Loyal to Danmark

  • Demonstration på Nørrebro mod bander.
Demonstration på Nørrebro mod bander.

Inden bandekrigen brød ud, besøgte jeg drengene på Den Røde Plads på Nørrebro.

Drengene sad alle sammen med ryggen mod muren og kiggede ud over pladsen. Først da jeg satte mig foran dem, og en af dem løftede T-shirten for at vise mig sin pistol, gik det op for mig, at de holder øje med pladsen.

Mit hjerte slog et ekstra slag, mens jeg prøvede at bevare roen. Hasan, som havde pistolen, ville skræmme mig. Jeg var kommet for tæt på.

Jeg er selv fra bunden af samfundet og kender mekanismen. Dengang var Enghave Plads på Vesterbro ikke anderledes, end Den Røde Plads er i dag. Der var massive sociale problemer. Nogle af de unge var kommet ind på en kriminel løbebane, og sandsynligheden for at vi kunne blive til politibetjente, murere eller lærere var minimal.

Alt det vidste vi godt. Det var nok også derfor, vi kaldte hinanden for taberbørn. Vores forældre var kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, førtidspensionister, eller også drømte de om at blive det. Det blev heller ikke bedre af, at vi havde en tysklærer, der sagde:

'Det er utroligt at se, hvor meget I kæmper, når man ved, at I aldrig bliver til noget.'

Men mange af os fik en uddannelse til trods for tysklærerens dom. Takket være de voksne, der rykkede tættere på, når vi skubbede dem væk, blev vi en del af det demokratiske Danmark. Vi overholdt loven og holdt af Grundloven.

Tro det eller ej, men sandsynligheden for at drengene på Nørrebro får en uddannelse er i dag langt større, end at de bliver bandemedlemmer. Man er først mønsterbrydere på Nørrebro, når man er Loyal to Familia og ikke Loyal to Danmark.

Men hvad skal der til, for at det skal lykkes for dem alle sammen? Først og fremmest skal drengene selv gøre op med offermentaliteten. Så længe de ikke tager et personligt ansvar for deres eget liv, og de forventer alle forandringer skal komme fra danskerne og Danmark, vil de fortsat stå ryggen mod muren.

Betyder det, at alle vi andre skal trække os tilbage, da ansvaret ikke er vores? Nej, det mener jeg ikke. Kriminelle miljøer har altid trukket i de unge. Samfundet skal kunne give de unge noget, som de vil være bange for at miste. Gode rollemodeller, der inviterer dem inden for de demokratiske fællesskab. Uddannelse og arbejde, der får dem væk fra banderne på gaden.

Hasan mødte jeg igen senere på Nørrebro. Han var færdiguddannet som murer og havde lagt kriminaliteten bag sig. Nogen havde åbenlyst ikke opgivet ham.

Vi må aldrig opgive de udsatte unge. Uanset om de hedder Brian eller Hasan. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet