Palæo-feministerne fra mose-kussen

Det socialpædagogiske koryfæ, Hanne Reintoft, udtalte i et interview i Politiken 2. juli, at den privilegerede middelklasse på venstrefløjen, i forbindelse med ungdomsoprøret, var helt blottet for social indignation. Man havde kun et egentligt mål for oprøret, nemlig sig selv.

Som Reintoft udtrykker det:

’Under ungdomsoprøret var venstrefløjen belærende, bedrevidende og uden erfaringer med det liv, almindelige mennesker levede. Og nu gentager historien sig, for i dag er det stadig sådan, at når venstrefløjen råber op og vil problemer til livs, så er det den øvre middelklasses privilegerede dagsorden, der fylder i medierne’.

Reintoft har en sjælden indsigt i det danske samfunds skyggesider og ligestilling. Og Reintofts indsigt og historiske perspektiv trækker tråde til i dag, hvor det som sagt ikke er meget anderledes.

Nutidens prominente feminister, døtrene af middelklassens selvrealiserings-projekt, som siden har gjort sin egen historie til et selvforherligende heltekvad på linje med Gilgamesh, hænger stadig i skørterne på den mødrende kønsfilosofi og har egentligt ikke bragt noget nyt til bordet, bortset fra lidt slap garniture bestående af en dusk vegansk ungdomshus-retorik.

Reintofts svada fik mig til at tænke på en veninde, der engang fortalte mig om sin mor:

Moren var uddannet jurist og skulle i begyndelsen af 1970’erne realisere sig selv. Hun efterlod mand og børn i hjemme villaen i Humlebæk og tog på ø-lejr for kvinder. Ved ankomsten valgte hun at melde sig til en nøgen-yoga-klasse i en lummer indianertipi. Hun vidste dog ikke, at flere af de splitternøgne kvinder i alle aldre og former sværgede til filosofien om, at ‘kussen’, som det konsekvent hed, var et magisk og selvrensende organ, der ikke tålte vand og sæbe. Filosofien var medvirkende til en ret ‘fortættet stemning’ i det indelukkede kvindefælleskab under teltdugen.

Jura-mor var tilbage i Humlebæk, inden solen igen rejste sig over Øresund. Hun svor, at hun aldrig igen skulle en tur i telt sammen med de ‘mose-kusser’ – hendes eget udtryk, muligvis inspireret af det berømte kvinde-kollektiv ’Kusse-mosen’ i København.

Anekdoten er fascinerende i sig selv, men ‘mose-kussen’ spøger fortsat. Jura-mors beretning belyser både ungdomsoprøret og kvindekampen på den akademiske venstrefløj, præcis som Reintoft udtrykker det. Som et navlebeskuende og kropsfikseret projekt, hvor hele præmissen grunder i en akademisk vulgærmarxisme, der opererer med et stærkt ekskluderende pirat-sprog, som dengang holdt arbejderklassens kvinder ude, mens det i dag holder indvandrerkvinder uden for.

Den tiltagende hysteriske optagethed af egen krop og andre kvinders krop, og den kontinuerlige tilstræbelse, at kvindekroppen bør befinde sig i et særligt ekvilibrium af ‘naturlighed’, forestiller jeg mig må være ekstremt stressende at være underlagt. Og det er en tendens, der har nået nye højder de seneste år.

Bogen ‘Vådområder’ (2009) af den kvindelige engelske forfatter, Charlotte Roche, er en sand tour de force i kropslige uhumskheder, kolporteret af den 18-årige hovedperson Helen. Som de skriver på litteratursiden.dk:

“Helen er 18 år, og ekstremt splittet. Hun er skilsmissebarn, det er én form for splittelse, men hun er også splittet mellem æstetik, kultur, kønsroller og sin egen nysgerrighed og grænsesøgende adfærd. Hun kan godt lide at fylde sin kusse op med vand, men kan ikke lide, at det så bagefter ser ud, som om hun har fået tis på tøjet, når vandet løber ud.”

Her i dette ny-feministiske hovedværk er intet for slimet, stinkende, blødende eller uvasket nok.

