Muligvis er det aldrig for sent at have en god barndom, hvis man går længe nok
til psykolog, men ens sexdebut er i sagens natur en engangsforestilling, som
kan være både kærlig og kikset, og som man bærer med sig hele livet.
Hvis man altså kan huske den, for hver femte af vores brugere var fulde første gang, de havde sex, og i en stor undersøgelse fra sexogsamfund.dk fra 2008 svarede 12,9 procent, at de var berusede ved deres sexdebut.
Langt de fleste i begge undersøgelser var mellem 14 og 18 år, med hovedparten 15 og 16, da de mistede deres mødom. Men mere interessant er selve oplevelserne. Havde man lyst, var det kærlig, var det kikset - eller var man bare for stiv til at huske det?
Positivt
Igen ifølge undersøgelsen fra sexogsamfund.dk havde hele 78,4 procent lyst
til sex, da de debuterede, og halvdelen (54, 3) var endda forelskede. Og det
er positivt, mener Rikke
Thuesen, sexolog, parterapeut og foredragsholder.
- Den første gang er for de fleste unge i dag ikke noget, der skal overstås. De er opmærksomme og bevidste og har lyst, og det giver et godt fundament, siger Rikke Thuesen, der mener, at der er en god grund til at gøre den første gang lidt speciel.
- For man husker det hele livet. Med mindre man er blevet tvunget til noget, man ikke har lyst til, vil en dårlig første gang ikke traumatisere det videre sexliv. I værste fald kan en dårlig oplevelse betyde, at man godt kan undvære sex i noget tid.
Et godt minde
Hvis man vælger at gøre den første gang speciel, så har man et godt varmt
minde. Og det er da dejligt at tage med i livet, mener Thuesen.
- Når jeg er ude på skoler og holder foredrag, anbefaler jeg de unge, at de gør meget ud af den første gang. Gør det med en speciel person, man er forelsket i, og som man har kendt noget tid. Gør det et sted, hvor det er rart at være, hvor man kan skabe en stemning med musik, lys, dufte, varme, eller hvad man har lyst til. At man har god tid og ikke bliver forstyrret undervejs. Og at man så virkelig bruger tid på at røre kysse, nusse, kærtegne, og berører og nyder hele kroppen, inden man penetrerer. Og når det så sker, så kig hinanden i øjnene. Det er en speciel oplevelse. Så gør første gang til en oplevelse, du vil huske og mindes med glæde - den første gang kommer aldrig igen, siger Rikke Thuesen til ekstrabladet.dk.
Sådan var læsernes sexdebut:
Brandert
Jette, 28: ’Min debut var mindre god. Det var et engangsknald i en
ordentlig brandert som 13-årig. Vi asede og masede, og det gjorde ondt og
var på ingen måde rart, og det hele endte med, at forældrene til drengen kom
hjem midt i det hele og fik til alt held afbrudt hele seancen. Drengen var
falsk og fuld af lort for. Han påstod efter fem minutter, at han elskede mig
og sagde, at jeg var nødt til at gå i seng med ham, for hvis hans forældre
opdagede, han holdt fest, ville han få tæsk, og han ville altså ikke dø som
jomfru. Jeg ville ønske, at jeg havde ventet med første gang til gang nr.
4.'
Kejtet
Bo, 37, i forhold med Jette: 'Jeg var 15 første gang og var sammen
med en pige, der var 19. Det var kejtet, og nerverne ødelagde det hele. Men
det at være begæret for første gang var squ noget specielt. Det var et
skridt fra være en kejtet og genert lille dreng til noget andre fandt
lækkert. De følelser har givet mig en masse selvværd sidenhen i livet. Men
tror også jeg har været heldig pga. aldersforskellen.'
Porno
Sten, 42: Jeg var 16 år og gik i gymnasiet og havde en jævnaldrende
kæreste. Hun havde dog tidligere haft en ældre kæreste, så hun var ikke helt
grøn længere. Da jeg på det tidspunkt havde haft et stort forbrug af porno,
både via blade, tekst og videofilm, havde jeg en god ide om, hvad der skulle
foregå, og lod derfor, som om jeg ikke var nybegynder. Da vi var i den glade
tid, hvor AIDS kun ramte bøsser, og hun brugte p-piller, skulle vi heller
ikke fumle med kondom.
