Trumps vikar er bange for kvinder

  • Tegning: Allan Buch
Tegning: Allan Buch

Selv medlemmer af Donald Trumps nærmeste hof taler nu om, at den skøre sjæl næppe kan fortsætte som præsident i hele den fireårige valgperiode. Dermed bliver det yderst interessant at undersøge, hvem det næste menneske i verdens mest magtfulde stol – vicepræsidenten – egentlig er.

Den endnu anonyme mand hedder Mike Pence – ja, egentlig Michael Richard Pence – og er 57 år. Som vicepræsident er han ordstyrer i senatet og har den afgørende stemme, hvis der opstår stemmelighed.

Det mest besynderlige ved ham er hans ængstelige forhold til kvinder. Han har erklæret, at han aldrig vil spise middag med en kvinde, uden at hans hustru er til stede. Det lyder som en omvendt Bill Clinton. Reglens ophavsmand er tv-prædikanten Billy Graham, som formentlig var ude på at få kvinderne for sig selv.

Pence har forklaret, at hensigten er at undgå ’ungdommelige lyster’ og ’kompromitterende situationer eller mistanker’. Manden må være hundeangst for sine vilde drifter, når han ikke tør at være alene med kvinder. Hvis han skal træde til i stedet for Trump, bliver han mig bekendt den eneste præsident med dét kompleks.

Men det er ikke uforklarligt, at han har en vis trang til variation at holde i skak. For han er gift med den samme Karen, som han mødte purung på college og har tre børn med.

Sin politiske træning har vicepræsident nr. 48 fået som medlem af Repræsentanternes Hus og fra 2013 som guvernør i Indiana, der tæller 6,5 millioner indbyggere og har dobbelt så stort et areal som Danmark.

Indtil Pence måtte tilpasse sig Trumps synspunkter, befandt han sig nogle streger til venstre for præsidenten. Han har således fortalt, at det var Martin Luther King og John F. Kennedy, der vakte ham til en politisk karriere. Næppe forbilleder, han deler med sin chef.

Under valgkampen påtog han sig imidlertid at forsvare mange af Donald Trumps svinere over for Hillary Clinton. For eksempel angreb han hende for, at hun som udenrigsminister uforsigtigt havde brugt ukrypterede, private mails til fortrolige politiske formål. Det gjorde hende til landsforræder. Hun skulle i fængsel.

Kort efter viste det sig, at Pence havde begået præcis samme bommert som guvernør. ’Hykler!’, brølede Hillarys hof.

Mike Pence har samme problem som mange andre republikanere: Han har før sin nominering til vicepræsidentkandidat fyret skrappe bemærkninger af om Trump. Noget, han nødigt husker i sin nuværende position.

For eksempel kaldte han Trumps krav om forbud mod muslimsk indvandring ’ulovligt’, ’upassende’ og ’tåbeligt’. Han afviste også Trumps gentagne påstand om, at Barrack Obama ikke var født i USA – men i et muslimsk miljø i Afrika.

På mange punkter er han højre-republikaner. For eksempel er han fundamental modstander af abort – selv når fostre ved skanninger viser alvorlige mangler. Homoseksuelles gryende ligeret i forsvaret bekæmper Pence. Han mener, homofili svækker militærets kampkraft.

Mike Pence er født i Indiana og voksede op i en irsk-katolsk familie med fem søskende. Hans far drev en kæde af servicestationer. Efter at have mødt Karen konverterede han til den evangeliske kirke, som hun bekender sig til.

Han uddannede sig som jurist, men stilede tidligt efter en politisk karriere. Han kunne bare ikke blive valgt. Et job som tv- og radiovært i 90’erne gjorde ham bedre kendt, og i 2000 vandt han omsider et sæde i Repræsentanternes Hus. Han placerede sig hos den stærkt konservative Tea Party-bevægelse og udtalte, at han var kristen, konservativ og republikaner – i den rækkefølge.

Som guvernør banede han vej for den største skattenedsættelse i Indianas historie. Samtidig øgede han bevillingerne til uddannelse. For at styrke beskæftigelsen arbejdede han på at sætte ny gang i Indianas døende kulminer.

Op til de to foregående præsidentvalg overvejede Mike Pence at stille op selv. Men han opgav, inden primærvalgene rigtigt kom i gang.

En ungdomsven har sagt, at indsættelse af Mike Pence som USA’s næste præsident vil svare til at udnævne en hospitalsportør til overlæge. Men han er kun ét skud, én blodprop eller én rigsretssag fra at indtage Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Bent Falbert

Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.