Geeti Amiri

Kvinde, du er en skamplet - kend din plads

  • (Arkivfoto: Per Rasmussen)
(Arkivfoto: Per Rasmussen)

Første gang jeg oplevede, at det afghanske minoritetssamfund herhjemme holder øje med mit virke i den offentlige debat var, da jeg i foråret 2015 offentligt skrev på Facebook, at jeg ville fejre optagelserne til min DR2-tema dokumentar med et glas vin.

Der gik ikke længe før min mor modtog et opkald fra en anonym afghansk kvinde, der bad hende om at styre sin uopdragne datter, for jeg var en skamplet på afghanerne herhjemme.

Hvad der egentlig blev sagt var, at min mor skal styre mig, før andre dansk-afghanske kvinder gør oprør mod dobbeltlivet.

Denne form for social kontrol af individet i kollektivet handler om at gøre oprøreren tavs. Det skrøbelige kønshierarki fra oprindelseskulturen skal fastholdes – også i Danmark.

Anden gang jeg oplevede, at det afghanske minoritetssamfund herhjemme ville have mig til at holde kæft om kvindeundertrykkelsen, var i forbindelse med et foredrag, jeg holdte for minoritetskvinder i Aalborg. Jeg blev i pausen overfuset en afghansk kvinde. Hun fortalte mig, at hvis hendes søn nogensinde kom hjem med en kvinde som jeg, ville hun skamme sig til døde.

Jeg sender dagligt en bøn om, at kvindens søn får sig lidt mandsmod, når han skal slå sig ned.

Jeg troede egentlig derpå, at kvinderne, der opretholder patriarkatet i det afghanske minoritetsmiljø herhjemme, havde forstået, at jeg nok ikke holder kæft. Men jeg tog fejl.

I weekenden modtog min mor igen et opkald fra en anonym afghansk kvinde, der gav min mor hele armen om, hvor æreløs og uopdragen en datter jeg er, og dermed en rådden repræsentant for det afghanske minoritetssamfund herhjemme.

Gid de forstod, at jeg aldrig har ønsket at være repræsentant for sådan et minoritetssamfund, men kun for kvindesagen, der er bombet tilbage til stenalderen i minoritetsmiljøerne herhjemme.

Det harmdirrende opkald fra den afghanske tante med et skyhøjt blodtryk skyldtes såmænd bare, at jeg i fredags skrev et indlæg omhandlende det indlysende: Ja, vi brune, dansk-muslimske kvinder dyrker altså sex før ægteskab. Alt andet er idiotisk at tro.

Men hvem er det, der læser med på mine blogindlæg – er det tanten, eller tantens familiemedlem, der er jævnaldrende med mig?

Jeg er udmærket er klar over, at de, der læser med på min blog er unge kvinder som mig selv. Det vil sige unge, dansk-afghanske kvinder, der betror sig til islam, går på en videregående uddannelse, dyrker det frivillige foreningsliv som Tinder, fester og nok også drikker til fester, hvor der ikke er nogle andre dansk-afghanere. De lever et liv mellem to verdener. De har lært at stave til kompromis i stedet for rygrad. Forskellen mellem de kvinder og jeg, er, at jeg evner at have solidaritet med kvinder – selv om de skulle være min modsætning.

De her kvinder forstår sig ikke på solidaritet med andre kvinder. De kan både blæse og have mel i munden. Er deres egen hykleriske kvinderøv reddet, er de ligeglade med medsøstre, der skubbes ind på bålet. Det rager jo ikke kvinden, der mestrer dobbeltspillet og hykleriet, at hendes medsøstre berøves friheden og ender på krisecentret gul og blå og må give afkald på al identitet. Det rager ikke den usolidariske kvinde, at der er kvinder, der gerne vil leve et liv, hvor hele kollektivets velsignelse og blåstempling ikke altid skal afgøre livslykken.

De her usolidariske kvinder er steget i graderne i det afghanske minoritetssamfund ved at lyve. Ved at opretholde løgnen om den ”anstændige og rene” kvinde. Den usolidariske kvinde læner sig tilbage og nyder at være trofækone.

Havde jeg ingen samvittighed og selvrespekt, havde jeg nok også kørt med på den usolidariske vogn. Men for en dansk-afghansk kvindesagsforkæmper betyder kvindesagen mere end en overfladisk markering af at være feminist. Selv om det virker som det nemmeste at holde kæft og bukke under for det massive gruppepres, som en enhver minoritetskvinde oplever, så snart hun tør at tage bladet fra munden.

Jeg er ikke den første, minoritetsmiljøet forsøger at presse til tavshed ved at angribe familien. Den norsk-pakistanske Deeyah Khan, amerikansk-egyptiske Mona Eltahawy, dansk-tyrkiske Elmas Berke og dansk-kurdiske Halime Oguz har alle som mig selv oplevet at blive udskammet for at bryde tabuer.

Til mine trofaste kritikere, der venter på, at jeg snart holder kæft: jeg tier ikke stille. Jeg tier ikke, før enhver dansk minoritetskvinde lever sit liv, akkurat som hun vil. Herunder også jer selv.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
Dit fulde navn vil blive vist når du kommenterer på Opinionen!

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen