Den omvendte verden

Peter ’Zupp ’ Jepsen tog til Australien for at spille poker. Nogen glemte bare at informere de lokale om, at han skal behandles som en VIP...

23:29 - 27. jan. 2008 | Peter 'Zupp' Jepsen

Let's face it! Regnvejr og kulde er IKKE noget, man bliver i godt humør af. Derfor har jeg sørget for at komme så langt væk fra vores lille ’paradis’ Danmark som muligt, nu hvor depressionen står for døren. Jeg er taget til Melbourne i Australien for at spille Aussie Millions, den største pokerturnering syd for ækvator.

Folk og fæ er samlet i denne gigantiske by for at spille om hvad som helst med hvem som helst. Poker- og tennisspillere ad libitum samt alt lige fra heste-agenter og greyhound eksperter til ludere og lommetyve. Alle har de deres årsager til at tage den lange vej down under.

Crown Towers er det vildeste hotel i byen, så da jeg ankom var den røde løber lige blevet rullet ud, og pressen ventede i lobbyen. Alt var som det skulle være!

Det gik dog hurtigt op for mig, at den fine røde filt ikke var rullet ud til ære for mine udtrådte gummisko og vennerne Hund og Lort, men til gengæld til ære for tennissportens to største navne Roger Federer og Rafael Nadal.

’Jeg er et nul’

Efter at have fået en albue i øjet og et knæ i skridtet under den ulige kamp om at komme ind på hotellet før alle paparazziene stod jeg omsider i lobbyen.

Jeg stillede mig i den korteste kø til check-in, men da det endelig blev min tur, blev jeg pænt bedt om at gå over køen for ikke-VIP’er. Et hurtigt kig på den ’almindelige’ kø afgjorde sagen, og en 100-dollar seddel fandt vej op af lommen.

Den blev mødt af et hånende, næsten fornærmet blik. Jeg forsøgte patetisk at informere Los Retardos bag disken om, at hvis jeg ikke blev ekspederet PROMPTE, ville jeg købe hotellet og fyre mindst en ansat. Mit bluff havde sådan cirka samme gennemslagskraft som en badmintonket-sjer på en tennisbane.

Halvanden time senere stod jeg på mit hotelværelse. Godt indebrændt!

Da jeg sad på første klasse på vej til Australien, skal jeg være den første til at indrømme, at jeg følte mig som præsidenten om bord på Air Force One. Følelsen blev hurtigt erstattet af mindreværd.

På Crown Towers er jeg er et nul, en nobody. En lus på fotografernes linse og i allerbedste fald en look-a-like Gus Hansen.

Ingen stjerne - endnu

For at gøre en lang historie kortere, så lærte jeg i militæret at gøre mennesker op i kroner og øre, og det er ingen hemmelighed, at hvis man lægger mit navn og Melbourne sammen, så har man ikke engang til en meget lille hindbæris. Alle stjernerne er her, og jeg er ikke en af dem – endnu.

Men det skal blive løgn, skal det. Jeg har taget mine surt optjente spareskillinger med, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Der skal satses og gambles til den helt store guldmedalje.

I alt for lang tid har det handlet om håndører og pensionsopsparing. Det er slut! Finito.

Beløb, som vil ændre mit liv, skal snart forlade eller gøre sin entré i min lomme. Hvis ikke jeg kommer hjem i mit EGET fly, bliver det på bunden af et tankskib som blind passager.

For better or worse... Shuffle up aaaaand deal!

Annonce: Spil poker