Mette & kammeraterne er gået af mode

  • Tegning: Allan Buch
Tegning: Allan Buch

Næsten alle de mennesker, der kommenterer politik i aviser og tv, er enige om, at Mette Frederiksen sætter sig i statsministerstolen efter næste valg. Det er jeg ikke så sikker på.

Valget skal holdes inden 18. juni 2019, så meget kan ske. For eksempel kan de borgerlige nå at kvaje sig. Men indtil videre ligger Socialdemokratiet på samme lave niveau som ved 2015-valget, altså 47 mandater

– kun tre flere end ved katastrofevalget i 2011, det ringeste i 100 år.

Der er to sæt grunde til, at jeg ikke som en selvfølge ser Mette F. som regeringschef: et dansk og et internationalt.

Først den nationale: Mette sider tavs i det fort, hun har forskanset sig i på Christiansborg. Det er moderne at måle politikeres præstationer efter 100 dage. Men Mette har ikke leveret en original idé eller iværksat en eneste kampagne i løbet af sine 645 dage som partiformand og skyggestatsminister.

Har hun gennemslagskraft? Har hun demonstreret overblik? Er hun velorienteret om de sager, hun er nødt til at diskutere? Har hun evner som forhandler? Har hun i det mindste humor? Svaret bliver fem gange nej.

Mettes eneste markante træk er at placere Socialdemokratiet tæt på Dansk Folkeparti i fremmedpolitikken. Mindre af lyst end af skræk for ny vælgerflugt. I det forløbne år har hun leveret stemmer til knap 50 stramninger af udlændingelove. Det er imod det socialdemokratiske gen at være hård ved de svageste. Men hun har intet valg.

Det mest bemærkelsesværdige er hendes kompagniskab med Kristian Thulesen Dahl, som hendes forgænger, Poul Nyrup, nødig ville være i stue med. Man vil huske hendes udtalelse forleden om, at ’Socialdemokratiet har et utroligt godt og tillidsfuldt samarbejde med Dansk Folkeparti’.

Hun kan ikke sige det samme om sit forhold til Morten Østergaard og hans lille radikale flok, der satte sig tungt på regeringen Thorning-Schmidts økonomiske politik. Nu drømmer de radikale om ministerposter – efter at have iklædt Mette håndjern i form af lempelser i fremmedpolitikken til gengæld for at betro hende Statsministeriet. Men eftergivenhed vil flytte endnu flere S-vælgere over til DF. Meget taler altså for, at hun kommer til at mangle en del i at nå op på de 90 afgørende mandater.

Tager man et vue over socialdemokratiske partiers stilling i Europa, er der ikke meget håb at hente for Mette F. Tendensen er klar: S-partierne er i rivende tilbagegang. Med 23 procent af stemmerne i den seneste rundspørge er danske sosser faktisk blandt de bedst kørende partier.

Kun i Portugal, Sverige, Italien og Frankrig er der socialdemokratisk ledede regeringer. Og i Frankrig er katastrofen total efter første runde af præsidentvalget, som kun gav socialisterne seks procent af stemmerne, så de ikke engang deltager i anden valgrunde i dag.

I Østrig ses samme afvikling: Vælgerne kunne slet ikke komme til at stemme på en socialdemokrat ved sidste del af præsidentvalget. I Tyskland roder S rundt i omegnen af 20 procent, og i Storbritannien er Labour smeltet ned til de dårligste målinger i 40 år – og et truende valg 8. juni med den håbløse marxist-drømmer Jeremy Corbin i spidsen. Hans fuldstændige mangel på folketække har fået eks-premierminister Tony Blair til at overveje en politisk karriere nr. to i Labour!

Københavns overborgmester 1946-56, H.P. Sørensen, sagde engang: ’Hvis lokummet brænder et eller andet sted her i landet, så kan man være sikker på, at der sidder en socialdemokrat på det’.

Betragtningen kan i dag udvides til at omfatte samtlige socialdemokratiske formandsrumper i vor verdensdel.

Et andet fælles træk er, at det ikke er de gamle, borgerlige partier, der løber med stemmerne. Det er nystiftede bevægelser – lige fra superliberalister som Liberal Alliance til hippie-agtige konstruktioner som Alternativet, der i konservativ tysk udgave hedder Alternative für Deutschland. Fælles for næsten alle nyskabelserne er, at de er skeptiske eller direkte modstandere af EU og al dens væsen.

Deres vælgere sætter velfærd for indfødte højt – men de stiller den nødig til rådighed for alle, der kommer rendende over grænserne. Situationen får mig til at mindes en folkeafstemning i Schweiz om muligheden for at tildele især italienske gæstearbejdere socialhjælp og længere opholdstilladelse. Schweizisk Folkepartis enkle slogan lød: Nicht teilen (’ikke dele’)!

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Bent Falbert

Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.