Gå til artikel om 1 sek Gå til artikel
Gå til artikel

Köln er det nye Kabul

I kølvandet på Köln-episoden, hvor nytårsglade tyske kvinderne oplevede deres livs mareridt, og blev udsat for masseovergreb af mænd med arabisk og nordafrikansk baggrund, har debatten igen raset mellem venstre- og højrefløjen. Desværre om alt andet, end kvindernes rettigheder selv.

Det er i sig selv ikke kun hamrende tragisk, at det endnu en gang er kvinden, der skal bøje nakken for uretfærdigheden. For åbenbart forekommer det vigtigere for visse hvide feminister og venstreorienterede debattører, at denne episode ikke misbruges af højrefløjen til at plædere for flere lukkede europæiske grænser. Derfor opponerer de imod fokus på gerningsmændenes etnicitet, i stedet for det vigtigste:

Overgrebene mod kvinderne.

Men det er også dybt bekymrende for en feminist som jeg, der dagligt slår et slag for, at tabuer, der eksisterer i minoritetsmiljøerne, brydes, at jeg endnu en gang bliver mundkurvet af de, der burde stå stærkest med mig.

Jeg har aldrig forventet en alliance med højrefløjen. Kvindesagen er båret på skuldrene af venstreorienterede værdier. Jeg vægter kvindesagen højere end noget andet, men Köln-debatten bekræfter igen, at kvinder er det første, der ofres på bålet af misforstået hensyn til andre kulturer og nationalkonservatives modvilje mod indvandring.

Står det endnu ikke klart, skærer jeg det gerne ud i pap: Jeg savner, at hvide feminister melder sig ind i den kvindekamp, der finder sted i disse år i minoritetsmiljøerne herhjemme. 

Især når argumentet om deres tavshed forklares med, at oprøret må komme indefra. Kære, hvide medsøstre, vi gør oprør og bryder tavsheden, men hvor er I at finde? I stedet relativiserer I kvinders skæbner afhængigt af kulturforskelle.

Min feministiske kamp omhandler ikke øremærket barsel, ligeløn og en kvindes ret til at befærde sig offentligt uden at opleve seksuelle krænkelser af enhver art. Den handler om at gøre på krav på min seksualitet. Den nydanske kvindekamp befinder sig på stadiet, som de danske feminister begyndte sin historie på. Retten til at bestemme over egen krop.

Desværre vejer hensynet til minoriteterne tungere end hensynet til brune medsøstre. Dette er sagen fra Köln et kynisk bevis på.

Det er ikke kun skammeligt for kvindesagen, at ressourcestærke etniske danske feminister formår at svigte deres brune medsøstre i sådan grad, at de skriver indlæg op og ned om hverdagssexisme, alt i mens brune kvinders oplevelser af samme art er bandlyst til mørkets skammekrog, fordi deres seksualitet endnu ikke tilhører dem selv.

Det er forbandet usolidarisk, når jeg som dansk feminist, med afghansk og muslimsk baggrund, ikke en eneste gang tøver med at bakke op om den hvide, feministiske kamp, mens min kamp om at kunne gøre krav på min seksualitet ties ihjel.

Jeg anerkender den hvide mands vold, der finder sted mod hvide kvinder.

Jeg anerkender den hvide mands mangel på respekt for en hvid kvindes selvstændige ret selv at bestemme over egen krop. Jeg anerkender, at det danske samfund endnu ikke er fuldstændigt ligestillet og har fået gjort kål på sine patriarkalske spøgelser.

Jeg anerkender alt, hvad det danske samfund endnu kæmper med af ligestillingsproblematikker, og erklærer min ubetingede solidaritet til mine etniske danske medsøstre, der årligt udsættes for vold, seksuelt overgreb og lever med psykisk vold.

Men kære hvide feministiske medsøstre:

Skal vi ikke også kunne tale om volden, der anvendes som et legitimt middel mod jeres brune medsøstre? Skal vi ikke også kunne tale om, at jeres brune søsters værdi endnu er betinget af en intakt mødom, som hun af frygt for udstødelse og skam får rekonstrueret, mens myndighederne ser passivt til?

Skal vi ikke også tale om, at mens patriarkatet har overlevet visse steder i Danmark, lever en minoritetskvinde endnu i en patriarkalsk verden?

Skal vi ikke tale om, at jeres brune medsøstres blå mærker, seksuelle krænkelser og psykiske vold bliver tiet ihjel, medmindre hun er villig til at give afkald på al identitet?

Det, der skete nytårsaften i Köln skal ikke sammenlignes med de fem voldtægtssager under karnevallet i Aalborg i 2015. Det skal sammenlignes med den afghanske Farkhundas skæbne i Kabul , da hun blev tæsket ihjel i 2015, mens politiet passivt kiggede på og tillod den kvindehadende afghanske kultur at folde sig uhindret ud.

For det handler om kulturforskelle og kvinderne i minoritetsmiljøerne er stadig fanget i et dybt kvindeundertrykkende kultur.

Magter kvindesagen i Danmark ikke at erkende dette af hensyn til kvindens tarv, evner den intet, der kan gøre den til 'én stor, universel kvindesag.'

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
Dit fulde navn vil blive vist når du kommenterer på Opinionen!

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen