Kriminelle, dovne og illoyale indvandrere skal stoppes

Kultur er skabt af mennesker. Og den danske kultur, som vi bidrager til og er en del af, bærer vi naturligvis med os, når vi rejser ud. Tilsvarende gælder det for andre folk.

Derfor er det hverken ondt eller fordomsfuldt at konstatere, at der med et stort antal mennesker fra Mellemøsten vil følge mellemøstlige tilstande. Det er derimod ganske forfærdeligt, at mange stadig ikke forstår kulturens betydning for indvandringen. 

Konsekvensen er, at de, der støtter den fortsatte indvandring fra de muslimske lande, accepterer forfølgelse af mindretal, undertrykkelse af kvinder, børn, homoseksuelle og ikke-muslimer samt begrænsninger af vores hidtil frie og demokratiske samfund som en rimelig pris, danskerne skal betale.

Men prisen er alt andet end rimelig. Hvis vi vil bevare vores frie og trygge samfund, er det afgørende, at vi stopper migrationen fra de muslimske lande, stopper den offentlige forsørgelse af dem, vi har, og konsekvent sender de kriminelle ud af landet

Vi har tidligere haft gode erfaringer med flygtninge. Mennesker er kommet hertil fra mange forskellige lande og har i løbet af få år indordnet sig efter vores love og normer og ikke mindst opdraget deres børn til danskere. Flygtninge fra Ungarn, Vietnam, Korea og andre lande har fungeret fint hos os, og vi byder dem velkomne.

Det samme kan langt fra siges om migrationen fra de muslimske lande.

Migranterne fra Nordafrika og Mellemøsten, som det danske folk gav fred og frihed – og som derfor ifølge vores kultur burde udvise taknemmelighed, flid og loyalitet – er i langt højere grad end andre indvandrere utaknemmelige, kriminelle, dovne og illoyale.

Den katastrofale asyl- og udlændingepolitik fra 1983 har ødelagt trygheden i samfundet. Kvinder bliver voldtaget, jøder bliver forfulgt, kunstnere og politikere lever i konstant livsfare, mænd bliver stukket ned på åben gade, homoseksuelle bliver chikaneret, velfærden forringes og utrygheden stiger.

Hvordan kan man lade dette fortsætte og stadig se sig selv i øjnene som repræsentant for den danske befolkning? Vores generation har en kontrakt med de forrige, som gav os det, vi har, og med de kommende, som vi skylder noget godt. Den bryder vi nu.

Danmark er ikke hvilket som helst land. Danmark er en retsstat, hvor en overvældende del af befolkningen tror på videnskab, kvinders ligestilling, rettigheder til seksuelle minoriteter og demokrati. Fundamentet for vores lovgivning er Grundloven - ikke en religion. Andre lande har indrettet sig anderledes.

Vores kultur er blandt andet præget af idéen om, at en krig er ’de gode’ imod ’de onde’. For mange danskere er det derfor naturligt at lade sig forføre af tanken om, at mennesker, der flygter fra ’de onde’ må være ’de gode’.

Indbygget i vores kultur ligger også, at enhver barmhjertig sjæl naturligvis vil gøre sit bedste for at give gode mennesker ly og sikkerhed mod det onde.

Men de mellemøstlige konflikter er ikke konflikter, som vi forstår med vores logik. Det er stammekrige dybt infiltrerede af krydsende alliancer og fjendskaber. Ikke krige mellem ’de gode’ og ’de onde’.

Derfor oplever vi, at mange af dem, der kommer hertil under dække af at flygte fra krig og ufred, bærer samme ufredelige tilstande med sig.

Med mellemøstlige mennesker følger mellemøstlige tilstande.

Alle statistikker viser, at indvandrere fra de muslimske lande både er mere kriminelle og dårligere til at forsørge sig selv end andre. Og trods massive ’investeringer’ i integration, bliver det kun værre i anden generation.

Nogle fornægter fakta og kalder selv statistikker for fordomsfulde. Men langt de fleste politikere kender tallene. At de ikke handler på deres viden, skyldes, at forholdet til de omkostninger, vores medmennesker skal bære for en ført politik, er vidt forskellig fra højre til venstre.

For at løse de store problemer, som den muslimske indvandring medfører, er politikerne nødt til at erkende, at kultur ikke bare er noget, man bliver ’iført’, når man træder ind over et lands grænser. At mennesker ikke bare lægger deres kultur fra sig, når de rejser ud. Og at man ikke kan påtvinge mennesker værdier, som de ikke selv finder attraktive at leve efter.

Hvis ikke man ønsker mellemøstlige tilstande, må man stoppe tilstrømningen af mennesker fra Mellemøsten og hjemsende de mange, der er kommet på falske forudsætninger eller bryder loven.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Pernille Vermund

Leder af Nye borgerlige, skriver om Danmark i globaliseringens tid.

Hent flere