Poker: Jeg er doven

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Pokerspillere har et eller andet sted mange fællestræk med nogle af samfundets laveste fællesnævnere. Galninge, narkomaner, psykopater, sindssyge, ludere og lommetyve.

Et af de værste fællestræk er den apatiske ligegyldighed, der overskygger pokerspillerens tankegang, så snart han er bagud. ALT kan være lige meget -han skal bare blive ved med at spille.

Det er fuldstændig ligegyldigt, om han lider sultedøden eller er så tør i munden, at han får Sahara til at blegne, bare han kan få én hånd mere. Samtidig, hvis han endelig holder den fornødne pause, er oddsene for, at han ligger aflang på sofaen nærmest givet, og det hele munder ud i én ting: Pokerspillere er fucking dovne!

Kun betale sig at spille

Jeg ved ikke, hvordan det kan være, at samtlige gamblere lider af samme sygdom, men det virker, som om det er en tendens, der langsomt sniger sig ind på én, efterhånden som man vænner sig til at gamble livet væk én dag ad gangen.

'Det kan jo bedre betale sig at blive ved med at spille poker og så bestille mad online i stedet for at tage en pause og gå ned og hente det. Ud over det sidder jeg med en kæmpe tyr!'

Et eller andet sted er det rigtigt nok. Din timeløn kan beregnes ud fra antal spillede hænder til din givne winrate, og dermed tjener du så og så meget pr. hånd eller pr. time.

Dermed kommer du nemt frem til følgende konklusion: Det kan aldrig nogensinde betale sig at lave noget andet end at sidde foran skærmen og spille poker. Alt er andet er jo fuldstændigt uforsvarligt, for du tjener jo alle grynene ved at sidde ved computeren.

Såkaldt sygdom

Et eller andet sted er det alligevel en fejl-logik. Det kan ikke passe, at jeg er for doven til at hente min egen mad. For doven til at gå udenfor, når vejret er godt.

Jeg løfter aldrig noget tungt, medmindre jeg er oppe i træningscenteret. Jeg har taget mig selv i at stå i en situation, hvor jeg har betalt dobbelt for tingene blot for at undgå at høre på brok fra nogen.

Jeg hader at flyve. Hvis alt kunne blive indrettet efter mit forgodtbefindende, ville jeg spille poker fra morgen til aften, kun afbrudt af intravenøs aftensmad efterfulgt af Canal+, indtil jeg falder i søvn, samtidig med jeg bliver nulret på maven af en sød asiat, hvis tvillingesøster føder mig med vindruer.

Hvad kan vi gøre ved denne såkaldte sygdom? Tja, den er formentlig socialt tilført, og dermed burde en ændring i ens levemønster være en rigelig justering, men det kommer aldrig til at ske. Det eneste, man kan prøve at gøre, er at holde sig i form, spise sundt, være en glad, fornuftig dreng og ikke gå på druk og drikke tequila til langt ud på natten en tilfældig tirsdag aften ...