Lad os hjælpe de unge

  • Ritt Bjerregaard opfordrer René Christensen
til et samarbejde med Socialdemokratiet.
Foto: /Ritzau/Jens Dresling
Ritt Bjerregaard opfordrer René Christensen til et samarbejde med Socialdemokratiet. Foto: /Ritzau/Jens Dresling

Kære René

Det er tid for finanslovsforhandlingerne, hvor du som finansordfører for Dansk Folkeparti deltager.

Jeg har glædet mig over, at både dit og mit parti lægger hovedvægten på velfærd og ikke på skattelettelser – og slet ikke på lettelser til dem, der i forvejen har mest.

Og I understreger med rette, at der mangler penge til at hjælpe dem, der har brug for det.

I ER ENIGE om, at der skal penge til at hjælpe de gamle, som har svært ved at klare sig i dagens Danmark, og I har blik for, at sygehusene er hårdt pressede.

Begge partier vil af med den to procent besparelse, som virker helt urimelig i en tid med flere og flere ældre mennesker og også flere fødsler. Sygehusene har i forvejen en kæmpeudfordring med det nye it-system, som fjerner lægernes tid fra patienterne.

Det bliver spændende at se, hvad I kan få ud af finanslovsforhandlingerne, hvor dit parti spiller en mere afgørende rolle end Socialdemokratiet, fordi I er støtteparti for VLAK-regeringen.

JEG SAVNER RIGTIG meget din og dit partis stemme, når det gælder de unge, der skal i gang med en faglig uddannelse. Det drejer sig om mange unge.

Flere af dem er løbet sur i folkeskolens undervisning. De har brug for en uddannelse, der i højere grad lægger vægt på det håndværksmæssige. Dertil kommer, at noget tyder på, at der bliver stor mangel på håndværkere, når de gamle snart går på pension.

På finansloven vil regeringen igen spare flere hundrede millioner på erhvervsskolerne samtidig med, at vi ved, at erhvervslivet efterlyser flere faguddannede.

Det hænger overhovedet ikke sammen.

DU ER SELV fagligt uddannet som automekaniker, så du ved, at sådan en uddannelse er guld værd, og jeg tror, du er interesseret i, at flere unge vælger den vej, når de skal søge uddannelse. Hvis det skal blive muligt, skal der ske en ændring af finansloven. Besparelserne skal væk.

Skulle Dansk Folkeparti med dig i spidsen så ikke gøre fælles sag med Socialdemokratiet og dermed sørge for, at der bliver flere muligheder for de skoletrætte unge, og at erhvervslivet får den uddannede arbejdskraft, de har brug for?

Danmark har haft tradition for fagligt stærke håndværkere som murere, malere, tømrere, elektrikere, vvs’ere med flere – og så alle dem, der tager sig af omsorgen for både børnene og de gamle.

HER ER EN opgave, som regeringen slet ikke løfter. Statsministeren har sin LøkkeFond, og det er fint, men der skal mere til, og finanslovsforhandlingerne er et af de steder, hvor der kan skaffes penge til en indsats.

Her er en opgave, som jeg håber, du vil løfte, og jeg er sikker på, at du kan regne med Socialdemokratiet.

Venlig hilsen Ritt

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Ritt Bjerregaard

Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.