Persondata politik

Hvad koster din Vegas-tur, Theo?

- Jeg tænker fra alt inklusiv flybillet, events, cashgame, mad og lommepenge ...

  • Jeg spillede én turnering på sommerens Vegas-tur. Og det var main event til $10.000, hvor jeg røg temmelig hurtigt ud. Derefter stod den på cashgames. (Foto: Jakob Jørgensen)
« Forrige
Jeg spillede én turnering på sommerens Vegas-tur. Og det var main event til $10.000, hvor jeg røg temmelig hurtigt ud. Derefter stod den på cashgames. (Foto: Jakob Jørgensen)
1 af 2
Næste »
 
?

Hej Theo.

Jeg er familiefar til to og spiller poker på hobby niveau. Jeg ELSKER at læse din brevkasse og synes, jeg lærer en masse af det. Jeg synes, det er meget interessant at læse om bankroll-management, præmier-udgifter osv. i forbindelse med poker.

Må man have lov til at spørge, hvad du som professionel pokerspiller budgetterer på en Vegas-tur som den i år? Jeg ved godt, det er en smule privat, men måske du kunne gi' et lille praj om, hvad sådan en tur koster som henholdsvis 'almindelig semi-pro' og som 'stor pro i din klasse' ...

Jeg tænker fra alt inklusiv flybillet, events, cashgame, mad og lommepenge.

Jeg er jo nysgerrig, for de tal er jo altid spændende at høre om for en amatør som mig, der sidder og spiller 1/2 cashgames ...

Hvor mange penge taler vi om her? Og hvordan foregår det?

Læs også:

Spørg om poker 26. feb 2010 Se også: Hvor skal jeg spille poker i Vegas?

Tager man 200.000 kroner i lommen eller i håndbaggaen og flyver af sted, eller foregår det via overførsel? Og i så fald går man så bare hen til cashieren, når man ankommer og får udbetalt alle sine penge?

Please enlighten me ...

Bedste hilsner fra en trofast læser og fan Per

!

Hej Per

Fan! Det lyder bare forkert. Nu formoder jeg også, det er noget, du lige har skrevet for få større chancer for at få et svar. Hvilket selvfølgelig virker. Bevares. Som min gamle ven Fredito sagde. 'Man er jo ikke lavet af træ'.

Dog skal vi stadigvæk ikke glemme, at vi bare laver nogle vurderinger over et spil kort. Ligesom ikke verden jeg redder.

Jeg er så bedre end den gennemsnitlige dansker til det, men er stadig ikke ligefrem Superman. Prøv evt. at spørg min kone, hvor meget Superman der er over undertegnede sådan en søndag eftermiddag, hvor jeg lige lapper fire fodboldkampe i mig i rap på divaneseren. Inkl noget så eksotisk som Horsens-AAB, som enhver jo ved, man aldrig må gå glip af. Føler selv det er noget af en kraftpræstation, men hun virker ikke synderligt imponeret.

Tilbage til dig spørgsmål.

Min kone og jeg hyggede os meget over en artikel på et pokersite, hvor Jannick Wrang a.k.a. Bajawaen fortalte om sit budget til hans Las Vegas tur her i sommer. Eller dvs. vi hyggede os over, at jeg ALDRIG NOGENSINDE I MIT LIV SOM POKERSPILLER har haft noget, der minder om et budget til en pokertur.

Eksempelvis var der vist blevet sat $500 af til taxa. Hvad havde han tænkt sig at gøre, hvis det loft blev nået? Stige ud midt på strippen og derefter gå til lufthavnen?

Fly og hotel var 23.000 kr.
Men lad os da tage den sammen. Først finder jeg ud af, hvornår jeg skal af sted. Det skete denne her gang ved et mirakel en måned før, fordi jeg ved et tilfælde rent faktisk læste en af de mails fra British Airways, hvor de havde 50 procent rabat på business class, hvis man bookede inden for fem dage og rejste efter 1. juli, hvilket jeg så gjorde. Så flybillet 13.000 kroner.

I teorien føles det som åndsvage penge at smide ud af vinduet, når nu økonomi-billetten koster det halve. Jeg gør det dog, fordi det virker mindst lige så åndsvagt at spare $1000 for så ikke at være frisk og udhvilet, når jeg sætter mig til bordene derovre og spiller om millioner og milliarder. Der bliver de ekstra 6000 kroner hurtigt godt givet ud.

Hotellet har altid været Bellagio, fordi det nu engang er der alt cashgamet foregår. Hvis du spiller poker, betaler man ca. 130 dollars (nu er vi allerede ude i gætterier fra min side) pr. nat. Ti dage er lig med 10.000 kroner.

Shows bliver der set, hvis vi bestemmer os for, at der er et show, vi vil se. Og så er det jo ikke nogen overlevelsestur, så jeg spiser også, når jeg er sulten, og på de restauranter jeg har lyst til. Har bare ingen anelse om, hvad det render op i, da de penge til det bliver taget ud af den bankroll, jeg har liggende oppe i boksen.

Læs også:

Se også: Theo: Legendariske Vegas-stunder

Jeg rejser aldrig med penge mere. De bliver bare overført via banken til kasinoet og ja. Du går bare op i kassen og siger du har en bank transfer coming in. Så viser du dit pas, skriver et par papirer under og vupti. Så er du i gang.

Men nu er der jo ingen, der siger, du skal bo på Bellagio og flyve for 13.000 kroner. Flybilletten kan du selv google, det samme med hotellet. Du kan derefter allerede hjemmefra gøre op med dig selv, hvilke turneringer du vil spille i hvilken prisklasse, og du kan spise ufatteligt billigt derovre, hvis du ikke behøver at være på de mest fancy hoteller.

Mvh
Theo

Spørg Theo om poker her

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik