De særligt skyldige

  • Venstres udynamiske duo under 'formandsopgøret' i Odense for fire år siden.
Venstres udynamiske duo under 'formandsopgøret' i Odense for fire år siden.

En forbløffende udtalelse faldt onsdag fra landets finansminister, Kristian Jensen:

’Jeg savner, andre tager skylden for deres periode,’ lød det fra Venstres næstformand.

Det handlede selvsagt om Skat. Kristian Jensen blev i Folketingssalen spurgt tre gange af Enhedslisten, om han er ’Danmarks dyreste politiker’. For hvem har egentlig ansvaret for, at Skat har tabt 80 milliarder kroner?

Tænker man, at det har den nuværende finansminister, som var skatteminister, da lavinen af ulykker blev udløst tilbage i midten af forrige årti, er man utvivlsomt tæt på sandheden.

Den nuværende statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, må regnes med. Samt – naturligvis - de otte forskellige skatteministre, der siden, Kristian Jensen sad på posten, har forsømt at rette op på, at statskassen hvert år taber omkring 25 milliarder skattekroner.

Eller som det hed i Ekstra Bladets leder torsdag:

’Siden 2005 er milliard efter milliard af danskernes skattekroner forsvundet op i den blå luft som følge af disse politikeres slendrian og/eller uduelighed.

Alligevel udtalte Troels Lund Poulsen (daværende skatteminister og nok en venstremand, red.) i 2010:

’Da Skatteministeriet startede i den form, det har nu, var der over 10.000 ansatte. I løbet af få år var vi nede på 7500. Det viser, at det kan lade sig gøre at effektivisere og samtidig opkræve skat’.

Derfor er det forbløffende, at Kristian Jensen taler om at han ’står på mål for sin del’, om at ’tage sit ansvar på sig’ og nu kræver, at andre gør det samme.

For finansministeren har – så vidt ethvert forstandigt menneske kan bedømme - netop ikke taget sit ansvar, sin skyld på sig modsat andre skatteministre.

Kristian Jensen lader blot som om.  Han lyder lige som sportsdirektøren i AGF, når klubben hvert andet år rykker ned fra Superligaen: ’Jeg tager ansvaret på mig,’ lyder det, hvilket man så opdager åbenbart ikke er forbundet med nogen konsekvens. For man må forstå, at sportsdirektøren ’ikke er typen, der giver op’. Han vil fortsætte sit dedikerede og opofrende arbejde – helt frem til klubben er i Danmarksserien, må man nærmest antage.

Det er nogenlunde sådan, man kan udlægge forholdet mellem Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen samt Venstre og danskerne, dansk økonomi og Danmark. Lars Løkke giver heller aldrig op. Han har tager også det ene nederlag efter det andet ’på sig’, som han siger. Han kan endog tale om sit 'ansvar som Venstres formand', men også her er begrebet blottet for forbindelse til konsekvens.

Ja, andre partier har haft ministre siddende i Skatteministeriet og være groft forsømmelige, det er korrekt. Men ingen har haft tilnærmelsesvis så mange som Venstre.

Det var Lars Løkkes kommunalreform, der i 2005 blandt meget andet skulle effektivisere Skat med IT-systemet EFI. Teknologien skulle erstatte skatteopkrævere og spare nationen for bunker af penge, lød planen.

Lars Løkke Rasmussen og kompagni blev advaret. Det ville blive for let at snyde, og man risikerede, at det hele ville gå den stik modsatte vej. Men advarslerne blev på en reaktionsskala fra arrogant til vred afvist.

Forleden konkluderede Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, så:

’De egentlig ansvarlige for tabet af 80 milliarder kroner er landets nuværende statsminister, hans finans- og vicestatsminister og forsvarsminister. Vi regeres altså af politikere, der har sjoflet med vores penge og sjasket med deres ansvar.’

Her gjorde chefredaktøren også opmærksom på, at ’uansvarlighed i politik er en forbrydelse med en mærkværdig, omvendt strafferamme. Små forseelser giver høje straffe; ministres fortalelser, forglemmelser, lidt løgnagtig mangel på præcision udløser store næser eller fyringer. Men denne form for uansvarlighed, dette årelange angreb på velfærdsstatens blodsystem, denne undergravelse af borgernes tillid til staten, tiltro til hinanden og almindelige sans for ordentlighed - den koster ingenting.’

Det er naturligvis dette, der er forklaringen på, at finansminister Kristian Jensen kan stille sig op og næsten erklære sig ren. Blot ved at påpege, at alle de andre også er beskidte.

Men uanset hvor meget finansministeren og Venstre slår sig i tøjret, så er de viklet så invaliderende fast i sagskomplekset, at Jensens melding næsten forlenes med desperation.

Morgendagens ansvar forsvinder ikke ved at blive undveget i dag.   

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet