Khader kan pudse sine egne sko

De konservatives Naser Khader ønsker sig en, der kan samle hans IKEA møbler. Og han ønsker sig en, der kan bære hans bagage i lufthavnen. Og en, der kan pudse hans sko. Liberal Alliance er enig, og tilsammen vil de to små borgerlige partier sørge for, at flere folk skal lave den slags ting til lave lønninger.

Khader repræsenterer et ønske om at komme tilbage til fortiden. Om jobs, hvor servicemennesker med passende ydmyghed smisker for folk som ham selv, der hører til den rigeste tiendedel af danskerne.  Den slags jobs, som vi ikke har i dagens Danmark, fordi vi er nået et højere udviklingstrin. Vi har for mange år siden droppet at give folk tåbelige jobs, som maskiner kan klare bedre.

For mig handler det om respekt. Da jeg for nogle år siden var på studenterværtshus i San Francisco, stod der en kineser på min fars alder på toilettet. Han tændte vandhanen for de unge studenter og gav dem med et nedslået og ydmygt blik papir til at tørre hænderne i, i håbet om at få en dollar i drikkepenge. Sådan stod han hele aftenen og natten i lyden og lugten af fulde studenters toiletbesøg, for bagefter at køre halvanden time hjem til den fattige forstad, han boede i.

Toilettet i San Francisco er der man ender, når man accepterer, at folk skal have meningsløse jobs til en lav løn. Man ser det alle steder i den mindre udviklede del af verden: Ansatte, der holder døren i supermarkedet, som rækker os papir på toilettet eller som vasker forruden, når vi holder for rødt. Men i Danmark er vi så udviklet et samfund, at vi har fundet tekniske løsninger på de ting: Døre kan åbne af sig selv, maskiner kan hjælpe med skopudsningen, biler har indbyggede vinduesviskere og rullebånd kan transportere folk og deres bagage i lufthavnen.

Når Khader & Co. vil rulle tiden tilbage, så er det ikke kun en rejse til fortiden, det er også et opgør med den samfundsmodel vi har valgt i Danmark. En model, som bygger på det grundlæggende princip, at alle skal have en ordentlig løn, som gør at man kan leve rimeligt. Den model, der har gjort os til det mest tillidsfulde land i verden, det mindst korrupte, det lykkeligste og samtidig et af de rigeste og mest lige.

Det handler om respekt. Respekt for, at hver enkelt borgers opgave er meningsfuld. Min gamle far gik på efterløn efter 44 år på arbejdsmarkedet. Dengang var der borgerlige politikere uden arbejdserfaring eller færdiggjort uddannelse, der mente, at han skulle have taget fem år mere. At vi hellere skal lade folk tage dårligt lønnede jobs end at give dem en velfortjent offentlig ydelse. 

Min far og hans slags skulle altså ikke nyde alderdommen efter et langt arbejdsliv, men sidde underdanigt og pudse sko for Naser Khader eller uddele lokumspapir til fulde studenter, ligesom kineseren i San Francisco.

Men sådan fungerer det heldigvis ikke længere i Danmark. Vi er nået videre. Og der er nok ingen skade sket ved, at Naser Khader og andre borgerlige lærer at pudse deres sko selv.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
Dit fulde navn vil blive vist når du kommenterer på Opinionen!
Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Kaare Dybvad

Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, skriver om samfund, centrum, udkant og kultur.

Hent flere