Gymnasiers drukforbud pakker de unge ind i vat

En stor del af det at gå på gymnasium er at lære at blive voksen. Læringen er ikke kun det, der sker i timerne, men i høj grad også det sociale liv på gymnasiet. Her lærer man at omgås mange forskellige slags mennesker, indgå i forskellige sociale dynamikker, og vigtigst af alt: Man lærer at tage ansvar – her er der ikke nogen klasselærer, der tager dig i hånden og sætter faste rammer for hvert et minut.

Det med frihed under ansvar skal dog tages med et gran salt, i hvert fald hvis man spørger flere af landets gymnasierektorer.

Efter en lidt for våd gymnasiefest i Dyrehaven sidste år med alkoholforgiftning, hærværk og ballade, har 12 gymnasier lavet et nyt alkoholkodeks under navnet 'Vi tager ansvar'. Det kan da godt være, at gymnasierne mener, at de tager ansvar, men det ansvar de tager på sig, fratager de deres elever.

Det nye kodeks betyder blandt andet, at al alkohol er forbudt på studieture, at de unge ikke må møde berusede op til gymnasiefesterne, og at der til festerne kun må serveres drinks med maks. 5 % alkohol. 

Til at kontrollere eleverne har man erhvervet et arsenal af alkometre, som skal anvendes til at holde styr på elevernes alkoholforbrug.

En bekendt gymnasieelev beskrev, hvordan deres rektor har advaret om, at eleverne nu bliver udsat for alkoholtest under den årlige idrætsdag. Hvad er det for en syg kontrolkultur, gymnasieledelsen lægger for dagen? 

De fleste vil jo nok være enige i, at der skal være straffe til elever, der møder stangstive op til timerne, eller hvis de er helt vanvittige til festerne. Men indførelsen af sådan en kollektiv afstraffelse af eleverne lærer dem jo præcist det modsatte af at tage ansvar.

Drukforbud er en anden måde at fortælle eleverne på, at de voksne ikke har tillid til, at de kan tage ansvar for sig selv, og derfor pakker dem ind i vat i den tid, hvor det allervigtigste ellers er, at de lærer at stå på egne ben.

I et samfund, hvor vi 24-7 er omringet af love og regler ned til mindste detalje, kunne man jo håbe, at vi lærte samfundets unge, hvordan man selv tager ansvar for sit liv. Men også her kan man nu erfare at kontrol- og tryghedssygdommen fra det øvrige samfund er sivet gennem sprækkerne i gymnasierne som en af frisindets sidste bastioner.

En afgørende del af det at vokse op er, at der er plads til at fejle. Plads til at gøre ting, man stadig kan blive pinligt berørt over 10 år senere. Plads til at drikke sig stangbacardi, og blive straffet med to dages tømmermænd, hvor man end ikke evner at kravle ud af sengen. Får man ikke plads til at fejle, vokser man ikke.

Det er ikke med milimeterkodekser, at du lærer unge mennesker at tage ansvar for deres eget liv. Hvis de ikke får serveret alkohol på skolen, skal de nok smugle det ind eller drikke det andet steds. Hvis de bliver kontrolleret for alkoholpromiller, erstatter de måske bare øllen med en joint.

Som dannelsesinstitutioner burde gymnasierne vide bedre. Tal til jeres elever som de unge voksne, de er. Fortæl dem om skadevirkningerne ved at drikke. Straf dem, der går for langt. Men lad derefter de unge lære sig selv at sætte grænserne i livet. Bliver I ved at sætte grænser på vegne af jeres elever, vokser de op som mennesker, der kontinuerligt er afhængig af at andre sætter grænser.

Kære gymnasier, I tager ikke ansvar ved at møde de unge med forbud. I skaber bare unge mennesker, der aldrig vil lære at tage ansvar.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Rasmus Brygger

Forhenværende formand for Liberal Alliances Ungdom, skriver om politik og velfærdsstat.

Hent flere