Her er Lotto-millionærernes lorteliv

Kaotiske og triste mennesker skal ikke regne med, at enorme gevinster kaster evig lykke af sig. Og elendige forbilleder er der nok af – lottomillionærer, der efter den første eufori synker ned i et luksuriøst morads af druk, narkomisbrug, død og ulykke

De vandt rigtig mange penge. Siden gik det ikke så godt...

En arbejdsløs 47-årig kvinde fra Helsingør vandt i februar 315 millioner kroner i Euro-jackpot. Det lykketræf sikrer forhåbentlig vinderen og hendes familie en eventyrlig og langt mere ubekymret tilværelse.

Rekordgevinsten er uden for kategori i Danmark. Men sporene fra Storbritannien og USA skræmmer. I de to lande skal man ikke lede længe efter eksempler på lotto-millionærer i samme klasse, som bittert har fortrudt, at de nogensinde købte en lottokupon.

Fælles for de fem skæbnehistorier, EKSTRA dykker ned i herunder, er, at for Michael, Andrew, Callie, Urooj og Keith åbnede de ubegribeligt mange hurtige penge efter en kortvarig, euforisk lykkerus for en brutal, menneskelig nedtur med skilsmisse, kriminalitet, ensomhed, druk, død og ulykke.

To er blanket af, en tredje har mistet sin datter og sit barnebarn, en fjerde er dræbt, og den sidste er død af stress og druk.

Suk: Endnu større problemer
Det paradoks, at en del lottovindere forpasser muligheden for at få et lykkeligere liv, har også interesseret forskerne, og i store baggrundsartikler og med udspring fra en undersøgelse på University of California i 2008 er britiske BBC og amerikanske Forbes Magazine nået frem til en entydig pointe:

Pludselig rigdom forstørrer ens udfoldelsesmuligheder, men i det lange løb ændrer pengene ikke ens velbefindende. Folk, som før nærede mistillid til deres familie og venner, og som i store træk var ulykkelige og dårlige til at administrere penge, får kun endnu større problemer, hvis de kommer til hurtige penge i den helt store millionklasse.

Millionerne har tendens til at forstærke vindernes helt grundlæggende følelse af lykke eller ulykke og evne til at undgå eller rode sig ud i et økonomisk kaos. I Florida, USA, er forskere nået frem til, at dobbelt så mange lottovindere går fallit end gennemsnittet af den brede befolkning.

Det underbygges også af psykologiske analyser blandt lottovindere hos Illinois State Lottery i USA. De oplevede typisk en stærk, umiddelbar lykkefølelse. Men efter få måneder var de ikke mærkbart mere tilfredse med deres liv end folk, som i den samme periode havde været udsat for en alvorlig, invaliderende ulykke.

Det har, viser forskningen, gjort livet surt for mange lottomillionærer, at de ikke rigtig under sig selv den uventede rigdom og succes. Ofte nages de af selvbebrejdelser og en følelse af, at de ikke har gjort sig fortjent til strandvejsvillaer, luksusrejser og sportsvogne.

Rejs væk fra nasseprinser
Gode råd er der ellers nok af. Den britiske lotteri-gigant Camelots konsulent Dot Renshaw anbefaler, at vindere af store beløb tager en lang ferie til en ukendt destination, hvor de kan sunde sig i sikker afstand af nasseprinser, som gerne vil indynde sig.

I det hele taget er det efter hendes mening en god idé at undgå hastværk, men tage sig god tid til at mødes med finansielle og juridiske rådgivere.

Dot Renshaw er også tilhænger af, at lottomillionærer husker at forkæle sig selv. Samtidig bør de fastholde gamle venskaber og være klar til at skille sig hurtigt af med rygklappere. 

De råd prellede af på Keith Gough, Andrew Whittaker, Urooj Khan, Michael Collins og Callie Rogers. De smilede til fotograferne, da de modtog millionerne. Men da det kom til stykket magtede de ikke andet end at købe business class-billetter til et lorteliv.

Kilder: Ekstra Bladet, Verdens Gang, New York Times, Daily Mail, Time Magazine og Closer Magazine.