Uhyrlighederne blev senest fulgt op af bevægelsen for 'freebleeding', her i landet kropsliggjort af den blødende duo Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang, der tog sig ud som en usjov, vred komikerduo fra Østrig.

Selvfølgelig er det en forsvindende lille del af landets kvinder, der er enfoldige nok til bevidst at bløde sig gennem dusinvis af trusser, men det peger mod en ekstrem tendens. Hovedmålet synes at være, at kvinder helt skal droppe alle restriktioner på egne kroppe og deres funktioner for at realisere kvindekroppens ’naturlighed’.

Det virker som om, at kvinder, der hylder den omtalte ‘naturlighed’, har et behov for at gennemgå en slags lommefreudiansk re-infantilisering af egen krop og dens funktioner, for så at kunne genvinde kropsligt herredømme. Men i processen risikerer de blødende, behårede kvinder i deres aggressive stræben efter et kvælende anti-ideal at reducere egen eksistens og kønsfæller til ren krop.

Og der er et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem den verserende ’retro-feminisme’ og en anden populær vrangforestilling, der har hærget de senere år – nemlig den meget omtalte palæo-kur.

Kort fortalt er filosofien bag palæo-kuren, at vi som mennesker bliver usunde, tykke og ulykkelige pga. den moderne kost. Vejen til frelse går igennem at indtage en ’naturlig’ præ-historisk stenalderkost helt støvsuget for tilsætningsstoffer og kulhydrater. Som i f.eks. brød og pasta. Følg diæten - og du bliver ikke bare sund, men også fyldt til bristepunktet med et 100 pct. økologiske boblende moralsk overskud.

Og ligesom med palæo-diæten, virker det som om, at feministerne forestiller sig, at der må findes et givent nedslagspunkt i historien, hvor opfattelsen af kvindekroppen har haft en særlig, hellig ‘naturlighed’. Dette utopiske nedslagspunkt er palæo-feminismens hellige gral. Og dog bruger udøverne af 'freebleeding' og ukontrolleret hårvækst f.eks. gerne make-up og hårprodukter.

Det virker umiddelbart som en meget selektiv og relativistisk ‘filosofi’, hvis primære formål egentligt ikke er at frelse samtidens kvinder fra tyngende kropsidealer, men nærmere er et moralsk figenblad, der skal legitimere forsøget på at tvinge en modstræbende verden til at overgive sig til en lille gruppes særligt passivt-aggressive forestilling om kvindekroppen og subjektive idealer, som denne palæo-feminisme så efterfølgende vil have monopol på.

Palæo-feminismens endemål synes at være, at vi alle skal ende i nøgen-yoga teltet med de selvrensende ‘kusser’.

Men må vi ikke godt blive fri. Be be?

Kvinder må naturligvis ’freebleede’ så tosset de vil, blot de holder sig fra offentlige siddepladser. Men vi andre, mænd som kvinder, der ikke er enige i palæo-feminismen dogmer, må sætte spørgsmålstegn ved, i hvor stort et omfang vi ønsker at medvirke til denne gruppes kollektive illusioner, og hvordan man siger fra uden at blive skudt i skoene, at man kolporterer usunde kropsidealer og sårer folk.

Og det er humlen. Man bliver såret. Ingen er perfekt. Der har altid været uopnåelige idealer - også for mænd - se blot på den arketypiske fremstilling af mandekroppen i den klassiske græske/romerske skulptur.

Personligt må jeg klare mig igennem tilværelsen med vigende hårgrænse og 10 kilo, der bare ikke vil falde af sidebenene, men sådan er livets forfald.

Løsningen er ikke at fordreje hele verden til at acceptere og efterleve en udvalgt gruppes subjektive idealer. Jeg husker tydeligt min folkeskolelærer, ’Hippie-Laila’, der i 3. klasse indigneret udbrød ’Alle er lige pæne. Er I med!’ – det lo vi meget af dengang i sommeren 1981 – for vi vidste jo godt alle sammen, at det var løgn.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet