Persondata politik

Theo: Legendariske Vegas-stunder

Et årti med fantastiske rejser til Syndens By

  • Planen for Main Event er at overgå mit resultat for to år siden og gå hele vejen denne gang. (Foto: Lina Olufsson/PokerStarsblog.nu)
« Forrige
Planen for Main Event er at overgå mit resultat for to år siden og gå hele vejen denne gang. (Foto: Lina Olufsson/PokerStarsblog.nu)
1 af 4
Næste »
 

EM er overstået med et lidt dårligere resultat, end jeg havde forventet. Fik dog ændret min mening med hensyn til Spanien hen af vejen, så helt slemt blev det ikke. Men var denondenbrølme ked af det, da russerne røg ud til grækerne.

De fire-fem russere, der gik og græd inde på banen, var ingenting i forhold til det scenarie, der udspillede sig i Greve.

Hvordan de vandt den kamp, fatter jeg stadig ikke, og ham russer backen, der lige valgte at spille Karagonis fri til Grækernes eneste chance, har det forhåbentligt dårligere, end jeg havde det lige efter kampen.

Klar til Vegas

Ellers er snuden vendt imod Vegas, og alt imens jeg stille og roligt er begyndt at tænke på, om jeg skal lade tre-køllen ligge herhjemme, fordi jeg alligevel er så pisse ringe med den, sidder min far og Piraten allerede timer før flyet letter ude i lufthavnen.

Nogle glæder sig bare mere end andre, men nu har jeg også haft min gang derovre i denne guds forladte by siden starten af årtusindeskiftet.

Så selv om jeg ved, jeg kommer til at savne børnene helt sindssygt efter seks-syv dage og selvfølgelig deres moder. Siger forresten sig selv, at jeg selvfølgelig savner hende endnu mere. Så glæder jeg mig alligevel næsten lige meget hver gang.

Ikke oppe i Piraten og min fars kategori, men derhenne af. Men det er også specielt, at så mange personer, som du syntes er fede, vælger at være i Vegas på samme tid, så der har denondenbrølme også været mange legendariske stunder, og nu nævner jeg bare i flæng:

Gyldne øjeblikke

1. Da Hansi ringede hjem til konen kl 2.00 om natten dansk tid, fordi hun lige skulle bekræfte, at Maroon 5 kom fra Århus, så han havde vundet det væddemål over mig.

2. Da Jespersen lod som om, han kastede terningerne ud på Freemont Street, så tre dice dealere og to floormen var ved at skide i bukserne over, hvor de røg hen.

3. Da jeg skulle lære Komtitten, F'et, Den Røde, Hansen og Flop at spille craps, og vi alle vandt imellem $10-20.000 med undtagelse af Den Røde, der tabte $400, selv om vi alle spillede det samme. Fordi han altid kom ud et kast for sent ud. Hvorefter Komtitten siger følgende: ‘Det er et mirakel Røde ikke tabte mere, og desuden vil jeg gerne vide, hvordan de kan have det her spil gående siden siden 50'erne uden at gå stok.’

4. Da jeg fik Villy Betjents kone til at spille sammen med mig imod hele Vesterbro-banden inkl. Betjenten selv, der stod nede i den anden ende på crapsen. Hvorefter jeg fik hende til at læne sig ind over bordet, imens vi slikkede os om munden, da vi vandt, og de faldt af.

5. Da en af mine gode venner ude på golfbanen præsterede at stikke verdensrekorden i flest ødelagte jern/køller med et styk U-bøjet putter og to smadrede drivere.

6. Da Uffe prøver på at bilde en taxachauffør ind, at Piraten og jeg skal til Houston, eller da Bøndings børn kommer spurtende ind i huset, fordi deres mor havde fortalt dem, at de har fået besøg af en Pirat. Aldrig har jeg set to så skuffede børn.

Alt de fik var en dansker med en mave, der næsten ikke kunne holdes inde i den gule Hugo Boss-polo og to styk spaghetti-arme, og jeg kunne blive ved.

Holder igen med drukture

Det bliver uden tvivl nogle fede dage, selv om det forfærdelige skulle ske, at man røg ud af main eventen til World Series of Poker, som jo er grunden til, at vi tager derover. Derudover er der så også lige noget cashgame, der skal kigges lidt på, så hvis det også er interessant, løber vi hurtigt tør for timer.

Jeg snakker tit med folk, der er i chok over, hvordan i alverden jeg kan klare 14 dage derovre. De er klar til at løbe skrigende bort efter 72 timer.

Forskellen ligger i, at de nærmest ligger i druklage i de 72 timer, de er der. Jeg bliver maks fuld to gange på sådan en tur. Det tog mig fem år, inden jeg første gang besøgte natklubben på Bellagio.

Det nytter jo ligesom ikke noget, at jeg ryger i hegnet konstant og derefter kæmper med tømmermænd, hvis jeg skal sidde og spille turnering eller cashgame om milliarder og millioner.

Så er vi nok også blevet ældre, for jeg kan da se, at nogle af dem, der ikke var begyndt i skole, da Faxe hamrede den ind bag Bodo Illgner, måske snupper en enkelt bytur mere, end jeg gør.

Stramt prorgam til far

For mig kommer den her tur til at bestå af golf, ordne verdenssituationen nede ved poolen, cashgame, main eventen og god mad. Min far forventer jeg ikke at se meget til.

Han har et meget stramt program med mindre turneringer, der skal spilles, og store turneringer der skal følges med i. Er allerede en smule bekymret for, om han dehydrerer under One Drop-turneringen.

Her er så en lille anekdote fra de gode gamle dage, da WSOP stadig blev spillet nede på Binion’s, og en af de første gange jeg var med i Main eventen. Er røget ud på usmageligste vis, som ellers kun sker for Vallø-brødrene.

Gustav og damerne

Jeg tager nu mit tøj og går nærmest i trance henimod nærmeste udgang, da jeg hører Gustav råbe: ‘Theo, hvad skete der?’

Den samler jeg meget hurtigt op, for det giver mig trods alt en mulighed for at komme af med noget frustration ved at fortælle gutten historien.

Så jeg begynder meget malende med både arme og ben at fortælle, hvilket frygteligt scenarie jeg er gået igennem, og da jeg er kommet til turn, sidder han og smågriner??

‘Hvad sker der, Gustav?’ og får følgende svar: ‘Har du set hende lige bag dig, med D-skålen? Pretty sure she wants me. Men jeg er med. Hvad var det, du sagde, du havde? Et par knægte?’

Det var så det sidste, jeg så til Binions i mit liv. Har ikke været dernede siden.

Med hensyn til Main Event i år har jeg ikke tænkt igennem, hvordan den skal spilles endnu, men en ting er sikkert. Jeg har tænkt mig at vinde den. For at citere Mike McD i filmen ‘Rounders’. I’m gonna play the World Series of Poker Main Event. Does it have my name on it? I don't know, but I’m gonna find out.

Theo

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik