Messerschmidt: Tysk valg svækker Bruxelles

  • Leder af Alternative für Deutschland, Frauke Petry, går af som partiets spitze. AfD skaber både problemer for EU og for sig selv.
Leder af Alternative für Deutschland, Frauke Petry, går af som partiets spitze. AfD skaber både problemer for EU og for sig selv.

Tyskland var Europas store bølle, bøddel og bussemand i over 75 år og endte i 1945 med at være den europæiske families Sorte Får.  Efter Kejser, Hitler og Holocaust spurgte mange sig selv, om der mon var noget dybtliggende grusomt i den tyske folkesjæl? Tyskerne stillede selv det spørgsmål, og for at være sikker på, at dæmonerne aldrig stak deres hoveder op igen, gik tyskerne beredvilligt og selvudslettende med i et fælleseuropæisk projekt, kul- og stålunionen, senere EEC, EF og i dag Den Europæiske Union.

Ingen tysker skulle nogen sinde igen få den idé at gøre Europa tysk; tværtimod skulle Tyskland gøres europæisk.

Og det er også lykkedes. Efter 2. Verdenskrig har tyskerne godt vidst, at det ville klæde dem at holde lav profil. Den milde, stille og solide Angela Merkel passer godt til et Tyskland, som helst vil glide i ét med tapetet, stille vækkeuret, stå op og gå på arbejde når det ringer, sætte tæring efter næring og give den en ekstra skalle, når velfærdsstaten er ved at kvæle velstanden, som det skete i 90’erne.

I dag er det svært at finde en mere pacifistisk nation i Europa.

Ganske vist spiller grækerne stadig nazi-kortet, når de beskylder Tyskland for deres eget selvskabte økonomiske galehus; det må gøre ondt på tyskerne at se strejkende grækere udstyre Angela Merkel med Hitler-moustache og SS-uniform på plakater, men de er vant til den slags. De kan tage det. Og husk i øvrigt på, det var ikke Tysklands kansler Helmut Kohl, som forlangte en fælles valuta: det var Frankrigs socialistiske præsident Francois Mitterrand.

EU-elskerne elsker det selvudslettende europæiske Tyskland - når bare det ikke er så tysk, at det gør noget.

Men i går tog europæiseringen af Tyskland en uventet drejning, som fik en ildevarslende stilhed til at sænke sig over Unionens stål- og glaskorridorer.

Med ét slag udtrykte tyskerne den samme ængstelse som andre fornuftigt tænkende europæere; frygten for at få forandret, undertrykt og måske udslettet deres egne traditionelle vaner, regler og århundreder gamle værdier, og dermed fremtiden for deres børn og børnebørn.

Blandt alle kristne nationer i Europa har tyskerne haft mindst moralsk ret til at beklage sig over den langsomt indsivende folkevandring, som har stået på i årtier; tyskerne kunne ikke tage det mindste skridt for at værne sig i tide, for det skridt ville prompte blive fremstillet som strækmarch og støvletramp af Europas nye moralske overklasse.

Det sker igen i disse timer. Du kan se det i korrespondenternes grå ansigter, når de næsten ikke kan bære at rapportere, at 12,6 procent af de tyske vælgere omsider har stemt for en slags alternativ til løgnen om, at ”vi klarer den”.

Medieelitens rare sove- og krammedyr ”Mutti” Merkel ser pludselig mere forvasket og forpjusket ud. Men også lidt mere europæisk.

I andre europæiske lande er de såkaldte ”traditionelle”, de gamle partier, blevet decimeret, ja de socialdemokratiske partier, som ikke så skriften på væggen, er praktisk taget udslettet. Eller bliver det. I alle andre lande er den folkelige protest samtidig vundet frem.

Alternative Für Deutschland er måske noget af en rodebutik, men jeg minder om, at Dansk Folkeparti er opstået som en Fugl Fønix af asken fra Fremskridtspartiet og i dag er et konstruktivt, ansvarligt og principfast parti, som en femtedel af danskerne har udtrykt tillid til.

At sølle 12,6 procent af stemmerne til Alternative für Deutschland kan sætte EU-eliten i en choktilstand viser, hvordan den har taget fejl.

Men det giver håb for et nationernes Europa. På få timer fordampede præsident Macrons luftige planer om en hård kerne, bestående af euro-landene, hvor tyskerne skulle betale gildet. Præsident Junckers ”state of the union”-tale er blæst bort sammen med efterårets gulnede blade. Og når EU’s regeringsledere mødes i oktober, vil tænderne være trukket ud på de bombastiske trusler om at straffe de øst- og centraleuropæiske lande for ikke at åbne deres hjem for folkevandringen.

Danmark har grund til at glæde sig over et mere normalt og europæisk Tyskland.

Snart kommer turen til Sverige.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Morten Messerschmidt

Medlem af EU-parlamentet for Dansk Folkeparti, skriver om Danmark og verden.

Hent flere