Mere Merkel er lig mindre Danmark

Min overskrift er sand. Desværre… fordi jeg på mange måder beundrer den kloge og besindige måde, som Angela Merkel med stor opbakning fra tyskerne har styret sit land på i ti år. Desværre… fordi Tyskland i løbet af få måneder er blevet en nation med en usikker fremtid, som gør mig ængstelig.

Det skyldes Angela Merkels helt uansvarlige løfte om at give livsvarigt ophold til enhver, som har fået forringet tilværelsen af borgerkrigene i Syrien, Irak og Afghanistan. Tyskland har holdt et åbent-hus-arrangement, hvor forplejningen slap op, og hvor mange af de inviterede gæster nu strømmer videre til naboerne.

Men Angela Merkel står stadig i spidsen for Europas stærkeste økonomi. Når hun sætter sig til forhandlingsbordet behøver hun ikke hamre i bordet og råbe. Se blot, hvordan Lars Løkke Rasmussen kom lettere fortumlet tilbage efter sådan et møde i september med 1.000 ekstra asylansøgere i bagagen. 

Netop i disse timer har Angela Merkel indkaldt otte udvalgte EU-lande til møde i Bruxelles: Sverige, Østrig, Belgien, Finland, Grækenland, Luxembourg og Holland, med Tyskland for bordenden. Hvad de otte lande har til fælles er, ifølge EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker:

’Det er de stater, som er parat til at modtage et stort antal flygtninge fra Tyrkiet på legal vis.’

400.000, siger rygterne.

De otte lande skal åbenbart være murbrækkeren for en fælles EU-asylpolitik – den, som folkeafstemningen på torsdag ikke på mindste måde handler om, hvis vi skal tro Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen. Tror du, vi slipper for at betale, hvis ikke vi siger klart nej?

De fem danske ja-partier har lovet at binde Danmark til enhver ny Schengen-regel, vistnok også indtil solen brænder ud. Det varsler ilde for Danmark, for Schengen handler om indvandring, og er der noget, vi ikke har brug for i denne tid, er det Schengens farlige fantasi om åbne grænser. Schengens ydre grænser er løbet over ende, uden at nogen i EU-apparatet gjorde noget, og Angela Merkel har reelt revet Schengen i stykker ved at invitere millioner af udvandrere til Europa.

Så selv om ja-partierne bliver ved at fortælle os, at afstemningen 3. december handler om Europol og pædofili og ikke det fjerneste om at fordele millioner af migranter inden for EU, så er et nej nok den bedste måde at blive hørt på.

Både på Christiansborg og nede i Bruxelles. Og for en sikkerheds skyld.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Morten Messerschmidt

Medlem af EU-parlamentet for Dansk Folkeparti, skriver om Danmark og verden.

Hent flere