'Mormor-konventioner' skal ikke forpligte vore børn

Nordafrikanske migranter fragtes i hobetal over Middelhavet. Tæt ved Libyens kyst ligger NGO’ernes skibe klar til at overtage stafetten fra menneskesmuglerne og sejle illegale migranter til Europa. Og selv om al erfaring viser, at migranterne i flere generationer fremover vil føre massive kulturelle og økonomiske problemer med sig, så lader politikerne det ske.

For politikerne mener, at forældede konventioner er vigtigere end Europas fremtid, frihed og sikkerhed.

Mine bedsteforældre blev født i årene mellem 1912 og 1930. I tiden for Titanics forlis, første verdenskrig og krakket på Wall Streets børs. De voksede op og blev præget af depressionen i 30´erne og besættelsen under 2. verdenskrig.

Det var deres verdensbillede. Automobilets barndom, de første flyvepionerer, telefon og dampradio.

Efter 2. verdenskrig flyttedes grænser, og ødelæggelse prægede store dele af Europa. Sult og hungersnød skabte katastrofale forhold i vores nabolande. Sygdom og smittefare var en latent trussel i nærområdet. Og store civilisationer var brudt sammen på de godt tredive år, der gik fra 1914 til 1945.

Flygtningeproblemet i Europa var enormt, og alle lande var dårligt rustede til at tackle det. Man søgte en løsning på fremtidige problemer solidarisk mellem landene. Efter gensidigt forpligtende regler ville man hjælpe Europas flygtninge.

Det var tiden før fjernsyn, en tid, hvor en transatlantisk flyvebillet kostede en halv årsløn, en tid uden motorveje og turisme, en tid hvor det at rejse var forbeholdt sømænd og rige erhvervsfolk. Verden var helt anderledes i årene efter 2. verdenskrig. Det samme var de problemer, som politikerne skulle håndtere.

Derfor blev Flygtningekonventionen, som Danmark ratificerede i 1952, betragtet af så ’ringe omfang for Danmark’, at statsministeren ikke engang forelagde Folketinget spørgsmålet om at tiltræde den.

Jeg har desværre ikke mulighed for at spørge mine bedsteforældre. Men jeg er ret sikker på, at ingen af dem dengang havde forestillet sig, at Flygtningekonventionen skulle have karakter af Moses stentavler og stå til evig tid. Tværtimod. Havde mine rationelt tænkende, borgerlige bedsteforældre set, hvordan politikerne i dag lader vores frihed og folkestyre glide os af hænde ved at holde konventionerne hellige og uforanderlige, så er jeg ret sikker på, at de ville have sat sig det imod.

Hellige skrifter hører religionen til. Hver religion har sine fundamentalister, der tror på det guddommelige og evigt gyldige i skrifter, forfattet i svundne tider.

Modsat beskytter det demokratiske system borgerne således, at man til alle tider kan forandre regler og love, så de er i overensstemmelse med, hvad flertallet anser som hensigtsmæssige løsninger på tidens problemer.

Vi lever i et demokrati. Det er derfor vores ansvar at tilpasse landets love til de samfundsmæssige udfordringer, som udviklingen medfører. Og da et flertal af politikerne i Folketinget ønsker at udvise kriminelle udlændinge og stoppe tilstrømningen af uintegrerbare migranter, så bør de finde modet og viljen til at:

- udtræde af Flygtningekonventionen og indføre asylstop

- udvise kriminelle udlændinge – konsekvent og efter første dom

- stille krav om selvforsørgelse til alle udlændinge, der opholder sig i landet.

At politikerne krampagtigt fastholder forældede konventioner, som åbenlyst ødelægger vores samfund, er lige så tåbeligt, som hvis vi bandt vores børnebørn op på, at de i 2080 skal leve med de problemer, som deres tid bringer, blot for at bevare love, som løser vor tids problemer.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Pernille Vermund

Leder af Nye borgerlige, skriver om Danmark i globaliseringens tid.

Hent flere