Drop snakken om tabermænd

En ny tids kønsroller ser lige nu dagens lys.

På den ene side har vi vores tids helt: En power woman med et stålfast blik og stærke overarme tydeliggjort af oprullede skjorteærmer, der står klar til at møde enhver udfordring på sin vej. You go sister!

På den anden side har vi tabermanden. Man ser ham for sit indre øje: usoigneret, uuddannet, ølvom – alt det der afspejler en mand, der ikke evner at leve op til sin manderolle i det moderne samfund.

Men helt seriøst: Det er for dumt at stemple en hel generation af mænd som tabere, fordi kvinder har fået medvind på ligestillingen.

Før vi går videre skal én ting slås fast: Der er fortsat store ligestillingsproblemer her til lands, og hele symbolikken omkring den stærke kvinde er netop opstået, fordi kvinder oplevede og stadig oplever en uretfærdig modgang i livet som følge af deres køn. Men fordi kvinder nu er stærkere end nogensinde før, betyder det jo ikke, at vi nu skal til at se mændene som tabere.

Det er åbenlyst, at mænd også er ramt på kønnet. Dem, der klarer sig dårligst i skolen, er drengene, mænd har dårligere helbred end kvinder og får generelt mindre hjælp til at løse deres livskriser – noget der tydeligst giver udslag i selvmordsstatistikkerne. Fire ud af fem danskere, der begår selvmord, er mænd.

Men ét er at tale om de problemer, mænd bliver ramt af. Noget andet er at klassificere dem som tabere. For selvfølgelig har det en betydning, hvordan vi snakker om mænd. Ord skaber virkelighed!

Når '12-talspige' er blevet en fast del af ordforrådet, lægger det ikke alene pres på pigerne i skolen, men stempler også drengene, som nogle, der klarer sig knap så godt. Det samme gør sig gældende i tabermands-debatten.

Det ene problem ved 'tabermænd' er, at begrebet er et uskønt sammensurium af alle negative karaktertræk samfundet ikke bryder sig om: Du kan blive stemplet at være tabermand, hvis du kan lide røde pølser og fodbold, men også hvis du virkelig kæmper med store problemer som hjemløshed eller depression. Problemet er, at dem, der reelt kæmper med store ting, bliver druknet i en tabermands debat, der mere handler om maskulinitetskritik end at yde omsorg for mennesker, der ofte er glemt i debatten.

Det andet - og meget værre -problem er ideen om, at mennesker er 'tabere'. Mænd med problemer i deres liv – uanset om de så er ufaglærte, er overvægtige eller noget helt tredje - er sgu da ikke tabere, og skal ikke omtales sådan. Vi kan ikke bare putte alle mænd med problemer i én kategori, og så gøre dem alle til tabere. Tværtimod.

Vi skal tale mere om de problemer mænd står med i dag. Men vi skal gøre det ud fra de konkrete problemer mændene står med, og ikke gøre det til et problem med mænd som helhed. Det kræver, at vi lader være med at se alting som en bekræftelse af vores stereotype forestilling om power-women og tabermænd.

Så lad os nu droppe at tale om mænd som tabere i samfundsspillet, og i stedet tale om dem som det, de nu engang er: Mænd. På godt og ondt. Nogle med store problemer, andre med små. Men aldrig tabere. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Rasmus Brygger

Forhenværende formand for Liberal Alliances Ungdom, skriver om politik og velfærdsstat.

Hent flere