Når døden dukker op, så sig noget

  • Snak om døden. Også selv om det gør ondt. Foto: Colurbox
Snak om døden. Også selv om det gør ondt. Foto: Colurbox

Sidste forår ændrede mit liv sig for altid. Jeg sad til undervisning på universitetet, da min telefon vibrerede. På skærmen stod det sort på hvidt, at min bedste barndomsvenindes lillesøster var død.

Jeg tror nok, at jeg skreg. Jeg kan ikke huske præcis, hvad der skete. Men jeg kan huske følelserne. Mit hjerte faldt ned og satte sig fast, tungt, midt i maven. Jeg kunne ikke stoppe med at græde, og jeg kunne ikke trække vejret. Jeg faldt sammen på knæ ude på trappeafsatsen.

Min veninde og jeg har kendt hinanden, siden vi var seks år. Vi gik i klasse sammen både i folkeskolen og gymnasiet og har delt enhver hemmelighed med hinanden lige siden. Derfor kender vi også hinandens forældre og søskende godt.

Sunneva hed min venindes lillesøster. Hun var 20 år og arbejdede som au pair i New York og havde følt sig småsyg i nogle måneder. Lægerne kunne ikke finde en årsag. En dag faldt hun om på gaden, og fra da gik det stærkt. Min veninde og hendes forældre nåede til hospitalet fra Danmark få timer, inden Sunneva døde, alt for ung og uden den mindste varsel.

Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre, eller hvordan vi skulle leve.

Jeg blev hjemme fra universitetet i dagene efter. Intet kunne forekomme mig mere ligegyldigt end praktikhjemmesider, kildeanalyser og videnskabelige journalistiske metoder. Jeg kunne ikke engang komme op af sengen.

På dag to fik jeg en sms fra en medstuderende, der spurgte, om jeg kom den efterfølgende dag. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke. ’Du kan jo ikke blive hjemme for altid,’ skrev hun tilbage. Jeg følte, at min sorg og min choktilstand åbenbart havde en tidsbegrænsning. At den med samfundets øjne både kunne være rigtig og forkert. 

Den samme følelse dukkede op nogle måneder senere, da min veninde og jeg skulle til gensynsfest med vores gymnasieklasse. Der var ikke én, der kondolerede eller spurgte min veninde om, hvordan hun havde det.

Sorgen er ubærlig i sig selv, men noget af det, der kan gøre mest ondt, er omgivelsernes fuldkomne berøringsangst. Venner, familie og bekendtes mangel på forståelse. Deres manglende spørgsmål. I begyndelsen var jeg sur på dem alle sammen. Jeg bar nag og syntes, de var nogle dårlige mennesker. I virkeligheden vidste de måske bare ikke helt, hvad de skulle gøre.

De så sorgen som en byrde, som de var ekstremt berøringsangste for at gå ind i. Måske fordi det kan synes som en tidskrævende proces at gå ind i andre menneskers sorg. Måske fordi det er et ubehageligt emne at konfrontere sig selv med, når man står midt imellem indkøb, fodboldtræning og daglidagssysler.

Samtidig satte folk spørgsmålstegn ved min sorg. Det var jo ikke min lillesøster, der var død, så hvordan kunne jeg være så påvirket af det og i så lang tid?

Jeg følte, at jeg sørgede forkert. Eller hvert fald på en måde, som var udenfor samfundets norm, og som folk ikke rigtig kunne relatere til. Men sorgen var dobbelt. Jeg havde mistet et menneske, jeg var vokset op med. Jeg havde set hende udvikle sig til det smukkeste, mest livsglade menneske, man kan forestille sig. Og pludselig var hun borte. 20 år gammel. Ud over det var jeg ødelagt af, at skulle se min bedste ven i verden være bøjet i sorg. Jeg blev vred på hendes vegne, når folk ikke spurgte ind og lod som ingenting.

Ugerne mellem Sunnevas død og hendes begravelse bar præg af ren chok. Jeg forstod det ikke rigtig. Der var alt muligt praktisk, jeg kunne beskæftige min hjerne med i stedet for. Hvordan jeg skulle modtage min veninde, når hun kom tilbage fra New York uden sin elskede søster. Hvordan hun kunne blive sygemeldt fra arbejdet. Hvilke gode psykologer, der boede tæt på hende, og hvad de kostede.

Da jeg skulle skrive den sidste hilsen på bårebuketten fra en håndfuld barndomsvenner og mig, forsvandt jorden under mig. Jeg græd så meget, at jeg ikke kunne se bogstaverne på tastaturet. Min far sagde noget i stil med, at jeg var nødt til at komme videre. Det hjalp ikke at græde mere. Han har helt sikkert sagt det i kærlighed, men det havde den modsatte effekt.

Det er som om, at man har lov til at være ked af det til og med begravelsen. Vores hjerter var fortsat fuldstændig slået i stykker, da Sunnevas urne var blevet sat i marts-jorden på kirkegården i Aalborg. Det er først ved begravelsen, alt bliver virkeligt. Man begynder at forstå, at den afdøde aldrig nogensinde kommer tilbage.

Det er der, det allersværeste begynder, og det er netop i tiden efter begravelsen, at man har brug for, at folk spørger. For sorgen gør så ondt, at den infiltrerer hele ens liv. Den nøjes ikke med at forgribe sig på tristheden og vise sit ansigt dér. Den æder også af lykken og sætter spørgsmålstegn ved glæden.

Et par måneder efter Sunneva døde, mødte jeg, hvem der skulle vise sig at være mit livs kærlighed tilfældigt til en fest. Jeg kan huske, at vi en aften sad i hans opgang. Han spurgte, om vi to kunne blive til noget. Jeg var helt vild med ham, men jeg svarede, at det vidste jeg virkelig ikke, for jeg troede ikke på noget længere. Alting forsvandt bare alligevel, så det var bedst ikke at blive for glad for noget eller for nogen. Han blev ved med at spørge, hvordan jeg havde det, hvordan min veninde havde det, og hvordan Sunneva var. Han ville gerne lære hende at kende, og det gjorde mig så glad, at han ikke var bange for sorgens ‘ubehag’.

Da der var gået et år, besøgte jeg en præst. Jeg er ikke religiøs, men en præst måtte være et af de klogeste mennesker, når det kom til sjælesorg, og jeg vågnede stadigvæk i panik om natten.

Præsten og jeg talte sammen i halvanden time. Jeg græd, hun lyttede og satte ord på sorgen og min vrede mod omgivelserne for mig. Hun sagde, at vores konkurrencesamfund ikke er gearet til, at folk bliver fortabte og lammede af sorgen. Der er en forventning om, at man kommer videre. Det er jo ineffektivt at være i sorg, og det er meget lettere for omgivelserne, hvis man er glad og i fuldt vigør. Efter vores samtale skrev hun til mig: “Håber du kan være til i det som du er til i – og at du og din veninde (og din kæreste) kan være i det sammen.” Netop med de ord rammer hun sorgtilstanden rent. ‘At kunne holde ud at være til’.

Jeg ville ønske, at jeg havde talt med hende noget før, så jeg kunne have forstået, at sorgen er individuel, og at den rent faktisk forandrer ens liv.

Jeg har lært, at det er fuldstændig forfejlet at tro, at sørgende mennesker er en ineffektiv klods om benet. De er fulde af erfaringer, der kan hjælpe enhver, for døden kommer til at ramme os alle i livet en dag.

Forgængeligheden blev uhyggeligt nærværende, da Sunneva døde. Vi skulle vænne os til, at livet er uretfærdigt. At meningsløse ting sker. At for evigt er noget sludder. Sorgen overmander, og den gør allermest ondt, når man føler den alene. Den erfaring, jeg har gjort mig, er, at det som pårørende altid er bedst at sige noget eller at spørge om noget, når nogen er i sorg. Man kan ikke sige noget forkert, hvis hensigten er omsorg eller omtanke. Det værste, man kan gøre, er at lade som ingenting. Og hvis du selv er sørgende, så luk sorgen ind og mærk den, i stedet for at halse efter at komme videre.

Det sidste hjælper ikke - jeg har prøvet.

Livet bliver aldrig det samme igen, men det betyder ikke, at det aldrig nogensinde bliver godt. Lige pludselig en dag bliver man glad igen, bare fordi solen skinner, en øl er særlig kold og god, eller at dynen føles sprød, mens det regner udenfor. Folk cykler stadig på arbejde, og der bliver ved med at være mælk på hylden i Netto, selvom der stadigvæk er rester af at et stort kaos indeni mig, min veninde og resten af dem, der kendte Sunneva.

Sorgen forsvinder ikke. Men man lærer at blive venner med den med tiden. For i bund og grund er sorgen en kæmpe kærlighedserklæring. Den er en reaktion på, hvor meget vi har elsket et andet menneske.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet