Gus: Sejrens sødme

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Det var lige præcis denne måde, jeg havde drømt om at starte 2007 på. At sidde med esserne heads-up og rent faktisk se dem holde med alle skillingerne på midten.

Det er vist unødvendigt at sige, at Melbourne-turen var fantastisk.

I bakspejlet er jeg meget godt tilfreds med mit spil igennem hele turneringen. Jeg var meget metodisk og tog mig god tid til at vurdere hver enkelt hånd og mine modstandere.

På finalebordet kendte jeg stort set alle spillerne bortset fra Jimmy Fricke, men fik glimrende indsigt fra min gode ven Haralabos Voulgaris (også kaldet Bob), som havde krydset klinger med Jimmy, indtil Bob desværre måtte lade livet på 21. pladsen.

Så jeg følte mig godt forberedt og havde tænkt mig at fortsætte med mit aggressive spil mod de mere konservative short stacks.

Finalebordet

Da vi først kom i gang, fik jeg en drømmestart, da jeg forholdsvis hurtigt slog Kristy Gazes ud med mine 9’ere mod hendes AQ.

Herefter gik det nogenlunde, som alle havde regnet med, indtil Andrew Black og jeg selv sad tilbage mod Jimmy Fricke i en klassisk ’de professionelle mod up-coming amatøren’-kamp. Men det blev langtfra let. Jimmy satte fint pres på, og gang på gang måtte Andy og jeg give slip både før og efter floppet.

Da Black endelig røg af, knyttede jeg hånden under bordet, for selv om Fricke havde et 3:1 chip lead følte jeg, at min erfaring – og Bobs gode råd – kunne spille en afgørende rolle i at komme tilbage i kampen og stå med pokalen.

Jeg vidste også, at jeg skulle ud og gamble, og allerede efter to hænder fik jeg Fricke til at kalde min all-in på turnen, og da han missede sin 5-outer, var jeg pludselig med igen.

Nu var det, som om det var mig, der kontrollerede finalebordet, og selv om Fricke kom tilbage efter en grim suck-out, tabte jeg aldrig modet.

Den sidste hånd

Hånden på hjertet. Hvem ville have væddet på, at Gus Hansen ville vinde Aussie Millions med esserne? Men mine første esser på dagen var med til at forsegle turneringen og give mig titlen. Slut på en lang og succesrig arbejdsuge down under.

Mange gange i løbet af de sidste par dage er jeg blevet stillet spørgsmålet: Hvad betyder titlen egentlig for mig? Her kan jeg svare helt ærligt: rigtig, rigtig meget!

For det første er det min største sejr nogen sinde. Ud over at have kæmpet mig igennem et kæmpe felt mod 746 modstandere viste jeg på finalebordet, at jeg er en ’closer’, og det giver stor selvtillid at se, at min pokerfilosofi virker i praksis.

Pengene betyder selvfølgelig også meget, og det er altid rart at starte et nyt år på den måde. Så alt i alt er der god chance for, jeg finder vej tilbage til Australien næste år.

Hvad nu?

Jeg ser frem til næste turnering, som bliver i L.A. Indtil da skal jeg slappe af, følge op på Aussie-turneringen – mere om det i en senere blog – og lave et par hundrede interview.

Til sidst: Tak for opbakningen og lykønskningerne på Full Tilt og min hjemmeside. Det er jeg rigtig glad for.