Regeringen må gribe ind i Vollsmose nu!

Som følge af fremragende journalistisk indsats af Ekstra Bladet, bliver det nok engang dokumenteret, at tilstandene i Vollsmose er dybt uacceptable.

Beretningen om, at to kvinder, der lever i et parforhold med et fælles barn i indvandrerbydelen, og udsættes for chikanerier pga. deres seksualitet, er kulminationen på mange negative beretninger fra Vollsmose.

For ganske nylig kom det frem, at selv Dyrenes Beskyttelses kvindelige, frivillige, bliver overfaldet i Vollsmose. Black Armys kontrol med hele eller dele af Vollsmose er også alment kendt, såvel som de hyppige uroligheder, når eksempelvis politiet forsøger at passe deres arbejde i bydelen, der bebos af mange indbyggere med indvandrerbaggrund.

Historien om de to kvindelige kærester og deres fælles barn, der føler sig utroligt bange i Vollsmose, kan læses her.

Det er jo ikke bare ufatteligt udansk at forfølge mennesker pga. deres seksualitet; det er også decideret primitivt og ondskabsfuldt. Som situationen er nu, må vi desværre nok erkende, at politiet og de sociale myndigheder reelt ikke formår at beskytte minoriteter tilstrækkeligt mod islamistiske bøller og bandemedlemmer i indvandrertunge bydele som Vollsmose.

Selv Odenses borgmester må nu være under konstant politibeskyttelse pga. truslerne mod hans person, der udgår fra miljøet i og omkring Black Army. Selv samme Black Army er tilsyneladende lige blevet forstærket med op til ti tidligere islamistiske krigere fra borgerkrigen i Syrien, som har været nede og slås for Islamisk Stat.

Regeringen må vise handlekraft og rydde op i Vollsmoses kriminelle miljøer.

I Dansk Folkeparti har vi i årevis stået til lyd for, at skiftende regeringer skal sætte langt, langt hårdere ind mod kriminelle indvandrere, så de ikke får magt og kontrol  - og i det hele taget ikke får ødelagt idyllen og sammenhængskraften i Danmark. Det har desværre ikke for alvor hidtil været muligt at få hverken denne regering og slet ikke den socialdemokratisk/radikale førhen, til at indse, hvor afgørende det er at gøre op med parallelsamfundene, herunder ekstremistiske imamer og banderne, der i skøn forening synes at ville styre begivenhedernes gang i indvandrerghettoerne.

Sagen er den helt simple, at vi ikke for alvor får ryddet op blandt de kriminelle i Vollsmose og lignende steder, hvis ikke vi får udstationeret mere politi i ghettoerne, får sat straffene op for organiseret kriminalitet, samt sidst, men ikke mindst, får gjort det langt nemmere og hurtigere at få udvist udenlandske kriminelle ved dom.

Når to kvinder med et lille barn ikke kan leve i fred, en kvindelig frivillig fra Dyrenes Beskyttelse ikke kan redde en hjælpeløs kat og en borgmester ikke færdes uden politibeskyttelse i Odense, så burde det stå klart, at bægeret er mere end fyldt. I mine og Dansk Folkepartis øjne bør det være den fornemste pligt at sikre, at dansk lov og ret gælder i alle dele af Kongeriget, herunder Vollsmose.

Jeg deler således justitsministerens raseri over den nuværende situation i Vollsmose, men det får regeringens manglende handlekraft til at virke endnu mere i øjnefaldende al den stund, at det kun bliver ved snakken og den udtrykte frustration.

Så kære justitsminister Søren Pape (K) og resten af VLAK-regeringen, vil I, eller vil I ikke støtte Dansk Folkepartis forslag til at øge politiindsatsen i Vollsmose, øge straffene for bandekriminalitet endnu mere og ikke mindst udvise kriminelle udlændinge permanent?

Hvis ikke regeringen sikrer tilstrækkelige ressourcer til politiet og den helt nødvendige kædestramning, er konsekvensen, at vi reelt opgiver at holde ro og orden i Vollsmose og lignende indvandrertunge bydele i Danmark, hvilket vil være dybt uansvarligt.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
Dit fulde navn vil blive vist når du kommenterer på Opinionen!
Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Peter Skaarup

Gruppeformand i Dansk Folkeparti, skriver om politik og samfund.