SMS Tip

Vejret i dag:
16°

Gus Hansen afslører alt

Pokerbogen 'Every Hand Revealed' er et spændende og lærerigt kig på superstjernens værktøjer til at vinde turneringer

09:00 - 02. maj. 2008 | Jonas Hüttel

null

SÅDAN TÆNKER GUS

Et godt eksempel på Gus Hansens anderledes tankegang finder man i den nyligt spillede sæsonfinale på World Poker Tour, hvor danskeren slår legenden T.J. Cloutier ud med den ikke så anerkendte starthånd 63 off suit.

Det fik T.J. Cloutier til at lave en mindre scene om, hvor tosset det var at calle hans raise (T.J. havde 88) preflop, men hvis legenden havde læst ’Every Hand Revealed’, ville han måske kunne forstå logikken.

T.J.’s brøde bestod i, at han kun raisede 2,5 gange big blind. Når Gus Hansen så kigger ned i 63, tænker han:

Jeg har allerede lagt en big blind ud på bordet. Inklusiv anter ligger der nu 8000 (sb) + 16.000 (bb) + 8 x 2000 (anter) + 40.000 (T.J’ raise) = 80.000.

Jeg skal lægge 26.000, så for at calle skal jeg minimum have 24,5 procents chance for at vinde 26.000 / (26.000 + 80.000).

Call, hvis der er odds

Mod overkort som fx AK har 63 preflop en vinderchance på 35,5 procent. Mod et over par som for eksempel TT har de 15,5 procents chance.

Easy call – jeg har odds.

I hånden mod Cloutier rammer Gus to par på floppet, som hedder 763. At Cloutier så vælger at spille hånden for hele stacken efter han med et heftigt check-raise har fået besked om, at Gus har den bedste hånd, må han selv prøve at forklare sig ud af.

null

Bogen følger Gus Hansens spil hånd for hånd mod sejren i Aussie Millions i 2007. Gus Hansen kunne rekonstruere forløbet, fordi han indtaler hovedparten af sine hænder undervejs på en diktafon. (Foto: Lars Poulsen)

Timingen kan ikke være meget bedre for Gus Hansen. Kort tid efter hans andenplads i World Poker Tour Championship udkommer hans længe ventede teoribog ’Every Hand Revealed’ i USA – den danske oversættelse må vi vente med til august.

Det er et kig ind i danskerens anderledes tilgang til turneringspoker, som har vundet ham over syv millioner dollar i præmier, og med sine tre sejre på World Poker Tour har gjort ham til en pokersuperstjerne.

Fra Gus Hansen indskrev sig i pokerhistorien med to sejre i den første WPT-sæson har han været kendt som en aggressiv galning, der er villig til at spille alle hænder, men bogen viser, hvor (næsten skræmmende) meget tanke og matematisk analyse, som ligger bag hver beslutning.

Hvis nogen skulle have troet, ’The Great Dane’ i turneringer kun er en heldig gambler, tager de fejl.

Hans stil 100 procent baseret på matematik og evnen til at læse modstanderens hånd. Hvor klassisk turneringsstrategi dikterer, at man kun spiller gode hænder, er Gus Hansens den diametralt modsatte.

Som pokerturneringer skrider frem, stiger blinds, og hen ad vejen kommer der anter på, så hver spiller i hver hånd er tvunget til at lægge penge i potten. Mens modstanderne sidder og venter på esser, ligger der i hver hånd døde penge, som leder efter en ejer.

Den ejer er som oftest Gus Hansen, for han er i turneringer en ’professionel blinds og ante-stjæler’.

Poker for viderekommende

Vindere har det med at have ret, så udgangspunktet for bogen om Gus Hansens turneringsstrategi kunne ikke være meget bedre. Det er nemlig hans sejr i Aussie Millions i januar 2007, som indbragte ham 6,5 millioner kroner.

Med sig til turneringer har danskeren en lille diktafon, hvor han indtaler samtlige hænder, han spiller. I ’Every Hand Revealed’ følger man hans spil fra start til slut – de 329 hænder ud af cirka 850, som indbragte ham sejren.

Selv om mange af dem har samme facit – Gus Hansen raiser og vinder blinds og anter – så er det så langt fra kedelig læsning.

Ganske vel er slutningen givet på forhånd, men alligevel læser man den som en thriller. Det eneste, der afholder en fra læse den i et hug, er den ubændige trang, man selv får til at logge ind på pokerklienten og komme i gang med at stjæle blinds og anter.

Læg dertil at man på ingen måde bliver dummere af at læse den igen, og igen, og igen. I hver hånd får man Gus Hansens analyse af situationen – og i nogle tilfælde også, hvordan han kunne han spillet den bedre. Selv mestre laver fejl, og de store af dem indrømmer dem også.

’Every Hand Revealed’ er langt fra nogen begynderbog. Det forventes, at du ved, hvad en tight spiller er, og hvor cut off er på bordet. Strategien er rettet mod store turneringer med et højt buyin, og det kan ikke anbefales, at man overfører den direkte til at spille freerolls eller $10-turneringer på nettet.

Et must read for den seriøse spiller

Men interesserer du dig for poker, er ’Every Hand Revealed’ et must read for alle, der gør sig seriøse tanker om at blive en bedre turneringspiller.

Hidtil har Dan Harringtons bøger været bibler inden for turneringspoker – selv Gus Hansen synes om dem, selv om han ikke nødvendigvis er enig i strategien. ’Every Hand Revealed’ kan meget vel gå hen at blive en seriøs konkurrent – med modsat fortegn.

Harrington plæderer for en meget tør spillestil, men bemærker selv, at spillere som Gus Hansen, Phil Ivey og Daniel Negreanu er beviset på, at for den dygtige spiller kan den meget løse stil være lige så god, hvis ikke bedre. Hans mest frygtede modstander er netop en som Gus Hansen, mens favoritmodstanderen en, som tror, han er Gus Hansen.

Så for den almindelige turneringspiller er der en vis idé i at søge inspiration i begge stilarter og finde ud af, hvad der virker bedst for en selv.

Men der kan ikke herske tvivl om, at danskeren har fat i den lange ende. En tight spiller havde næppet vundet Aussie Millions me de hænder, Gus Hansen havde at arbejde med. Han ser ikke KK en eneste gang. AA har han tre gange. En gang giver de bonus, en gang anden folder alle, og slutteligt afgør de turneringen til hans fordel.

Ikke så gal, som skulle tro

I ’Every Hand Revealed’ finder man også ud af, at Gus Hansen faktisk ikke er så skør, som man kunne forledes til at tro, hvis man har set ham spille et WPT-finalebord på tv.

Ganske vist spiller han mange hænder – rigtig mange hænder – og han er bestemt ikke bange for at raise og re-raise med ren luft. Men man laver altså ikke de resultater, som Gus Hansen har stående på sit cv uden at vide, hvornår man skal skrue ned for charmen og måske helt opgive potten.

For når pengene kommer til midten i store pulje har han det med at være favorit. Faktisk er han i løbet af hele turneringen kun kritisk all-in en gang med den mindste hånd – hvor han stadig havde 45 procents chance for at vinde. Ellers ligger hans vinderchancer på mellem 67 og 90 procent i hænder, der er afgørende for hans turneringsliv.

Faktisk smider han et par gange AK – blandt andet for at undgå et coinflip i en kæmpe pulje.

Det er værd at bemærke, at Gus Hansen er bigstack i store dele af bogen, hvilket giver ham muligheden for at lave nogle moves, som man næppe ellers slipper godt af sted med.

’Every Hand Revealed’ følger som sagt turneringen slavisk, så der er ingen tips til, hvordan man spiller bedst som short stack eller tanker om sit and gos på nettet.

Dog tager han sig tid til at give sit syn på centrale problemstillinger, når de opstår. Fra boble-spil over shorthanded til heads up-strategi.

Lær af Gus' erfaringer

Men hvorfor overhovedet afsløre sine tricks?

’The Great Dane’ er en stor tilhænger af at lære fra folk, som har klaret sig godt. Blandt dem, som har hjulpet ham, er anerkendte spillere a la Howard ’The Professor’ Lederer og Chip Reese, som før sin død nåede at skrive forordet.

Problemet er bare, at Gus Hansen ikke er stødt på ret mange gode pokerbøger. For mange af dem er ifølge ham kun baseret på teori og ikke praksis. ’Every Hand Revealed’ er hans forsøg på at give andre muligheden for at lære af hans erfaringer.

Får indblikket i troldmandens snørklede hjerne så konsekvenser for hans fremtidige resultater?

Her overlader vi ordet til Gus Hansen selv:

”Det faktum at de fleste har mærket mig som en skør tosse har ikke forhindret mig i at lave gode resultater de seneste år, og jeg tvivler på, at denne bog vil gøre det. I det tilfælde at jeg er gal på den, og denne bog bliver enden på min turneringskarriere, fordi alle nu ved, hvordan de skal læse mig og udnytte mine svage punkter, tja, så er det selvforskyldt.

Eller for at sige det klarere: så tilhører jeg ikke eliten af pokerspillere. Hvis jeg ikke er i stand til at fortsætte med at være svær at læse, fordi min strategi har fået lidt opmærksomhed, så skal jeg snart skifte levevej. Så kom bare an – udfordr min evne til at skifte stil, personligt ser jeg frem til udfaldet.

Held og lykke."

Annonce: Spil poker

Annonce

Annonce

Annonce

Img