* * *

Nu er Michael en fattigrøv igen

 

Michael Carroll, 32 år

Storbritannien

Gevinst: 111.791.229 kr. (2002)

Besindige rådgiveres advarsler prellede fuldstændig af på den 19-årige Michael Carroll, da han i 2002 ramte plet i den britiske udgave af National Lottery.

Kongen af ghettoen (King Of Chavs), som medierne døbte ham, kom fra en baggrund med en kriminel, afdød far, skiftende voldelige stedfædre, en dom for butikstyveri og en damp-diagnose, og han forlod folkeskolen uden at kunne læse.

Nu kunne den 19-årig knægt pludselig købe sig en fremtid uden økonomiske bekymringer. Men det magtede han ikke. Han foretog et par mislykkede investeringer og forærede formuer til sin mor, en tante, en søster og nære venner – og så væltede han sig ellers i euforiserende stoffer, smykker, dyre damer og den største, sorte Mercedes, han kunne opstøve.

Daily Mail har rapporteret, at han på et tidspunkt brugte tusindvis af kroner dagligt på kokain, og at han weekend efter weekend var vært for fester i sit luksuriøse landsted i Swaffham i Norfolk.

Stedet blev beskyttet af fem rottweilere, som dog alle blev dræbt med kniv, da deres ejer kom i kløerne på pengeafpressere. Dyremishandlerne fik angiveligt et mindre millionbeløb ud af anstrengelserne.

Han blev frakendt kørekortet som 21-årig og fik senere samfundstjeneste for – i døddrukken tilstand og fra sin sorte Mercedes-limousine – at have affyret stålkugler mod tilfældige biler og huse. Noget gadeuorden udløste senere ni måneders fængsel, og til dato har han skrabet i alt 42 kendelser og domme til sig.

Omkring 2013 meldte BBC, at næsten hele Carrolls formue var væk. Det samme er hans hustru Sandra og datteren Brooke, som ikke orkede at leve i Michaels tempo.

Kongen af ghettoen vendte en overgang tilbage til det skraldemandsjob, han forlod, da han pludselig blev ufatteligt rig. 

Michael Carroll ernærer sig i dag som fabriksarbejder i en skotsk provinsby.

* * *

Rig bagersvend døde af druk

 

Keith Gough, 58 år (død i 2010)

Storbritannien

Gevinst: 100.342.800 kr. (2005)

Lykken er ikke nødvendigvis en fuldfed bankkonto. Den lære blev ond virkelighed for Keith Gough. 

I april 2010 drak og stressede den 58-årige, tidligere bagersvend sig ihjel på bunden af en brutal menneskelig nedtur fem år efter at have vundet topgevinsten på 100 millioner kroner i National Lottery.

– Kunne jeg kravle tilbage på glasskår til det sted, hvor jeg var, ville jeg gøre det. Lotteriet har smadret vores liv, sagde en ensom, alkoholiseret og ruineret Keith Gough et år før sin tidlige død i et interview med avisen News Of The World.

Den 58-årige lotto-vinder endte sine dage i den lille, engelske by Bridgnorth i et lejet værelse.

Dødsårsag: Leverskader og hjertestop som følge af druk. 

Der var ellers ingen ende på glæden, da Keith og hans daværende hustru Louise fejrede deres held i 2005. 

På det tidspunkt fremstod de som et lykkeligt par med 25 års ægteskab bag sig og en uproblematisk tilværelse. Keith Gough var glad for sit job og nød at slappe af med fluefiskeri.

– Mit liv var fantastisk, og jeg var virkelig forelsket i Louise. Men lotteri-gevinsten ødelagde det hele. Hvad er fidusen ved at være rig, hvis det betyder, at man går grædende i seng, lød Goughs klagesang fire år senere.

I mellemtiden var ægteskabet gået i stykker. Pengene steg ifølge engelske medier den nyrige mand til hovedet, hvorimod Louise var mere fornuftig. Hun er stadigvæk en formuende kvinde. 

Keith Gough ofrede formuer af sin andel af lotto-gevinsten på en ny BMW-limousine, en ti-millioner kroners luksusvilla, væddeløbsheste og en personlig lounge til favoritholdet Aston Villas ligakampe.

Han hyrede en gartner og en privatchauffør og kom i kløerne på griske fupmagere, der hjalp med at gøre indhug i hans bankkonto.

