Islam har fem søjler – det har Danmark også

Mine folkeskolelærere investerede i mig, som var jeg deres eget barn. Jeg tilhører generationen af folkeskolebørn, som folkeskolen godt kunne rumme, uden at tage sig af borgerlige stemme, der mener, at morgenmad i folkeskolen er et knæfald for uduelige forældre.

Det var ægteparret fra første til niendeklasse, som terpede dansk med mig og lærte mig at regne.

Det var mine ekstra lærere, der skabte et frirum til et barn, som ikke altid havde det nemt, når man vokser op på bunden af samfundet.

Min folkeskole skabte grobunden for, at jeg i dag forstår værdien af at investere i mennesket.

Det var sygeplejerskerne, som kærligt tog sig af mig, når jeg henvendte mig på skadestuen med blå mærker på kroppen, som fyldte mine teenageår, som ellers skulle være år, hvor man bekymrer sig om uren hud.

Det var sygeplejerskerne, som holdte mig i hånden, gav mig varme knus og spurgte om jeg ville overnatte på hospitalet og få noget søvn efter at have grædt mig selv i stykker. Selv om de havde fysisk syge mennesker siddende i venteværelset, havde de overskud til at yde omsorg for et menneske, der havde ondt i livet.

Det var min vikar i folkeskolen, som søgte ind på politiskolen samtidig med, at han hjalp mig med at søge hjælp hos kommunen og dermed lærte mig mine rettigheder. Det var hans overskud, før han blev politibetjent, som lærte mig at sige fra overfor volden. Både den psykiske og fysiske.

Det var min sagsbehandler, som trak i nødbremsen og fjernede mig hjemmefra efter hun kom på besøg og så mit barndomshjem være slået itu. Hendes beslutning om at anbringe mig på et krisehjem har i dag ført mig til at jeg råber op på vegne af alle os, mælkebøttebørn.

Og var jeg født her i Danmark, eller, ankommet hertil tidligere, havde mine pædagoger opdaget, at mine forældre havde brug for hjælp til at komme på rette spor efter flugten.

Det danske samfund står stærkt på de fem søjler, som det bygger på - vores allesammens pædagoger, folkeskolelærere, socialrådgivere, sygeplejersker og politibetjente. Men det dybt bekymrende for fremtidens Danmark at vidne, hvordan netop disse fem søjler vakler under mantraet om effektiviseringer.

Som om effektiviseringer nogensinde har været andet, end floskler om besparinger, mens de velhavende rykker tættere ind i egne reservater.

Politikere fra højre til venstre taler i disse tider pessimistisk nostalgisk om, at fortidens integrationsfejl ikke må gentages. Enig.

Men hvad gøres der for, styrke de områder, som først og fremmest er i berøring med nyankomne til landet?

Vores daginsitutioner kæmper med at nomeringer, der dybest set ikke engang kan nå at skifte bleerne i tide. Glem alt om at kunne opdage børnefamiliers vanskeligheder, som kræver at tid til at tale med forældrene i trygge omgivelser og ikke ude i garderoben.

Vores folkeskole underlægges et forsøg, i forsøg på at gribe de ressourcesvage børn, mens de ressourcestærke flytter tættere sammen på egne privatskoler på den anden side af gaden. Og dermed leger alle lige børn lige bedst, på godt og ondt.

Vores socialrådgivere sidder med bunker at sager, som dagligt må føles som at forsøge at rulle en sten op ad en stejl bakke. Hver dag starter de med at være bagud, fordi myten om de alt for mange ansatte i det offentlige er blevet til faktaresistent politikervirkelighed.

Vores sygeplejersker skal løbe hurtigere, end en midtvejskriseramt mand gør til et Marathon, og dagligt have ondt i maven over at have lavet fejl, som kan koste liv. Alt i mens de må fortrænge alle de mennesker, som netop har ondt i livet og brug for omsorg, end bare dosering af medicin.

Vores politbetjente og tilhørende politistationer lukkes ned, for loven passer jo sig selv, i stedet for at investere i den styrke, som skal passe på os alle.

Man skulle tro, at politikere har lært af fortidens fejl og dermed ville styrke, hvad der virker. Nemlig det danske samfunds fem søjler. Men desværre virker det til, at det eneste, som politikerne har lært, er, at der findes en religion ved navn islam, som har fem søjler, som de er ved at falde over hinanden i forsøget på at reformere. Alt i mens eget samfunds stærke fem søjler dagligt svækkes.

Jeg forventer ikke en revolution fra vores folkevalgte længere, men jeg undrer mig dagligt, hvor opråbet bliver fra selve folket?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Geeti Amiri

Født i Kabul, opvokset i København, skriver om kultursammenstød.

Hent flere