EU's 'Merkelige' flygtninge- og migrationslogik

Har du også bemærket, at der er noget helt og aldeles ulogisk, når EU-systemet skal forholde sig til flygtninge- og migrationskrisen?

Her tænker jeg hovedsageligt på, hvor meget kritik EU-systemet spyer ud over lande, som Østrig og Ungarn, når de gør det eneste rigtige - at sætte en bremse i migrationsstrømmen ved at indføre grænsekontrol. Forrest i koret af de forargede stemmer findes den tyske kansler Merkel, men også den svenske statsminister Löfven kan høres.

Få kan dog lyde mere forargede end EU-kommissionsformand Jean Claude Juncker.

Men historien slutter ikke her, langt fra. Merkel og Löfven har indført grænsekontrol, selvom de begge har talt højt og forarget, når Ungarn og Østrig har gjort det samme, hvilket for mig er en 'Merkelig' logik.

Det bliver endnu mere uforståeligt, når kansler Merkel tager til Tyrkiet for at få landet til at gøre det 'beskidte arbejde' og holde migrationsstrømmen tilbage. Den ellers humanistiske og ejegode kansler Merkel ser ingen problemer i at lade præsident Erdogan, som med hård hånd fængsler folk fra oppositionen, håndtere flygtninge og migranter.

Alt imens Merkel fordømmer Ungarn og landets ministerpræsident Viktor Orbán, laver hun altså selv aftaler med den tyrkiske præsident, Erdogan, som ikke kan score højt på Merkels egen humanitære målestok. Man kan kun blive forundret.

Et andet interessant spørgsmål er: Hvad er forskellen på, at den italienske og den libyske kystvagt sejler migranterne tilbage?

Det er kun positivt at have aftaler med landene, hvorfra migranterne ankommer til EU. Jo flere bindende aftaler, desto bedre. Derfor er der god baggrund for EU's bestræbelser på at få den libyske kystvagt til at sejle migranter tilbage til Libyen. Dog er det en aftale, som både EU og Italien for længst skulle have fået på plads. Forhandlingerne med Libyen er brandvarme i disse dage.

Indtil nu har den italienske kystvagt sejlet migranterne til Italiens kyst, hvorefter migranterne tit og ofte forsvinder på deres videre færd op gennem EU. Igen undres jeg over EU's mærkelige logik: Hvorfor sejler italienerne ikke automatisk migranterne tilbage til Libyens kyst i samarbejde med landets kystvagt?

Hvad er den reelle forskel på, at det er en libysk kystvagt, der er betalt, udrustet og reelt drevet af EU, der gør det, fremfor en italiensk kystvagt? Det ligner en absurd paradeforestilling, når EU med den ene hånd fordømmer sine egne lande for at lukke af for migranterne, mens den anden hånd får diktaturstater til at gøre det samme.

Migrationskrisen er så langt fra drevet over.

EU kan på mange måder sammenlignes med en synkende skude. Det er desværre en realitet, som er 100% selvforskyldt. Hvorfor kan EU-toppen ikke blot erkende, at EU ikke kan klare det stadig stigende migrationspres fra den tredje verden? Selvom 2016 blev et nyt rekordår ift. flygtninge- og migrationspresset fra Afrika og Mellemøsten, vil tallene fortsat stige pga. de store ungdomsårgange i den del af verden.

Jeg ryster på hovedet af EU's lederskab i disse år, herunder den danske regering, der fortsat holder fast på at følge nogle naive tolkninger af flygtningekonventionerne fra 1950’erne. De må snart indse, at befolkningen har fået nok af EU's lederskab og dens 'Merkelige' logik.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Peter Skaarup

Gruppeformand i Dansk Folkeparti, skriver om politik og samfund.

Hent flere