De aggressive, de over-aggressive og de sygt aggressive

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Nå, lad os tage tyren ved hornene og få talt om det. Om hvordan jeg bustede ved WSOP Main Event, og hvordan det lykkedes mig at få 80 procent af mine chips skubbet ind i potten med intet andet end dame høj og et openended straight draw.

Jeg har bemærket, at mit spil i hånden allerede har været genstand for en lang række debatter og indlæg på diverse fora rundt om på nettet, så her - efter et par dages betænkningstid - er min egen analyse og konklusion:

Dette års WSOP Main Event har for alvor understreget den voldsomme fremmarch for de über-aggressive spillere - eller 'sick-aggressive'-spillere, som jeg personligt mener, de bør kaldes. Spillere, som re-raiser på turn uden andet end varm luft, re-re-raiser preflop med 74o og gladeligt caller re-re-raises all-in med T5o.

I begyndelsen formodede jeg egentlig, at der var en form for dybere mening, plan eller velkalkuleret idé bag den vild aggressive spillestil. At de her gutter havde en klar og veldefineret strategi sammenholdt med fabelagtige evner til at læse modstanderne. Men for at være helt ærlig, så er jeg efterhånden ret sikker på, at den formodning er forkert.

Alt, jeg har set, tyder på, at den über-aggresive spillestil handler om én ting - rendyrket gambling. Gambling på at modstanderen absolut intet har ramt eller ikke har modet til at modstå aggressionen.

De mangler bakgear

Tag ikke fejl - über-aggressiv er en ekstremt effektiv strategi overfor uerfarne spillere, som muligvis sidder ved deres første Main Event og ikke ønsker at buste ud. Men som jeg ser det, har den über-aggressive spiller behov for at justere strategien, når den store stack er bygget op, og et fantastisk resultat eller endda et final table er inden for rækkevidde. Der er så at sige behov for et bakgear.

Grunden til, at jeg forsøger at give min opfattelse af den über-aggressive spillestil, er, at da vi satte os ned ved bordene på dag fem af Main Event, var netop de über-aggressive spillere jævnt fordelt ud over samtlige borde.

Jeg havde personligt fornøjelsen af at have chipleaderen ved mit bord, og det var almen viden, at han havde smidt om sig med raises de første fire dage - med stor succes - og jeg stod derfor overfor en fundamental beslutning allerede fra første hånd: Skulle jeg gå i flæsket på denne sygt aggressive fyr, eller skulle jeg lade ham være i fred og undgå en konfrontation?

Min første fejl på denne dag var, at jeg egentlig ikke tog den beslutning. Det skete bare.

Så kun det første kort

Jeg startede Dag 5 med en stack på omkring 1,35 millioner chips, og efter at have tabt et par mellemstore pots direkte ud af startblokken, lå jeg omkrimg millionen - hvilket stadig var over average.

Sådan var situationen, da chipleaderen igen-igen-igen raisede fra tidlig position, og jeg besluttede lige at tjekke den ene af mine kort, før jeg re-raisede ham.

Kortet var Qd.

Havde kortet været en toer, en treer eller et hvilket som helst andet lavt kort, havde jeg givetvis smidt hånden, men et billedkort giver nu engang en behagelig sikkerhed.

Var det nødvendigt for mig at opsøge denne konfrontation?

I bakspejlet ... indlysende nej. Men jeg var ret sikker på, at jeg kunne skubbe ham af hånden og samtidig sende et kraftigt signal om, at han gjorde klogest i at holde nallerne for sig selv mod mig.

Jeg re-raisede til 120.000, og hans efterfølgende call gav mig en masse information!

Jeg var næsten 100 procent overbevist om, at han ikke havde en stor hånd, for så havde han øjeblikkeligt re-raiset mig i det setup. Derfor satte jeg ham på AJ eller AT.

Floppet 8d-6s-5s.

Jeg tog et hurtigt kig på min modstander. Min mavefornemmelse sammen med mit preflop read på ham fortalte mig, at han havde misset floppet helt spektakulært. Så nu skulle der bettes for at få ham ud af hånden og komme videre.

Jeg havde endnu ikke kigget på det andet kort på min hånd, og jeg besluttede ikke at gøre det, da det kunne have sinket mig i det, jeg vidste, var det rigtige at gøre.

Jeg endte med at bette 180.000 for bare at se min modstander skubbe all-in for yderligere 500.000. Jeg skulle altså calle 500.000 for at vinde 1,15 mio., hvilket betød, at jeg skulle have rundt regnet 30% vinderchance for at betale.

Damen med øksen

Så var det ligesom på tide at tjekke det andet kort på hånden.

Frem dukkede 7c.

Jeg behøvede egentlig ikke at spekulere særligt meget over min beslutning. Jeg kunne ikke sætte fyren på en hånd af nogen form for styrke, og selv hvis han helt ukarakteristisk havde slowplayet sådan noget som JJ, ville jeg have omkring 42 procents chance for at vinde. Havde han som yderpunkt esserne, efterlod det mig stadig med 32 procent på mit draw. Men ærligt talt - ingen af disse scenarier var realistiske overhovedet. No way, var han så stærk.

Den eneste hånd, jeg burde frygte, var den ret usandsynlige 77, men efter som jeg selv sad med en syver, gav det ingen mening, at 77 skulle være i spil. Inden mit call overvejede jeg endda, om han kunne sidde med JT i spar, men det ville være irrelevant, for så havde jeg et coinflip og fortsat rigeligt med procenter til et call.

Det korte af det lange er, at jeg callede, og han flippede AJo rundt. I det mindste havde mit read hele vejen været lige i øjet. Uheldigvis missede turn og river komplet mine outs, og jeg var efterladt med sølle 200.000 foran mig. De røg ind i den efterfølgende hånd på et floppet toppar, og jeg blev callet af es høj med et gutshot straight draw, som ramte på riveren.

Farvel Main Event hr. Hansen.

Burde have ventet

Var det god poker? Var det typisk Gus Hansen stil? I dag - med udsigt over Middelhavet og solen højt på himlen, er jeg slet ikke utilfreds med mit spil, men jeg burde nok have ventet endnu et par timers spil mere på dag 5, inden jeg kastede mig ud i en frontalt konfrontation med en über-aggressiv spiller.

Rent strategisk var det en forkert beslutning at re-raise denne spillertype på netop det tidspunkt i turneringen, som jeg gjorde. Hvorfor tidspunktet var strategisk forkert, vil jeg forklare i en senere blog.

Lige nu er jeg i Cannes ved den franske sydkyst, hvor jeg er ved at forberede mig til Riviera Cup - det sidste stop på World Series of Backgammon inden the World Series of Backgammon Championship Event.

Du kan finde mere information på World Series of Backgammons website.

Har du kommentarer til mig, min analyse eller mit bust-out, kigger du bare forbi min Facebook-profil og skriver løs.

Indtil næste gang

Gus