Indlæser...

Verdens (næsten) største pokerhånd

499.037 dollar lige ned i foret. Forleden spillede Peter 'Zupp ' Jepsen sit livs pokerhånd

11:09, 15. sep 2008 | Peter 'Zupp' Jepsen

Annonce

Med Zupp foran skærmen og tre pokervenner på skulderen skrabede de en pulje til sig på godt 2,5 millioner danske kroner. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Med Zupp foran skærmen og tre pokervenner på skulderen skrabede de en pulje til sig på godt 2,5 millioner danske kroner. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Rail heaven

Siden Peter 'Zupp' Jepsen spillede den omtalte pot og denne klumme blev trykt i Ekstra Bladet, er der blevet gået til vaflerne på Full Tilts store hold'em bord, 'Rail heaven'.

12. og 13. september blev der spillet tre pots over $500.000. Den største blev vundet af patino (formentlig milliardæren Guy Laliberte) på lige knap $610.000.

Annonce

Som pokerspiller befinder man sig ofte i en situation, hvor selv den mindste fejl kan koste en alle de skillinger, man har på sig. En sjælden gang spiller man ekstra højt, og her kan prisen på fejl gøres op i både små og mellemstore biler. Da jeg spillede med i verdens største online-spil for et par dage siden, var puljerne på størrelse med mindre ejerlejligheder.

Det hele startede med en tur til Århus. Jeg skulle over og besøge et par pokervenner, og planen var klar fra start: der skulle renses HELT af på nettet. Alle skulle have klø. Vi lagde stille og roligt ud med et par times spil, og da vi var mætte, gik vi i gang med først PlayStation og dernæst hjemmebiograf.

Efter en god dag på 'kontoret' var det tid til en finale. Vi havde bestilt bord på en af de fineste restauranter i Århus med 12 retter og vinmenu. Jeg vil ikke påstå, at jeg var fuld, da jeg gik derfra, men jeg drikker ikke så ofte, så humøret var gevaldigt højt.

På vejen hjem fik vi hurtigt hidset hinanden op til, at der skulle spilles EKSTRA stort, når vi kom hjem. Det er normalt et dårligt tegn, men hvis man ikke tager chancen bare en gang imellem, så går det hele sgu op i brok, og før man ved af det, har man stok og mimrekort.

Procenter til drengene

Som sagt -så gjort. Da vi kom hjem, satte vi os godt til rette og ledte efter noget ekstra stort -og der var jackpot. Der kørte et uhyre sjældent spil med en tvungen indsats på 1000 dollar, og folk kan sætte sig til bords med op til 200.000 dollar foran dem. Jeg fik hurtigt delt nogle parter (procentdele af indsatsen, red. ) ud til drengene, så liren var i top, og så var raketten ellers i gang.

Jeg startede med en hund (100.000 dollar, red. ), men efter en times tid havde vi bragt yderligere en vovse til bordet, og stemningen var absolut ikke i top. Men så begyndte der at ske noget! Spillet var blevet ekstremt aggressivt, og heldigvis var jeg begyndt at ramme nogle særdeles gode hænder.

Jeg havde bluffet en kende for meget tidligere på aftenen, og derfor stod folk nu i kø for at betale mig af. Pengene væltede mere eller mindre ind, og inden længe sad jeg med over 250.000 dollar på bordet.

Så kom mit livs hånd... Der var en anden spiller på bordet, som havde lige så mange penge som mig, og da jeg caller hans raise og rammer en straight på floppet, formår han ikke at komme fra sine tre ens. En gigantisk pulje på 499.037 dollar ser dagens lys -og ikke nok med det, den ryger DENNE vej.

Historiens største onlinepulje

Følelsen og scenariet kan dårligt beskrives. I en kælder, hvor ingen har besværet sig med at tænde en lampe, lyses rummet kun op af laptoppens blålige skær. Foran den sidder jeg, og ind over den står tre mand og skubber til hinanden for at se, hvad der sker.

Da gevinsten ryger i hus, eksploderer rummet i hyl og skrig. Arme, ben og rødvinsglas flyver ud til alle sider, mens verdenshistoriens største online pokerpulje finder vej til sin ejermand.

Der er ikke så meget andet at sige end: Life is good.

Annonce: Spil poker