Det foregik stille og roligt under dynen i sengelampens skær en aften, hvor vi skulle sove sammen. Vi havde været kærester i et par uger. Mit bluff lykkedes, og det hele gik, som jeg havde forestillet mig, så hun opdagede aldrig, at hun tog min mødom. Vi havde derefter sex, hver gang vi havde mulighed for det, så jeg havde et lidt mere stabilt fundament, da vores forhold sluttede efter et par måneder.'
Planlagt
Line, 23 år: 'Min første gang var ikke den bedste oplevelse,
man kunne ønske sig. Jeg var 16 og havde udsat det meget med min daværende
kæreste, som jeg havde været sammen med i nogle måneder. Nu skulle det så
være, og det var nærmest planlagt til mindste detalje. Vi havde haft en
hyggelig romantisk aften for at gejle os selv op. Han var også jomfru og nok
lige så nervøs som mig.
Da vi så endte i sengen og langt om længe havde fået fumlet det underlige kondom på hans lem, lagde han sig oven på mig og prøvede at finde det rigtige sted. Da vi endelig kom nogenlunde i gang, var jeg nødt til at stoppe ham, da det gjorde så sindssygt ondt. Jeg blev enig med mig selv om, at sex virkelig ikke var noget for mig, hvis det skulle gøre SÅ ondt, og der gik et par måneder til, inden han fik lov til at give det endnu et forsøg.'
Skæv
Bjørn, 43: Jeg var 17 og udvekslingsstudent i USA. Jeg skulle
overnatte sammen med min italienske ven hos en hollandsk pige og hendes
værtsfamilie. Vi drak øl, røg pot og så MTV. Pludselig tog hollænderen mig
simpelthen i hånden og førte mig ind i soveværelser ved siden af stuen. Den
hollandske pige var både sød og fræk og bestemt ikke genert, så hun lå
hurtigt nøgen ved siden af mig. Problemet var bare, at der intet skete. Jeg
blev måske stiv i et eller to minutter ad gangen, men kun lige nok til at
komme indenfor og rode lidt. Og jo mere jeg kæmpede for at få kontrol over
situationen, jo mindre samarbejdsvilje fik jeg fra min kønsdel. Jeg vil ikke
sige, det var dårligt, for det var en stor oplevelse. Men det tog tid at
blive helt tryg ved sex.'
Gammel
Gitte: 'Jeg var ret gammel, da min første gang skete. 21. Det
foregik med en fyr, jeg havde mødt på det mit kollegium. Et par dage efter
en fest, hvor vi kyssede, var jeg hjemme hos ham. Det startede med lidt mad
og hygge og tv, som vi imidlertid ikke nåede at se meget af, fordi der
allerede var godt gang i pettingen på det tidspunkt. Sex var relativt
hurtigt overstået - han var blid og forsigtig nok, men jeg kan ikke påstå,
at det var nogen speciel nydelse. Det gjorde ondt at få taget jomfruhinden,
og det er vist næsten uundgåeligt. Men det var okay af en første gang at
være - også selvom jeg nåede udover teenageårene, før det skete.'
Skuffet
Sebastian: 'Min første gang var ret tilfældig, men heldigvis med en
pige, som havde prøvet det før, og som jeg var forelsket i. Desværre var det
hele lidt keglet, og jeg husker tydeligt at være ret skuffet. Nok mest fordi
jeg havde sat nogle høje forventninger op, som langt fra blev indfriet. Som
ung og kåd teenager havde jeg nok en lidt mere ’pornoforestilling’ om,
hvordan tingene gik, som slet ikke var noget nær virkeligheden. Det skuffede
desværre så meget, at jeg ikke var så interesseret i det den efterfølgende
periode, men kom mig da over det.'
Fuld
Camilla: 'Jeg var til skolefest med min gamle klasse. Jeg var 14 på
det tidspunkt. Jeg drak mig helt hen sammen med nogle veninder, og endte så
sammen med min barndoms kæreste. Først rullede vi rundt på sofaen inde til
festen, og pludselig vågner jeg op af min rus på en trappesats med det meste
af tøjet af og hans hænder over alt på min krop. Derefter husker jeg ikke
særlig meget, men vi lagde os hen på græsset i stedet, hvor vi derefter
gik igang. Det hele var så mærkeligt - og komisk samtidig, for da vi er
færdige, lægger jeg hovedet på siden og kigger direkte på veninden, som så
også valgte at udføre sin første gang på græsset. Og vi have slet ikke set
hinanden, da vi begge var så fulde. Så jeg ville gerne gøre det om, hvis jeg
kunne.'
