Indlæser...

Unge piger viser sig frem på nettet

En dansk datingportal afslører, at deres unge, kvindelige brugere lægger frække videoer med sig selv på deres profiler. Sexolog mildt bekymret

14:19, 26. feb 2009 | Tomas Roar

Det kan være et forsøg på at få anerkendelse, når unge lægger frække videoer og billeder på nettet. (Foto: Colourbox.com)
Det kan være et forsøg på at få anerkendelse, når unge lægger frække videoer og billeder på nettet. (Foto: Colourbox.com)

Annonce

Vær forsigtig

Foreningen Sex & Samfund melder overfor ekstrabladet.dk, at de hverken i de breve eller telefonopringninger, de får, støder på problemet ret ofte, men det sker af og til.

De råder som udgangspunkt altid de unge til at være forsigtige med både at lægge billeder på nettet og udveksle billeder over nettet. Og derudover henviser sexogsamfund de unge til hjemmesiden www.sikkerchat.dk.

Den private forening Sex & Samfund arbejder blandt på at fremme en verden, 'hvor mennesker udnytter seksuallivets muligheder til at få et rigere liv i overensstemmelse med lyst og behov og i respekt for andres,' som der står på deres hjemmeside.

Unge inspireres af voksne
Projektleder og cand. mag. fra advicedigital.dk, Marta Karolina Olsen, der har forsket i unge og medier og arbejder med digitale medier og adfærd på nettet, mener, at de unge lader sig inspirere af de voksnes adfærd.

- Børn og unge har ikke bare fået adgang til de voksnes verden via de digitale medier, de har også fået mulighed for at deltage i den på nye måder. Og de har lært, at man kan tiltrække det modsatte køn ved at iscenesætte sig selv på fx en fræk måde.

I det hele taget foregår der en udveksling og inspiration på tværs af generationer på nettet, ifølge Olsen. Voksne kan også finde på at opføre sig meget ungt, når de iscenesætter sig selv på nettet ved fx udpræget brug af smileys og lignende.

- Men især unge kan have svært ved at gennemskue konsekvenserne af deres netadfærd. I det hele taget er kulturen i de sociale og digitale medier af relativt nyere dato, så vi er unge som voksne stadig ved at skabe kulturen og lære om, hvordan man opfører sig på nettet. Her er det dog vigtigt at slå helt fast, at har man først lagt informationer om sig selv ud på nettet - fx i form af fotos eller en video - har man så at sige frigivet informationerne og mistet kontrollen over dem, siger hun til ekstrabladet.dk.

Annonce

Annonce

Da netdate.dk, der er en datingportal for unge, for nylig spurgte deres brugere, om de havde lavet deres egne pornofilm, svarede hele 38 procent ja. 31 procent havde aldrig prøvet, mens de resterende gerne ville.

Kort efter begyndte brugere på netdate.dk så i stort tal at uploade denne slags uartige videoklip med dem selv til deres profiler. Det er i sig selv ikke mod politikken på datingsitet, men det viste sig hurtigt, at også de helt unge piger mellem 15 og 18 år gjorde det.

Netdate.dk arbejder i øjeblikket på at fjerne alle de mere eller mindre pornografiske videoer fra brugere under 18 år.

Netdate.dk ejes af Freeway, der også står bag arto.dk og dating.dk.

Sund sex
Man skal ikke skære alle unge over en kam, mener sexolog og parterapeut Rikke Thuesen, for de fleste unge har et normalt og sundt forhold til sex, og de søger ikke anerkendelse gennem sex og frække billeder, som hun kæder sammen med pornoens tilgængelighed.

- Det er et problem for mange, at porno er så let tilgængeligt. De unge bliver eksponeret for sex fra mange sider, og det kan give et unaturligt forhold til sex og egne grænser. Mange tror, at analsex og gruppesex er noget, man bare dyrker. Derfor kan de få et forkvaklet forhold til, hvordan ’man’ gør. Det kan have den konsekvens, at de overskrider deres egne grænser for at passe ind og for at være ligesom de andre, siger sexologen til ekstrabladet.dk.

Farligt
Det farlige ved at eksponere sig selv med frække videoer og billeder er, ifølge Rikke Thuesen, at man blandt andet sender et signal om, at man er villig, og man derved måske inviterer uheldige typer indenfor.

- De unge skal nøje overveje, hvad de sender ud og være opmærksomme på, hvad konsekvenserne kan være. Dels er der venner og omgivelsernes opfattelse af dem som person, dels kan de være uheldige at tiltrække personer, som forventer mere af dem, end de kan tilbyde, for de uartige billeder og videoer kan være tænkt som sjov og ballade - men det er ikke altid modtageren har samme opfattelse, siger sexologen, der i disse dage holder foredrag på skoler om ung sex.

Nærhed
Rikke Thuesen mener, at sex handler om nærhed, varme følelser og sensualitet, men eksponerer man sig selv for meget, kan det blive overfladisk:

- Sex risikerer at blive mekanisk og ligegyldig, og man mister lysten og kan ende med at føle lede ved sex og sig selv. Sex kan nogle tilfælde også blive en handelsvare for de unge mennesker. Man eksperimenterer seksuelt med skiftende partnere og er med på at prøve alt. De føler sig anerkendte i det seksuelle og søger følelsen af at være ’god nok’, men det er en hul følelse. Derfor fortsætter jagten på anerkendelse.

Annonce