Lotto-vinderens vej ud af krisen var et massivt alkoholmisbrug. Det blev for meget for Louise, som slog hånden af Keith.

Det forliste parforhold satte for alvor kursen for Keith Goughs dødsrute. I desperation indrettede han sig med en fast callgirl, og jobbets rutine og samvær med venner og naboer blev erstattet af en destruktiv eremit-tilværelse.

– Jeg begyndte at bruge, bruge, bruge. Jeg har drevet alle mine venner væk. Jeg stoler simpelt hen ikke på nogen mere, forklarede han News Of The World.

Resten af hans livshistorie handlede om kedsomhed og ensomhed og druk.

Keith Gough efterlod sig ved sin død en formue på 16,5 millioner kroner på en bankkonto.

* * *

Milliardær går i hundene

 

Andrew Whittaker, 67 år

USA

Gevinst: 2.370.000.000 kr. (2002)

Juleaften 2002 vandt entreprenøren Andrew Whittaker, hvad der dengang var en rekordgevinst på næsten 2,4 milliarder kroner, og der var ingen ende på den 67-årige amerikaners lykke. Han var gift med sin ungdoms kærlighed, havde en datter og et barnebarn og var en forretningsmæssig succes.

Mr. Whittaker havde overskud til at donere betydelige formuer til godgørende formål og forære den ekspedient, der solgte ham det heldige lod, et kontantbeløb, en ny bil og et hus.

Men snart begyndte det hele at ramle. Hærget af juridiske og personlige kvaler begyndte han at drikke og køre spirituskørsel og frekventere dyre strippere. Han blev frarøvet et stort millionbeløb på en bar og var udsat for indbrudstyveri. Hans barnebarn døde af en overdosis, og fire år senere blev også hans datter Ginger fundet død.

– Jeg ville ønske, at jeg havde revet den lottokupon i stykker, sagde han efter datterens død.

* * *

Kun 20.000 kroner tilbage

 

Callie Rogers, 27 år

Storbritannien

Gevinst: 19.666.800 kr. (2003)

Den yngste millionvinder i engelsk lotto-industri nogensinde bliver aldrig et forbillede for andre, der kommer til hurtige penge.

Som 16-årig vandt Callie Rogers, hvad der svarer til over 19 millioner kroner i National Lottery, og hun tøvede ikke med at give den gas.

Callie har selv erkendt, at hun i løbet af få år spenderede to millioner kroner på kokain, og hendes investering i nye bryster var også mindre velovervejet, end hun kunne ønske sig i tilbageblik. 

I forløbet mistede hun forældremyndigheden over sine to børn, og først da stort set alle pengene var væk, begyndte hun igen at finde ro.

’Jeg er lykkeligere nu, efter jeg har brændt lotto-gevinsten af’, lyder hendes egen forklaring.

Callie Rogers har efter eget udsagn overvejet at begå selvmord flere gange.

I 2013 gik hun i gang med en uddannelse som sygeplejerske og kun havde, hvad der svarer til 20.000 kroner tilbage af gevinsten. Callie Rogers er nu gift med en brandmand og har fået yderligere et barn.

* * *

Lotto-gevinst var livsfarlig

 

Urooj Khan, 46 år (død i 2012)

USA

Gevinst: 6.065.500 kr. (2012)

Renseri-ejer Urooj Khan blev millionær, da han i 2012 vandt i Illinois Lottery. Den 46-årige muslim nåede aldrig at hæve summen, men stillede smilende op til fotografering og meldte ud, at et børnehospital skulle have en stor del af pengene.

Dagen efter var han død. 

I første omgang mente man, det var en naturlig død som følge af en blodåreforsnævring. Men Khans lig blev senere gravet op, og det viste sig, at han var offer for en dødbringende cyanid-forgiftning.

Pengene blev få uger senere udbetalt til repræsentanter for den afdødes bo. Efter en retssag blev det forrige år afgjort, at hans enke modtager en tredjedel af gevinsten og en datter fra hans første ægteskab resten.

Politiet i Chicago har efterforsket Khans død som en drabssag, men det er aldrig lykkedes at nærme sig en opklaring.

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Pernille Holbøll
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen