Poker

Theo: Hajbur, hyggeboksning og en gratis Vegas-tur

Theo Jørgensen ser frem mod PokerStars Caribbean Adventure og giver indblik i pokerspilleres 'anderledes' forhold til penge

  • Jennifer Tilly har sendt Theo Jørgensen i hajburet i første sæson af PokerStars' 'Shark Cage'.
Jennifer Tilly har sendt Theo Jørgensen i hajburet i første sæson af PokerStars' 'Shark Cage'.

Vi er godt over jul og nytår, og der er nu kun kort tid til, at jeg smutter til PokerStars Caribbean Adventure (PCA) på Bahamas med 'Posten' som hangaround. Det primære formål derovre er at kvalificere mig til finalen af Shark Cage sæson to, da i hvert fald mit indledende heat til den nye sæson bliver spillet derovre. 

Shark Cage var af flere årsager klart noget af det sjoveste og mest underholdende poker jeg spillede i 2014. Siden PokerStars smider en million dollar i puljen til vinderen, har de ikke det store problem med at få lige præcis de personer de gerne vil have til at stille op. Derfor var lineuppen meget underholdende i sæson et, og den bliver det igen i den nye sæson.

En anden ting, som er intet mindre end genialt, er tidsgrænsen på 30 sekunder, man må bruge på hver beslutning. Det får en gut som mig til at klappe i mine små fede hænder. Jeg kan umuligt blive mere træt af unge onlinegutter, der tror, det er overdrevet fedt, hvis de bruger to minutter på hver beslutning - og det lægger en 30 sekunders tidsgrænse jo ligesom en dæmper på.

Derudover er selve 'hajburet' genialt, fordi du skal sidde ude i en runde, hvis du bliver bluffet ud på river eller bliver fanget i et bluff på river. 
Nå, men igen i år er det vel de 29 mest interessante pokerpersonligheder i verden, seks online kvalifikationsspillere og så selvfølgelig mig, der skal kæmpe om den million dollar. Da man kan diskutere, om jeg nu er en af de 30 mest kendte pokerspillere her i verden, er det vel o.k. at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg er med … igen.

Her er det, at folk mener, jeg giver en god stråle (læs: stikpille til modstanderne) i løbet af spillet, hvilket tilsyneladende er godt på tv. Derudover trækker det heller ikke fra, at jeg har det bedst, hvis munden kører konstant. Og hvis det ikke er for at spise, må det være for at snakke.

Under alle omstændigheder glæder jeg mig allerede, og specielt når 'Posten' a.k.a. 'The Regulator' har meldt sig under fanerne, nu hvor familien desværre ikke kan tage med til Bahamas. Så der skal vi ligge i midt i januar måned nede i 'Lazy river' (en kunstigt fremstillet flod, hvis fornemste formål er at have turister flydende rundt ) på hver vores gummiring og diskutere dagens taktik for diverse pokerturneringer og cashgames.

Se Theo i Shark Cage sæson 1:

En af de ting, som altid har undret mange pokerspillere, er hvordan man forholder sig til penge og økonomi, efter man f.eks. lige har tabt 100.000 euro i et cashgame.

Jeg føler altid, jeg selv har haft et meget sundt forhold til privatøkonomien. F.eks. får du mig aldrig til at bruge 10.000 kroner på en bytur, og jeg føler intet kunne være mere latterligt end at tabe penge på at veksle valuta. Jeg er engang blevet kaldt nærig, fordi jeg valgte at tage hjem en dag tidligere fra en 14 dages ferie, fordi vi kunne spare, det jeg mener var 10.000 kr. på flybilletter ved at tage hjem dagen før. Det er vel for de fleste almindelig sund fornuft med undtagelse af nyrige russere.

At tabe en tusindekroneseddel ud af lommen kan ligesom alle andre få mig til at hamre hovedet ind i en mur i et par timer, men jeg har på den anden side ikke noget problem med at tage regningen for selskabet på en restaurant - specielt ikke i de situationer hvor min økonomi tillader det sammenlignet med dem, jeg er ude at spise sammen med.

Det står også meget skarpt i min hukommelse, da jeg engang var på ferie med familien, og vi var på den her dyre, men rigtig gode morgenmads-buffet. Dagen blev ødelagt, da min datter kun kunne spise en banan, som jeg dermed havde betalt 35 dollar for. Det kan mit vestjyske gen simpelthen ikke klare, så jeg spiste selv for tre personer og fik de næste seks timer ødelagt på den baggrund.

Men jeg har vitterlig intet problem med at tabe 100.000 kr. i poker, forudsat at jeg bare har spillet godt og truffet de rigtige beslutninger. Nogle pokerspillere er selvfølgelig værre og andre mere afslappede og her er et par eksempler.

Se også: Tysk pokerhaj laver ufatteligt VM-hattrick

I Prag var jeg sammen med George Danzer. En tysk Team PokerStars-pro, der også lige blev WSOP 'Player of the Year' til et arrangement, hvor vi så blev enige om at tage fra Hilton over til et andet kasino.

Jeg er nu ved at sætte mig ind i en taxa uden for kasinoet, da George fortæller mig, at det ikke duer, og vi må tage metroen?! Jeg tror han tager pis på mig, men gutten forklarer nu,at han som 15-årig var i Prag, og der blev han hustlet af en privat taxa, så derfor kører han simpelthen ikke i taxa mere i den her by ...

Allerede her er jeg fantastisk underholdt, men det bliver bedre da vi kommer over til metroen. Det viser sig, efter vi har købt den første billet, at vi kun har råd til den ene. Her er det, jeg melder pas og forklarer George, at nu står den på taxa, som jeg giver. Den står han under ingen omstændigheder model til og forklarer, at en af os da bare kan hoppe ind over og snyde sig med.

Her er det, jeg ikke kan få luft. Vi snakker altså om gut, der under World Series of Poker i 2014 cashede for ca. 900.000 dollar. Jeg overgiver mig på den lille betingelse af, at jeg lige holder billetten, just in case noget sker. Her er altså tale om en gut, jeg skulle slås med for at få lov til at betale restaurant-regningen for en time siden. En slåskamp, jeg forresten tabte. 

Se også: Theo: €60.000 smidt på 17 minutter

Nå, men vi ender ovre på kasinoet, hvor jeg møder Ciryl. En franskmand jeg spiller en del med i de høje cashgames. Jeg komplimenterer hans jakke. Summa summarum, en time senere kommer der en mand ind ad døren på kasinoet og afleverer en tro kopi af Ciryls jakke til mig i en plasticpose.

Misset vækkeur kostede Vegas-tur
Vores gode ven Snogen (læs: Gus Hansen) er dog i en liga for sig selv, og her kommer et udklip af SMS-korrespondance, efter han har sovet over sig til en paddle-tennisaftale sammen med to af vores venner.

Min far er stadig psykisk nede over, han ikke var en af de sidste to spillere den dag, selv om han ikke har spillet med os endnu. 

 

 

Boksekampen mod Uffe Holm blev heldigvis overstået med det resultat, jeg havde håbet på. Ikke ligefrem Manny vs. Mayweather, men bare det faktum, at vi begge var o.k. og ingen brækkede knogler betyder, at jeg er meget tilfreds.

Se også: Så er det alvor: Theo i ringen mod Uffe Holm

Uffe var i bedre form end forventet, og der gik vel ikke mere end 45 sekunder, før jeg havde blodnæse.

To trætte fightere efter en venskabelig boksekamp. (Privatfoto) To trætte fightere efter en venskabelig boksekamp. (Privatfoto)  

Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at jeg nogensinde kommer op i den ring igen. Han skal have kortere rækkevidde, være i dårligere form og være mere provokerende end Uffe. Dem tror jeg umiddelbart ikke der er mange af derude.

Godt nytår!

Theo

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Benjamin Krogh
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen