Phil Hellmuth og Phil Ivey fortsætter ufortrødent med at dominere dette års
World Series of Poker (WSOP). 178 deltagere i event #32 ($10.000 HORSE) er
blevet reduceret til 15, og blandt dem sidder de to amerikanske
pokerstjerner.
Størst chance for at gå hele vejen og snuppe WSOP-armbånd nummer 13 har Phil Hellmuth, som indtager en fjerdeplads med 571.000 chips. Phil Ivey derimod har med sine 102.000 chips brug for noget skrub, hvis han skal nå det officielle finalebord.
Skrapt felt
Udover at være en $10.000 buyin-turnering så er HORSE en specialist-turnering, som tiltrækker eliten af pokerspillere. Mixedgames bliver ganske vist mere og mere udbredt, men det kræver alligevel sin pokerspiller at mestre de fem forskellige varianter, som HORSE består af.
Det kan man også se på det resterende felt i turneringen.
Chipleaderen John Monnette (825.000) har chancen for at vinde sit andet WSOP-armbånd i år og det tredje på to år. Tidligere har amerikaneren vundet i Seven Card Stud og 8-game.
Læs også: Se også: Hellmuth når det magiske dusin
Efter ham følger David Bach (645.000), som i 2009 vandt $50.000 HORSE-turneringen. Abe Mosseri (384.000), Dan 'djk123' Kelly (243.000) samt skaberen af tv-programmet 'High Stakes Poker' Mori Eskandani (170.000) er også stadig med.
Afslutningen går i gang ved 23-tiden danske tid og kan følges på WSOP.com.
