Lad de rige beholde mere selv

Det er åbenbart en upopulær holdning. Men jeg har intet problem med, at rige skulle betale mindre i skat.

Med undtagelse af et par enkelte arvinger mv., så er folk jo rige, fordi de leverer noget, der skaber værdi for andre end dem selv. De kan have startet en virksomhed. De kan drive et medie som Ekstra Bladet. De kan være direktør i en virksomhed.

Man skal naturligvis ikke gøre menneskers værd op i penge – og uanset om vi taler om rengøringsassistent eller direktøren har de jo samme værd som menneske. Men deres arbejdsindsats har forskellig økonomisk værdi – og derfor bidrager direktøren også mere til at opretholde vores høje velstand end rengøringsassistenten.

Det er ikke til at komme uden om.

Hvorfor? Fordi han udfører et arbejde, de færreste af os vil kunne. Vil du eksempelvis kunne fastsætte og gennemføre en strategi for en virksomhed som Novo Nordisk med 41.000 ansatte i hele verden, sørge for, at der bliver udviklet ny medicin, og at det samtidig kan betale sig for aktionærerne, at de har investeret i medicin? Jeg ved i hvert fald, at jeg ville være latterligt ukvalificeret til den type job.

Man kan mene, at det er uretfærdigt, at nogle mennesker lever et liv, hvor de kan arbejde som direktør, mens andre må arbejde på gulvet. Men den slags ulighed er altså ikke alene et resultat af held, naturgivne talenter eller privilegier. Det vil være tudetosset at sige, at man alene bliver rig på grund af flid. Men det modsatte er også tilfældet:

Jeg kender ingen, der er nået så langt økonomisk uden både at arbejde sindssygt hårdt og tage langt flere risici, end vi andre er villige til.

Måske skyldes modstanden mod lettelser af skatten i toppen, at de bonede gulve på direktørgangen er langt væk fra de fleste danskeres hverdag. Det kan være svært for de fleste reelt at forholde sig til, hvad en direktør går og laver.

Men hvis vi nu bevæger os ind i fodboldens verden, forholder det sig anderledes. Christiano Ronaldo har en nettoværdi på godt 600 millioner kroner. Selvom de fleste nok har svært ved at forholde til sig et så astronomisk beløb, så har de fleste en forståelse for, at Ronaldo selvfølgelig får en del mere i lønningsposen end en blegfed amatørfodboldspiller fra Lolland.

For det første fordi høje lønninger skaber god grund for andre fodboldsspillere til at blive lige så dygtige som Ronaldo. Og for det andet fordi vi et eller andet sted også har det sådan, at det sgu er fair nok, at dem der leverer mest på fodboldbanen, også er dem, der bliver belønnet mest. Også selvom der som resultat til tider kan være langt fra top til bund.

Det betyder ikke, at vi skal glemme samfundets udsatte, men let's be real: Vi er et af de lande i verden, der omfordeler flest penge gennem skatter. Og så stor omfordeling er hverken økonomisk sundt - eller fair. Heller ikke for dem på bunden af samfundet, der er dybt, dybt afhængige af, at vi har en sund økonomi.

At kalde - i det store billede - ret begrænsede skattelettelser for en 'Lamborghinireform' er et trist billede på debattens tilstand i Danmark. For der bør altså være plads til at snakke om, at dem der tjener mest, også bør belønnes for at bidrage mest til fællesskabet - og ja, det er så meget andet end de enorme summer, de betaler i skat.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Rasmus Brygger

Forhenværende formand for Liberal Alliances Ungdom, skriver om politik og velfærdsstat.

Hent flere