En snedig statsminister?

 SPILLER DET OVERHOVEDET nogen rolle, at venstremanden Esben Lunde Larsen blev fyret som fiskeriminister, og at posten i stedet gik til hans partifælle Karen Ellemann, der i forvejen var nordisk minister og minister for ligestilling? Det er umuligt at se nogen form for sammenhæng mellem de tre områder, og det har længe været kendt, at Karen Ellemann i realiteten ikke havde meget at tage sig til. Nu får hun så fiskeriet, fordi hendes partifælle Esben Lunde Larsen var på vej til at få et flertal mod sig i Folketinget.

Statsminister Lars Løkke viste ved fyringen, hvad det var, der var på spil. Dels selvfølgelig et vredt flertal i Folketinget, men først og fremmest var Rigsrevisionen på vej med en sønderlemmende kritik.

DEN ER ENDNU ikke offentliggjort, og forløbet demonstrerede den praksis, der er i Rigsrevisionen, nemlig at de berørte ministerier får rapporten til gennemsyn, før offentligheden får kendskab til kritikken.

 Det var altså åbenlyst for Lars Løkke, at der ville komme nye gode argumenter til Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for, at Esben Lunde Larsen ikke duede på posten som fiskeriminister.

LARS LØKKE har tidligere med held anvendt en lignende metode i forhold til Rigsrevisionen og statsrevisorerne, da han havde favoriseret privathospitalerne. Han gik ud i et frontalt angreb på Rigsrevisionen, da han fik rapporten til gennemsyn, og før den var offentliggjort. Det så ikke kønt ud, for Rigsrevisionen er der for at holde øje med ministre, og der var stærk kritik af Lars Løkke. Værre blev det, da hans regeringsfæller, som var statsrevisorer, ikke kunne blive enige med de andre statsrevisorer om at udtrykke en skrap kritik af overbetalingen. Er det noget at tage sig af? Ja, det er det, fordi statsrevisorerne netop skal handle uafhængigt af deres parti, og de er sikret den uafhængighed ved, at de ikke kan fyres i valgperioden.

 Denne gang kunne statsministeren ride stormen af ved at fyre sin fiskeriminister. Han behøvede ikke at angribe Rigsrevisionen, og han kunne igen handle, før Folketinget, statsrevisorerne og andre vidste, hvad der stod i kritikken.

DF HANDLEDE KLOGT, da de afviste at lave et forlig med Venstre for at redde ministeren. Bagefter ville de så skulle forholde sig til Rigsrevisionens kritik. Og det har været opmuntrende at se socialdemokraternes Simon Kollerup angribe statsministerens praksis, der betyder, at hverken Folketinget eller statsrevisorerne kender kritikken. 

DET SKAL BLIVE SPÆNDENDE at se, om Venstres statsrevisor har mere mod til at kritisere sin partifælle, den tidligere fiskeriminister, end hans partifælle havde, dengang det drejede sig om overbetaling af privathospitalerne og Lars Løkke selv. Men i det lange løb er Rigsrevisionen nødt til at overveje sin praksis, for noget tyder på, at statsminister Lars Løkke ikke respekterer deres kontrol.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Ritt Bjerregaard

Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.