkampaktiviteter, som ikke er hemmelige.

Det tager sin tid at få den, men omsider dukker den op.

Hvad angår hans planer for 9. november, hvor parkeringsoprørerne mødes, kan hun kun oplyse, at han har et møde kl. 11 om formiddagen. Da det tidlige møde næppe varer over otte timer, kan dét dårligt være forklaringen på, at han ikke kan stille op kl. 19.

I partifunktionær Marie Borum Pedersens liste til mig er der ikke anført én eneste aktivitet 9. november.

I mellemtiden har Frank Jensen selv skrevet et brev til mig om, at han ikke kan komme den aften. Hvad, der hindrer ham i at deltage i p-mødet, forbliver en gåde. Han forklarer heller ikke, hvorfor han har afvist tilbuddet om selv at vælge mødetidspunkt.

Listen rummer i øvrigt ret få almene offentlige valgmøder. De fleste arrangementer foregår i trygge rammer hos vennerne i boligbevægelsen, partiet eller i den socialdemokratiske del af fagbevægelsen.

Frank Jensen burde være bekymret. 40 lister slås om byens vælgere.

Ved 2013-valget opnåede Socialdemokratiet kun 76.524 stemmer ud af 281.821 afgivne krydser. Det gav 16 af Borgerrepræsentationens 55 mandater. Næststørste parti blev Enhedslisten, som sprang 30.119 frem til 53.672 stemmer og 11 mandater.

Venstre blev største borgerlige parti med 31.442 stemmer, en fremgang på 11.916 og seks mandater.

Fra højre til venstre har de øvrige partier i årevis drømt om at smide Socialdemokratiet ud af overborgmesterkontoret. Men der skal 28 mandater til et flertal, og dét har de ikke kunnet mønstre.

Oven i P-sagen er balladen om byggeri af 2500 betonboliger på Ørestad Fælled eksploderet om ørerne på Frank Jensen. Tusinder af københavnere og naturfredningsfolk har protesteret imod at få plastret endnu et grønt område til med beton.

Frank Jensen afviste længe iskoldt at lytte til kritikken: Byggeriet beroede på en 25 år gammel politisk beslutning, som ikke kunne laves om, hævdede han.

Grundene på 19 hektar skulle i øvrigt gerne indbringe to milliarder kr., som kommunen allerede har brugt på det langsommelige metrobyggeri.

Men da valget rykkede nærmere, kunne byggeplanerne pludselig ændres alligevel. Der er indløbet tusinder af protester. Nu vil Frank Jensen have undersøgt, om der kan bygges andetsteds. ’Jeg lytter’, siger han såmænd.

Overborgmesteren kan  altså skifte mening, hvis det folkelige pres er stærkt nok. Men ikke om parkeringstaksterne i Ørestaden. Ikke om sit afbud til vælgernes protestmøde. Og ikke om den vanvittige forskelsbehandling af bilister i samme kommune.

Der er imidlertid stadig 51 dage til valget, så han kan nå at ombestemme sig, hvis han vil undgå at gøre Socialdemokratiet endnu mindre.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Bent Falbert

Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.